nøieregnende, punktlig, streng, paaholden. Meget brugl. i Ørk. Dæm æ so nøigne mæ di. (Kompar. nøignar; Superl. nøignast). Maa udledes af nog og kan jævnføres med Sv. noga og noggrann; G. N. nóglega og nægilega (ɔ: nok, tilstrækkelig). Jf. nauelege.
Nøkle, s. Nykle. Nøle, s. Nole.
nøne, v. n. (e—te), spise Mellemmad (Non). Vald. Ørk. Andre St. nona.
Nør, m. (Fl. Nøre), Indbygger af Norerne i Sogn.
nøra, v. a. (e—te), 1) holde vedlige, befordre, nære, især Ild. nøre Varmen (el. nøre paa Varmen): nære Ilden, lægge nyt Brænde til. Tell. (G. N. næra, nære). — 2) styrke, opfriske, sætte i Stand efter en Svækkelse. nøre upp-atte Kynn’e: give Køerne meget og kraftigt Foder, for at de skulle faae Huld og Kræfter igjen (naar de ere blevne udmagrede). Nordre Berg. Hard. — 3) i Talemaaden „nøra seg“: gjøre sig tilgode, gotte sig, forsyne sig rigelig med Mad og Drikke. Sfj. Hard. Tell. Hall. (Adskilles fra „nære seg“).
nøra (for nyrdra), v. a. (a—a), i Talemaaden „nøra seg“, om Vinden: ɔ: gaae til Nord, blive nordlig. Shl. og fl. — Modsat: søra seg.
nørast, v. n. styrkes, forfriskes, komme sig efter en Svækkelse.
nøre (for nyrdre), adj. nordre, nordligere. I Gbr. hedder det: nørdre. (G. N. nyrðri). Nøre Leid’a: den nordlige Søvei. (Modsat søre). Nøre Lut’en: den nordlige Deel. Saaledes i mangfoldige Stedsnavne; f. Ex. Nøre Folla, Nøre-Sande o. s. v. — Ogsaa adv. f. Ex. Han dræg nora nøre ꜳ synna søre, ɔ: det trækker nordenfra i Nord og søndenfra i Syd. (Nordre Berg.).
Nøring, m. En som kommer nordenfra. (Sjelden og kun i Modsætning til Søring). Jf. Utnøring, Landnøring, hvori Ordet ogsaa hedder Nyring, med aab. y. (Nordre Berg.).
Nøring, f. Næring, Opfriskelse; rigelig Fodring; s. nøra.
Nørsla, f. rigelig Forsyning med Mad eller Foder; Extra-Forpleining. B. Stift. Ogsaa kaldet: Uppatte-Nørsle.
nørst, adv. nordligst. nørst nor: længst mod Nord. Jf. nor.
nørste, adj. nordligste.
Nøt’er, Fleertal af Not (oo).
Nøve, s. Neve. nøver, s. nauver.
nøya, s. nøgja og nøyde.
nøydd, partic. nødt, nødsaget.
nøyde (nøya), v. a. (e—de), 1) nøde, tvinge, drive. Dei nøydde meg te dæ: man nødte mig til det. G. N. neyða. — 2) være fornøden, behøves, gjælde paa. Dæ nøyd’ inkje paa: det behøves ikke, der er ingen Nød som driver dertil. (Nordre Berg. og fl.). Nꜳr noke nøye pꜳ: naar det gjælder, naar nogen Nød er forhaanden.
nøydest (nøyast), v. n. nødes, blive nødsaget til.
Nøyding, f. Tvang, Tilnødelse.
Nøye (Tilfredsstillelse), s. Nøgje.
nøye, s. nøyde og nøgje.
nøyen (streng, punktlig), s. nøgjen.
nøygnaste, s. nøgjen.
nøyta, v. a. (e—te), 1) nyde, spise eller drikke. Sogn, Voss. (Jf. smꜳnøyten). Af njota, naut. — 2) benytte, bruge, især længe og med Flid; betjene sig saa længe som muligt af en Ting. Dei æ so slitne at ein kann ikje nøyte dei lenger. B. og Tr. Stift. — 3) med seg (nøyte seg): gjøre sig Umage, være om sig, gribe sig an. Berg. Stift. Ogsaa: skynde sig, haste, ile. Meget brugeligt søndenfjelds. Han tok te nøyte seg (begyndte at skynde sig). nøyte pꜳ: passe Leiligheden, være om sig medens Leiligheden er forhaanden. Ogsaa „nøyte til“ i samme Betydning. B. Stift.
nøytande, adv. som man kan benytte. Han æ ’kje nøytande lenger.
Nøyte, n. Noget som man kan benytte. (Sjelden). Jf. Brꜳnøyte. — Et andet Nøyte (af Naut, n.) findes i Ungnøyte og Gjeldnøyte. Atter et andet (af det gamle nautr) findes, med Betydningen Kammerat, i Matnøyte, Kvilenøyte, Talanøyte.
nøyten, adj. udholdende; ogsaa paapasselig, som griber Leiligheden.
Nøyting, f. Benyttelse; ogs. Flid, Umage.
nøytt, partic. meget brugt og benyttet.
O.
o, Sammensætnings-Partikel med negtende eller ogsaa forværrende Betydning; f. Ex. i Oro, otru, Odyr, Oꜳr, Ogras. Kun i de nordlige Egne til
