tykt Skind, et Baand dannet af Læderremmer. Ved Trondhjem. I Østerd. Olrep (ee) og Oltøm. Isl. ólarreip, af ól, en Rem.
Olsoke, og Olsuku, s. Olavsoke.
Oltaum (-tøm), m. s. Olreip.
Olugu (Sygeleie), s. Ulega.
Olv, s. Elv. olvꜳt, s. ꜳlvꜳt.
olyste, mæt, fuldmættet; s. ulysta.
om, forkortet af honom, ɔ: ham. — Partikelen „om“ skrives her: um. Et andet Om (el. Um) er at finde under Homn.
Om (oo), m. en svag Gjenlyd, især fra et Fjeld. Hard.
oma, v. n. (a—a), gjenlyde svagt.
Omaga og Omꜳgꜳ (Barn), s. Umagje.
Omagelekk, m. raa eller umoden Tilstand (egentl. Barnealderen). Sdm. Især om noget som tilberedes langsomt; saaledes: „Dei ha fꜳtt Omagelekkjen ta Fiskj’a“, ɔ: Fisken er begyndt at tørres, saa at den er bleven lettere og bedre at behandle.
omagsleg, adj. liden, spæd, svag. Helg.
Omannsfær, f. det Tab som man lider ved at undvære en nødvendig Ting. Sdm. (Meget brug.). Bꜳde fyre Slit’e ꜳ Omannsfæra: baade for at Tingen er slidt, og fordi man har lidt Tab ved at savne den. Ein lꜳne dæ vek ꜳ so fær ein sjøl Omannsfær. (Egentlig at fare frem som en Stakkel, som En der ikke har noget).
omannsleg, adj. usel, daarlig. Ørk.
omꜳlug, adj. maalløs, stum. Helg. og fl. Paa Helg. forekommer ogsaa Tamaaden: „Eit Ꜳmꜳls Beist“, ɔ: et umælende Dyr. Dette Ꜳmꜳls er rimeligviis en Afændring af Omꜳls.
Ombogje, m. Albue; s. Olbogje.
Ombot, f. Knæhase; s. Hombot.
Ome (oo), m. Røg, Lugt af noget som brænder. Jæd. (Ellers Eim). Ogsaa Solrøg, det samme som Moe.
Omegd, f. Afmagt, Daanelse. (Helg.). Jf. G. N. úmegin. — Omegd betyder ellers Barnealder og Børn; s. Umegd.
omjell, adj. mat, sygelig, plaget af en ubehagelig Fornemmelse el. af et Slags Ømhed i Lemmerne. (Sdm.). Et hertil svarende „mjell“ mangler.
Omle(d), m. Haandled. Nhl. S. Uvlid.
Omn, m. Ovn; i Særdeleshed 1) Stueovn, Kakkelovn; 2) Bagerovn; 3) Ildsted i Røgstuerne, det samme som Gruva og Aare. Paa Jæderen og Lister hedder det Ogn (oo). G: N. ofn. Sv. ugn.
Omnbolk (Ombolk), m. en Paneling eller Fjelevæg paa den indre Side af Ildstedet i Røgstuerne; den Side af Gruven, som vender imod den indre Deel af Stuen. Sdm. og fl. (I Shl. Brikje). See Kallhovde.
Omnborg, f. en fiirkantet Fordybning i Muren ovenfor det egentlige Ildsted, bestemt til at lægge Ild i, naar man tørrer Korn paa Ovnhellen (s. Omnhella). Sdm.
Omnbrau(d), n. ovnbaget Brød, i Modsætning til Fladbrød. Udtales oftest Ombrø’.
Omnbrik, f. en kort Bænk paa den indre Side af Gruven. Nordre Berg.
Omnhella, f. en stor Helle eller Steenplade, som ligger fladt over den øverste Deel af Gruven i Røgstuerne, og tjener til at afvende Ildfunkerne fra Taget saavelsom ogsaa til at tørre Korn eller Malt paa. B. Stift.
Omnkrꜳ, f. det Hjørne hvori Ovnen eller Gruven staaer. (Ogs. Omskrꜳ).
Omnkrok, m. Ovnrage, Kjæp til at rage i Veden og Gløderne paa Ildstedet.
Omnlad, n. en liden Muur paa hver Side af Ildstedet.
omnturka, adj. om Korn som er tørret paa Ovnhellen.
omoleg, umulig; s. umogeleg.
omyssande, s. umissande.
Omøle, n. en slet Stemning eller Tilstand. Gbr. Sdm. I Særdeleshed siges om en Kværn, at den er „i Omøle“, naar den er forslibt eller maler slet. Jf. Møle.
omølt, adj. ilde stemt; s. mølt.
ona, trives; s. una.
onagga, adj. uhindret. Lat han gꜳ onagga: lad ham slippe uden nogen Fornærmelse. Sdm. og flere.
onaleg, hyggelig; s. unaleg.
onꜳdig, adj. vred, opbragt. Tr. Stift.
oneist, uden Fornærmelse. S. neisa.
Onn, f. 1) Flid, Raskhed, Dristighed. D’æ inkje noko Onn mæ dei: der er ikke nogen Fremgang med dem, de ere for lidet om sig. Rbg. Jf. ann og anna. — 2) Skynding, Travlhed, stærkt Arbeide. Mere alm. G. N. önn. Jf. annig, annsam, Annsemd. — 3) Markarbeide; især de tre store Arbeidstider om Sommeren, nemlig Pløiningen (Vꜳronn, Plogonn), Høslætten (Slꜳttonn, Høyonn), og Kornskuren (Skuronn). Alm. og meget brugl. (Paa enkelte St. siges dog oftere: Vinna).
onna, v. n. (a—a), arbeide, tage Deel i Markarbeidet; især om leiede Folk. Han va dær ꜳ onna. Søndenfjelds. Jf. vinna.
