onna, v. a. (a—a), paaskynde. — onne seg: skynde sig. (I Rbg. anne seg).
onna, for orna, s. odna.
Onnefolk, n. Folk som udføre Markarbeiderne (pløie, slaae eller skjære).
onnemillom, adv. fra det ene af Markarbeiderne til det andet; især fra Pløiningen til Høslætten.
Onnetid, f. den Tid, hvori et af de store Markarbeider drives. Ogsaa adskilt: „I Onne Ti’er“: medens de store Arbeider foregaae.
onnor, femin. af annan (anden). Hertil: Onnor-Helg, Onnor-Natt og fl.
onnor-kvar, s. annankvar.
onnug, adj. 1) flittig, arbeidsom; 2) skyndsom, iilfærdig. I Tr. Stift: onnau; ellers oftest onnig (Nhl. Jæd. Rbg. Tell.); ogsaa annig (Hard. Voss, Hall.).
Onnungje, m. en ung Tjener, Hjælpetjener. Tell.
Onsdag, m. Onsdag. (G. N. Óðinsdagr). I mange Egne siges oftere Mekedag.
Onæming, m. en Begynder i Kunsten, En som ikke endnu er fuldlært. Nordre Berg.
Op (oo), n. et aabent Rum, Aabning, Hul, Gab. Hedder ellers paa mange Steder Ꜳp. G. N. op.
open, adj. 1) aaben, ikke tillukket. 2) bar, ubeskyttet, om en Plads. 3) aabenmundet, uforsigtig i at tale. „liggja open“, betegner ogsaa at ligge udstrakt med Ansigtet opad. (Oftere: vi’open). Formen open (oo) bruges i Søndre Berg. Gbr. og fl.; ellers hedder det open, med aab. o (Rbg. Tell.) oppen (ved Trondhjem) og ꜳpen (mest alm.). G. N. opinn.
openbærlege, adv. aabenbart. Hedder oftere openbꜳrle, ꜳpebꜳrle. G. N. opinberlega.
opendaga, v. a. aabenbare, fremvise; ogsaa opdage. Søndre Berg. og fl.
openskꜳr, adj. aabenmundet; ubetænksom i at tale. I Ørk. oppinskꜳr; i Sdm. ꜳpeskꜳren. G. N. opinskár.
opna, v. a. (a—a), aabne; ogsaa opskjære. Nogle Steder: ꜳpna.
opnast, v. n. aabnes, blive aaben. Ogsaa opna seg.
Opning, f. 1) Aabnelse, Oplukkelse; 2) en Aabning, et Hul.
Opse, s. Ofse. opta, s. ofta.
or (oo), præp. (med Dativ), af, ud af. Har forskjellig Form, nemlig: or (Sogn, Søndre Berg. og Kr. Stift), o (Sfj. Ndm. Sdm.), ur og u (Nordenfjelds, ogsaa i Gbr. og fl.). G. N. or, ur. Sv. ur. — Ofte forbundet med „ut“, altsaa: ut-or, uto, utur, utu, — hvoraf den første Stavelse gjerne bortfalder, saa at det hedder: ’tor, ’to, ’tu. Saaledes ogsaa: ’por, ’po, ’pu, istedetfor upp-or. — I Brugen adskilles „or“ fra „av“ (af) derved at det sædvanlig har Begrebet om en Udgang fra et dybt eller skjult og indesluttet Sted, og forholder sig altsaa til „av“ ligedan som „i“ til „paa“. F. Ex. „or Jor’enne“, om noget som er i Jorden; men „av Jor’enne“ (ta Joren), om noget som er paa Jorden. Han kjem or Sjøen (ur Sjø’nꜳ), om Fisk; men: av Sjøen (ta Sjø’nꜳ), om en Fisker. Dæ kjem ut-or Fjell’e (’tu Fjella), f. Ex. om Vand; men „utav Fjell’e“ (ta Fjella), om noget som har været ovenpaa, f. Ex. Kvæg. Undertiden nærmer det sig mere til Begrebet af „av"; f. Ex. uto(r) Vegj’a: af Veien. or Øyꜳ: fra Øerne. (I Sdm. siges ogsaa: o’ Fiskjenne, ɔ: fra Fiskeriet). Vinden sto utta-o(r), ɔ: fra Havet. Imidlertid bruges det ikke gjerne i figurlig eller uegentlig Betydning, saaledes ikke med Begreb af en Aarsag, som f. Ex. i G. N. „andast or sárum“.
Or, m. Elletræ, s. Ore.
Or, f. Steengrund, Stennmasse; s. Ur.
Or (for Ord), n. 1) et Ord. Ei tvau try Or: et Par Ord. stor i Orom: stortalende, pralende. D’æ slike Or i han: han gjør saadant et Skryderie. Udtales altid med lukt o (oo), og i Ag. og Tr. Stift tildeels med tykt l (Ol). G. N. orð. — 2) Talemaade, Sætning; ogsaa Ordsprog. Um eg skal seie so stort eit Or: hvis jeg skal udtrykke mig saa dristigt. Dæ var eit sant Or: et sandt Udsagn. Som dei seie fyr’ eit gamalt Or: som man sier med et gammelt Ordsprog. — 3) Rygte, Omdømme. Han heve eit godt Or: han har et godt Rygte. Han fekk eit lꜳkt Or fyre dæ: han blev ilde omtalt derfor. Ette som Or’e gjekk: efter Rygtet. — Talemaader. taka te Ors: udtrykke sig. Eg veit ikje kor han tok te Ors: jeg veed ikke ret hvilke Ord han brugte. koma fyr ’Or’e: blive bekjendt, komme for Orde. Mæ fyste Or: ved den allerførste Anmodning. No i sama Ora: just nu, i samme Øieblik. (Nordre Berg.).
Ora, f. en Løkke i Hestesælen, en aflang Bøile af Jern, eller ogsaa en Stroppe
