ꜳpeskꜳren, s. openskꜳr.
Ꜳr, n. 1) et Aar; 2) Aaring, Aarsvæxt. (G. N. ár). I Ꜳr: i dette Aar. Til Ꜳrs, eller mot Ꜳre: til det kommende Aar. Til Aars betegner ogsaa: til Alders, ude i Aarene. Pꜳ denne Ꜳrsens Tid: denne Tid af Aaret.
Ꜳr, f. (Fl. Ꜳra, r), Aare, at roe med. G. N. ár. (I Tell. hedder Fleertal Ꜳrir). Ꜳrra-blad (bla), n. Aareblad. Ꜳrabur(d), m. den Maade hvorpaa man bevæger Aarerne. Ꜳradrag, n. et enkelt Drag eller Træk med Aarerne. Ꜳralaskje, s. Laskje. Ꜳralom (oo), m. Grebet paa en Aare. (Sdm. og fl. Isl. árarhjulmmr). Ꜳraløysa, f. Mangel paa Aarer.
Ꜳr, f. Blodaare; s. Ꜳder.
Ꜳr, m. Elletræ; s. Ore.
ꜳrast, v. n. om Korn og Frugt: trives godt, give en god Høst. I Vald. og fl. hedder det ꜳra.
Ꜳrbot (Sdm.), og Aurbot (Helg.), f. Leilighed til at bøde paa noget. I Sdm. hedder det: D’æ ut-o(r) Ꜳrbotinne; og i Helg.: D’æ inkje Aurbot i da ɔ: det kan ikke mere bødes, det er aldeles forslidt.
Ꜳrbyte, n. Ombytning som gjælder for et Aar. Ag. Stift.
Ꜳrdekkje, f. et usædvanligt stort Sneelag. Bruges i Sdm.
Ꜳrder, f. s. Ꜳder.
Ꜳre, m. 1. s. Ore, Older.
Ꜳre, m. 2. Ildsted, Arne. (Nhl. Hard. Rbg. Tell. Hall. Gbr. Østerd.). I Formen: Ar, el. Aren skal det findes i Lister (Siredal), og i Ndm. (Surendal). Isl. ar, arin. Jf. Gruva (som er almindeligst vest- og nordenfjelds). Ellers: Eldstad, Bæd, Stein (om det egentlige Ildsted), Ꜳrstad, Omn, Peis (om det hele tilhørende Muurværk).
ꜳretta, v. a. sætte fast ved Kiler. See følg.
Ꜳrette (ee), m. Kile som drives ind i Spidsen af en Nagle, for at den ikke skal glide tilbage. (Meget udbredt Ord). Isl. árétti.
ꜳrgjengd, adj. som er i Gang hele Aaret igjennem. (Især om Møller). Sjelden.
Ꜳrhand(a), den venstre Haaud. See Kjeiva.
ꜳrhendt, keithaandet; s. orvhendt.
Ꜳring, m. 1) Aarsvæxt, Afgrøde. Jf. Nyꜳring. 2) et aarsgammelt Dyr, især Hest. (Jf. Vetrung). I Kr. Stift ogs. Ꜳrung, Ꜳrungje. Jf. Triꜳring, Firꜳring.
ꜳrjonast, vansmægte; s. orkjenast.
ꜳrleg, adv. tidlig, aarle. Forældet i de tellemarkiske Viser. Isl. ár, árla (for árlega).
ꜳrleg, adj. aarlig. (Sjelden).
ꜳrlegjen (-leien), adj. som har ligget et heelt Aar (om Træ). Tell. og fl.
ꜳrleis, s. anderleis.
ꜳrliden (aab. i), adj. bruges kun i neutr. f. Ex. D’æ sꜳ langt ꜳrlie (el. ꜳrlee): det lider saa langt ud paa Aaret. Tell. og fl. Jf. daglide, halvliden.
ꜳrliten, meget liden; s. ørliten.
ꜳrmegta, vansmægte; s. ormegta.
Ꜳrmot (oo), n. Aarskifte. (Hall.?)
Ꜳrs, i Sammensætning, om noget som er tilkommet i det sidste Aar; modsat fjors. Saaledes: Ꜳrs-avlen, dette Aars-Frugt; Ꜳrskonn, Korn af dette Aars Avl; Ꜳrslamb, Lam som er født dette Aar; o. s. v. I Guldbr. tildeels: I-ꜳrs (f. Ex. Iꜳrshøy).
ꜳrsaka, undskylde; s. orsaka.
Ꜳrs-bonn (for born), Aarsbørn, Folk som ere fødte samme Aar.
ꜳrs-gamall, adj. et Aar gammel.
Ꜳrsgang (-gꜳng), m. Aarets Løb. Denne Ꜳrsgꜳngjen: i dette Aar.
Ꜳrsmot (oo), n. Aarsdagen, eller samme Tid som i det forrige Aar. Meget udbredt (Sdm. Sogn, Hard. Tell.), dog ikke alm. Da kjem’ att i Ꜳrsmot’e (B. Stift) ɔ: det bliver nu just et Aar siden. Sv. årsmot. Jf. Jamlengd.
Ꜳrsmun (-mon), m. den Forandring som en Ting faaer paa et Aar. Jf. Dagsmun.
Ꜳrsta(d), m. Arnested, Skorsteen. Ørk. (Jf. Ꜳre). Ꜳrstahyll’ (for Ꜳrstadhella), f. Stenen foran Ildstedet (= Gruvestein).
ꜳrstaden, adj. som har staaet et Aar.
Ꜳrvokstr, m. Væxt i et Aars Tid.
ꜳr-ung, adj. meget ung. Tr. Stift. (For ørung).
Ꜳrungje, s. Ꜳring.
ꜳrvakjen, adj. 1) vaagen om Natten. (Sjelden). 2) om Vind fra Havkanten, naar den vedbliver at blæse om Natten. Ogs. ꜳlvakjen (Sfj.).
ꜳrvand’, adj. om en Jord (Gaard), som behøver en god Sommer for at give nogen Afgrøde; kræsen med Hensyn til Veiret. Almindl. Ord.
Ꜳrveg, m. 1) Aaring, Aar med Hensyn til Væxt og Frugtbarhed. (B. Stift). 2) Aarsavl, Kornhøst (el. Kornet selv). Helg.
Ꜳrveld, n. s. Orveld.
