paa vor Maade. — I de øvrige Distrikter bruges kun: „vꜳr“.
Okkꜳl, s. Okla.
okke, pron. os. Objekt af mid (mi, me). Jæd. Lister, Mandal. Ellers: okko (Rbg.), ꜳko (Hard.), okkon, og oftere: kon (Tell.), kan (Nummedal). G. N. okkr (i Dualis). Hæran isjꜳ okke: her hos os. (I Hard. „hær isj’ꜳko“). Ꜳt ꜳko: til os, for os. Mæ ’kon: med os. — Paa de øvrige Steder siges kun „oss“.
Okl, s. Økl.
Okla, n. Ankel, Fodled. I de sydlige Egne Okla med Fleertal Oklur (Oklo, Okle); ellers Okle; ogsaa Okkel og Okkꜳl, m. (Helg.), Høkkel (Namd.). G. N. ökla. (Isl. ökull, ökli, m.).
Oklekul (uu), m. Ankelkode.
Oklelid (Okkel-le), m. Ankelled.
Oklesnø, m. et Sneelag som rækker op til Anklerne.
Oksl, f. Axel, Skulder. Mest i de sydlige Egne. Nordenfjelds hedder det oftere Aksl. G. N. öxl. Jf. Hær.
okunnug, adj. ubekjendt. Gbr. og fl.
Okynde, n. ondt Sind, Vanart, Fordærvelse. Gbr. (Sv. okynne).
okyndt, adj. vanartet, ond af Natur.
ol (oo), fostrede. Imperf. af ala.
Olag, f. Ulag. Oland, s. Ulenda.
Olavsoke (for Olavsvoka, sidste o aab.), St. Olafs Dag, den 29de Juli. Tell. Ellers mest almindelig: Olsoke og Olsok; i Ørk. Olsuku. G. N. Ólafsvaka, til Ólafsvöku. Hertil: Olsokebil (aab. i), n. Tiden næst før og efter St. Olafs Dag (Olsokedag). Olsoke-røyta, f. Regnveir og Mangel paa Tørring, som ofte indtræffer sidst i Juli Maaned. Nordre Berg.
Olbogje (aab. o), m. Albue. Hedder ogsaa Ꜳlbogje, Ꜳlbꜳga, og ellers Ꜳlbog, med lukt o (Helg.), Ꜳlbogje (Sætersd.), Ombogje (Nhl.) og Hamboga eller Handbꜳgꜳ (i Tr. Stift). G. N. olbogi, olnbogi. Gam. Tydsk elinbogo.
Olboglykkja, f. Krumningen paa den indre Side af Albuen. Ogsaa Olbogslykkje.
Olbogskjæl, f. et Slags eenskallet Musling, dannet som en stump Kegle. (Patella vulgaris). Isl. olbogaskel.
Old, f. Mængde, Mangfoldighed. Hard. Jf. Elde, Vold (Voll).
Olden-ꜳr, n. et meget frugtbart Aar. Sfj. Sdm. (I Jensens Glossarium findes det i Formen „Aldꜳr“). Af det gamle aldin, ɔ: Frugt. Jf. Alda.
Oldenꜳre, s. Older.
Older (Oldr), m. Elletræ (Alnus). Meget udbredt (Nhl. Sogn, Helg. og fl.). Ogsaa med en egen Udtale: Oldre, Oddre, Oddr (Gbr. Ørk.). I Gbr. ogsaa Ordre, som nærmer sig til Navnet Ore, der bruges i de sydlige Egne. I Sdm. siges „Oldenꜳre“ om det mørke Elletræ (Alnus glutinosa), medens derimod den lysere eller hvidere Art hedder Aare (Kvitꜳre). Sv. al. Ang. alr. See ellers Ore.
Olderhol (oo), m. Lund af Elletræer. (Østerd.). See Oreholt.
Olderskog, m. Elleskov. S. Oreskog.
Olege, s. Ulega. Olemna, s. Ulivnad.
Olende, n. uveisomt eller uryddeligt Land. Ørk. See Ulenda.
olik, adj. sygelig, svag, daarlig. Meget brugl. i Inderøen. Jf. ulik.
Olje, m. Olie. Hedder ogsaa Ulja, f. og Ulje (B. Stift). G. N. olja (af et fremmedt Ord).
Oljeblad, n. Hvidtidsel (Carduus heterophyllus). Paa Jæd. hedder det Oljeblokka, f. Ellers Kvitblad, Skore og fl.
Oljesøyre, f. en uopmærksom Person, En som ikke vil høre eller give Agt paa hvad man siger. Sdm.
Oll, m. Skraal, Støi, Larm. Helg. (Jf. Soll). I svenske Dial. åll.
olla, v. n. skraale, støie, tale høit og skraalende. Helg. Namd.
ollꜳ, et Dativ af all; f. Ex. i Talemaaden „Ein lyt’e ha pꜳ ollꜳ Skyn“, ɔ: man maa skjønne paa alt, tage alle Omstændigheder i Betragtning, for at man ikke skal dømme for strengt. (Sdm). Rettere ollo. „Fyre ollꜳ“ s. all. Noke ta ollꜳ: noget af hvert Slags. Ta ollꜳ obyttꜳ: af den uskiftede Masse. — ollꜳstodꜳ, s. allestade.
Olle, f. 1. et stort Trug. Sætersd. (Gaaer ikke over til Odde).
Olle, f. 2. Brønd, Vandsted; ogsaa Kilde. Buskerud. Jf. Ile.
Olle, f. 3. (for Olda), Bølge, Havbølge. Indr. — Ellers Alda. Jf. Tungalda.
ollesomꜳ, s. allsaman.
Ollvor, og ollvorsam, s. Ꜳlvore.
olm, adj. olm, vild, arrig; især om Oxer. Heraf ylmast.
Olmosa (aab. o), f. 1) Almisse, Gave til Fattige. G. N. ölmusa (af et fremmedt Ord). 2) en Stakkel, et fattigt, hjælpeløst Menneske; ogsaa en Stakkel med Hensyn til Kræfter. Hedder ogsaa Olemose, Ølemøse.
Olreip (oo), n. et Reb af Læder eller
