oftest om et umætteligt Menneske, En som aldrig faaer nok. Nordenfjelds.
ofyse, s. ufysen. Ofør, s. Uføre.
og (aab. o), adv. ogsaa, tillige. Sættes gjerne efter det Ord, som det nærmest er forbundet med, og sædvanlig sidst i Sætningen; f. Ex. Han va komen dar han og. Lite venta eg, ꜳ lite fekk eg og. Formen „og“ bruges i den største Deel af Berg. Stift (ikke i Sdm.); i Shl. hedder det „og“ med lukt o. Ellers ꜳ (Fosen, Indr.), au (Kr. og Ag. og tildeels i Tr. Stift). I Hall. Vald. og Sdm. bruges i dette Tilfælde: ogso (ogsaa) eller „mæ“. G. N. og, ok, auk. — Konjunktionen „og“, som egentlig skulde have samme Form, adskilles sædvanlig herfra og hedder overalt „ꜳ“ (i Valders: o).
Ogje (oo), m. Frygt, Rædsel; Respekt for En. Meget brugl. i Sdm. Dei ha ’kje noken Ogje fyr’ꜳnꜳ (de have ingen Frygt el. Undseelse for ham). Dæ fyl’e hꜳnꜳ ein Ogje, ɔ: der følger ham noget, som indgyder Frygt. (Ellers Agje, Vægje, Ogne). — Heraf øgja og øgjen.
Ogn (oo), m. Ovn. (Jæd.). S. Omn.
Ogn (aab. o), f. 1) Avne, Hylster paa Korn. Nhl. Jæd. Tell. og fl. Mest brugl. i Fleertal som hedder Agne(r). G. N. ögn, agnir. 2) Børste paa Korn, Stakket eller den stive og tynde Braad i Enden af et Korn (arista). Nordre Berg. Gbr. og fl. I Tr. Stift: Agn. Ellers kaldet Snarp og Snerpa.
Ogne (aab. o), m. Frygt; Respekt for En. Ndm. (S. Ogje). G. N. ógn.
Ogne, i Ognelag, Ogne Grand o. s. v. see Augne.
ogofor, ovenfor (Gbr.), s. ova. Ligesaa ogopꜳ, ogo-te (oo).
Ogreide, f. Urede, Forvikling.
Ogrein, f. Uorden, Skjødesløshed. Helg. og fl. ogreinle(g), adj. uordentlig, skjødesløs. Jf. Grein.
Ogrøt, n. et arrigt, ulideligt Menneske; et Huuskors. Sdm.
ogso (aab. o), adv. ogsaa, tillige. (S. og). Hedder oftest ogsꜳ; tildeels ausꜳ. (Jæd.).
ogtig, adj. agtsom, omhyggelig. Tell.
ohag, adj. ubehændig, klodset; ogsaa ubekvem. Tr. Stift (sjelden). I Sdm. kun i Ordsproget: „Ein ohag’e Sme’ tæk’ eit ohagt Tre“, ɔ: en uduelig Arbeider vælger sig et udueligt Emne.
ohagleg, adj. ubekvem, upassende. Indr.
ohagle(ge), adv. uhyre meget, overmaade. Ørk.
ohar, s. ovhar. oheil, s. uheil.
ohendt, adj. ubehændig. Ørk.
Ohepne, s. Uheppa. ohuga, s. uhuga.
ohyggjen,a dj. uagtsom; ogsaa sløv, dorsk, tungnemmet. Helg.
ohyra, adj. døsig, mat; ogsaa som føler Ulyst til noget. Sdm.
Ohæming, m. Uheld, især med Kvæget; det at man mister Kvæg. (Modsat Hæming). Sdm. I Sogn: Uham.
o-idig, adj. dorsk, doven. Sdm.
ok (oo), ɔ: flyttede o. s. v. see aka.
oka (oo), v. a. (a—a), lægge Aag paa, binde Halsaag (Klave) paa Sviin. Shl.
oka (oo), adj. forsynet med Slaa eller Tværbaand; s. Okje.
Okabytte, n. en Mælkedunk, indrettet til at bære paa Ryggen, og forsynet med et Par Lister eller Slaaer, hvori Bærehængslerne fæstes. Nhl.
Okastaur, m. Stør, Pæl i Enden eller Hjørnet af et Gjærde, ligesaa i Hesjer. Paa Voss: Ꜳkastaur.
Okje, m. (Fl. Oka, r), 1) Tværslaa, Tværbaand, som sættes fast paa Døre og Luger for at holde Fjelene sammen; tildeels ogsaa om en kort paaslaaet List, hvori noget skal fæstes. Nhl. Shl. Jæd. med lukt o; derimod Okje (aab. o) i Tell., og Ꜳkje i Sogn, Voss og Hard. (Ellers Slꜳ, Norve, Narve). — 2) Hjørnestolpe, Pæl eller Opstander i en Grind; i Modsætning til Tværfjelene som indfattes i samme (s. Rim). Tell. og fl. I Sdm. hedder det: Ꜳkan, n. Nogle Steder Ꜳkje. G. N. oki (Lovene II, 122). — 3) Aag, Halsaag, en trekantet Klave; især til Sviin. Shl. (G. N. ok, Aag). — Paa Helgeland forklares „Oke“ ved en Tot eller Visk, f. Ex. af Uld; altsaa det samme som ellers hedder Flokje og Tokje.
Okje, n. see Okjø.
Okjø, n. Udyr, skadelige Dyr. Ogsaa: Okje, saavel om Udyr, som om urolige Mennesker; Folk som vække Splid og Forargelse. Ndm. I lignende Betydning siges andre Steder Okrut og Ukru. Jf. Kjøa.
okjøsamt, adj. ufredeligt, farligt formedelst Udyr. Ndm.
okka, pron. (gen.), vor. Jæd. Mandal, Rbg. Hedder ellers: ꜳkan (Hard.), okkons, eller oftere: kons (Tellem.), kans (Nummedal). G. N. okkar, Genitiv af vit (Dualis), og okkarr, Possessiv med Akkus. okkarn. — Pꜳ okka Mꜳl: i vort Sprog. Pꜳ kons Vis:
