Sfj. Gbr. og Østerd. — De almindelige Ord blive her anførte under u.
o, Partikel, forkortet: 1) for or, ɔ: af, udaf. (Nfj. Sdm.). — 2) for og eller ꜳ, ɔ: og. (Valders). — 3) for ꜳ! ɔ: o, ak. (Valders).
o, Pron. forkortet: 1) for ho, ɔ: hun. — 2) for honom, ɔ: ham. (Sætersd. Hall.).
o, adj. (om Dyr), see od.
oagtandes, s. uagtande.
Obyde, n. Fortræd, Uleilighed; en skadelig eller utilladelig Gjerning. „gjera Oby’e“: gjøre Ugavn, fordærve eller ødelægge noget for En; især om Børn. Meget brugl. i Tr. Stift og Sdm.
Obøn, f. Forbandelse, ondt Ønske. Ørk. Sdm. og fl. Jf. Vꜳbøn.
o(d), adj. geil, parrelysten; om Dyr af Hunkjønnet, især Hopper. Gbr. Østerd. (i Formen: o, o’e). Ellers: os, ful, gala. Ordet betyder vel egentlig: gal, ligesom G. N. óðr (Ang. vóð).
Odal, m. Odel, arvet Gods; især Jord. Hard. Voss. — Ellers Odel, m. (G. N. óðal, n.). Til Odel ꜳ Eiga: til Odel og Eie. Hertil Odalsjor, f. Odelsgaard. Odalskvist, m. den nærmeste Arving til en Odelsgaard. (Hard.). Odalsrett, m. Odelsret.
Odd, m. 1) Od, Spids. 2) Odde, Næs eller Tange i Strandbredden.
Odda, f. et eenligt Stykke, som bliver tilovers, naar de øvrige ordnes parviis. See odde.
oddꜳ (odꜳ), vrimle; s. ꜳdꜳ.
odde, adj. ulige, ueffen, som ikke lader sig dele med To; om Tal, f. Ex. 3, 5, 7, 9, o. s. v. Modsat jamt (jamn). Ogsaa om den Ting som bliver alene tilovers, naar de øvrige ordnes parviis. Alm. og meget brugeligt Ord. Sv. udda. I danske Dial. odde. Eng. odd. — Ordet forandres ikke; saaledes „Æ dæ jamt eld’ odde“. „Den odde Lykkja“ o. s. v. Det er altsaa formodentlig kun en Form af det foranførte Odda.
Oddetal, n. ulige Tal, som ikke lader sig dele med To. Modsat: „jamt Tal“.
odna (oo), v. n. (a—a), varmes, blive varm; ogsaa v. a. varme; f. Ex. odna seg. Nhl. Hard. — Vel egentlig: orna (G. N. orna). I Ndm. skal det forekomme i Formen onna (aab. o), hvilket svarer bedre til orna.
Odne (oo), m. Varme; om en mild Varmegrad, f. Ex. Legemets Varme under jævnt Arbeide. Nhl.
Odo, el. Oddo (oo), f. Bagstrøm. Namd. Egentl. for Ide, el. Eda; s. Ja.
Odygd, f. Udyd, Lyde, Last. — Indr.
odæmt, adj. ikke reent eller frit for Afsmag; om et Kar. Ndm.
Oeign, f. en slet eller skadelig Eiendom. Nordenfjelds. S. Ueiga.
ofallen, adj. ubekvem. Gbr.
Ofar, n. Uheld, uheldig Færd. Fosen.
Ofil, m. (i Spil), s. Underfil.
Ofjelde, m. Uhygge, Ubehagelighed. Sdm. og fl. See Ufjelgje.
ofra (offre), v. n. ofre; give Offer. Hertil Ofr (Off’er), n. Offer.
oframt (oo), adv. desforuden, oven i Kjøbet. Ogsaa med et tilføiet Ord: foruden, uberegnet; f. Ex. oframt Handpenganne. Tr. Stift, Gbr. Sdm. — Ellers: umfram.
ofrid (ii), adj. styg af Udseende, ikke vakker. Helgeland, Indr. (ofri), Sdm. (ofrid’e). Ho æ ’kje ofri te sjꜳ: man skal ikke sige at hun er styg at see til.
Ofryskje, s. ufriskje.
ofsa, adv. og adj. usædvanlig, meget, overmaade; f. Ex. ofsa stort; ein ofsa Kar. B. Stift (nogle St. opsa). Jf. ov.
ofsaleg, adj. ypperlig, udmærket.
ofsalege, adv. 1) overflødigt, rigeligt; ogsaa overmaade, i høieste Grad. 2) ypperligt, herligt. Nordre Berg. Helg.
Ofse, m. 1) Overdrivelse, noget som er for meget. Hard. Da va no antan Ofsen elder Vansen: det var nu enten for meget eller for lidet, aldrig til Maade. — 2) Heftighed, Voldsomhed, fremfusende Færd. Meget brugl. i S. Berg. ogsaa Helg. Han tok te mæ slik ein Opse (Nhl.). G. N. ofsi. (Jf. Gofs). — 3) noget stærkt eller voldsomt; f. Ex. en heftig Storm. Nhl. I Sdm. oftest om Mennesker: „Ein Ofse“: en fremfusende, eller ogsaa en meget kjæk og dristig Karl. (Eg. Ovse, af ov).
ofsen, adj. heftig, fremfusende, som ikke holder Maade. Nhl. og fl.
ofsnast, v. n. stimle til for at see paa noget. Ndm. I Sdm. ꜳsna.
Oft (aab. o), f. 1) Arbeidsstund, Tiden imellem to Maaltider (= Ykt). Skal bruges ved Trondhjem. I Guldalen: Øft. — 2) Mellemmads Tid, omtrent Kl. 3 E. M. (det samme som Non). Østerd. Jf. Ykt.
Ofta (oo), f. Morgenstunden om Vinteren (det samme som Otta). Indr.
ofta, adv. ofte, tidt. Hedder ogsaa oftꜳ (Nordre Berg.) og ofte. G. N. oft, opt. Hertil oftare og oftaste. Inkje oftare: ikke flere Gange.
Ofyllefat, n. egentlig et uhyre stort Fad;
