af Læder, hvorved Skaglerne bindes til Sælen. Ordet synes at være alm. og hedder Ora, Ore (B. og Tr. Stift, Gbr. og fl.), Orra, med aab. o (Sogn), Orde, med oo (Tell.). Et Par andre men meget lignende Ting have Navnene Urva og Orveld. (Jf. Isl. urga, Rem). — Hertil: Orepinne, m. en Pind, som sættes fast i den yderste Bugt af Oren, for at fæste samme til Skaglerne. (I Tell. Ordepinne). Ellers Selepinne, Selekjevle.
ora (ore), v. n. (a—a), opsvulme, stige op; om Vandet, naar Isen hindrer dets Afløb. Rbg. Nedenæs. (Ellers kjøva, kry, kreppa). Hertil Oresvall.
ora (for orda), v. a. (a—a), bringe noget paa Tale, forberede eller indlede en Sag med nogle Ord. Eg skal ore dæ mæ han. (Nordre Berg.).
Ora(r), pl. med Betydningen: Forvirring, Sandsesløshed; — er et Ord, hvis Grundform er ubekjendt, da det kun bruges i Fleertallets Dativ, og desuden blot i Sammensætning, nemlig: i Hauorom (Tr. Stift, for Hovudorom), Sømnorom, Dau(d)orom, Heljoro (i de sydlige Egne), Himmelorꜳ (Sdm.) G. N. órar, f. pl. Galskab. — Heraf: oren, øra, øren, Ørska.
orast (for ordast), v. n. snakke, samtale. (Sjelden).
orꜳdd, adj. ubestemt, tvivlraadig. Ørk. Ogsaa: orꜳdig. See Urꜳd.
orꜳt, stenet; s. urut.
Orbær (oo), n. Ribsbær. Toten, Hedemarken, Østerd. I Valders hedder det Urvillbær; i Gbr. Ulbær eller Ulvbær. Ellers: Rips.
Orde, s. Ora. Ordre, s. Ore.
Ore, m. El, Elletræ (Alnus). Forekommer i forskjellig Form, nemlig Ore (Tell. Buskr. Romsd.), Or (Rbg. Tell. Hall.), Ꜳre (Nfj. Sdm. og fl.), Ꜳr (Ryfylke, Sætersd.), Orr, aab. o (Voss, Hard. Jæd. Mandal), Ordre, oo (Gbr.), Yre (aab. y) og Øre, f. (Sdm.), Ør (Ryfylke). Ellers Oldre, Older. — Paa enkelte Steder synes Navnet Ore (Ꜳre) at betegne kun den lysere eller hvidere Art (Alnus incana), medens derimod „Older“ betegner den mørkere Art (Alnus glutinosa). Den første Art kaldes ellers: Grꜳ-Ore, Kvit-or; den sidste derimod: Svartore, Svartolder; i Sdm. Oldenꜳre og Yre. — I svenske Dial. orr og arre. G. N. orir forekommer i Elis’s Saga.
Orebork, m. Ellebark.
Oreholt, n. en Lund eller liden Skov af Elletræer. Søndenfjelds. Ellers Olderholt, Olderhol, Ꜳreryst og fl.
Orehy, n. hvidt Fnug eller Støv, som ofte findes i Mængde paa Elleløvet og er fuldt af smaa Insekter. I Sdm. kaldes det: Ꜳreskyr.
Orekumar (aab. u), m. Knopper og Frø-Kogler paa Elletræet.
Orelauv, n. Elleløv.
oren, adj. forvirret, forstyrret i Hovedet. Indr. (S. Orar). Ellers øren, yren; ogsaa urven.
Orepinne, see Ora, f.
Orerust, f. en liden Elleskov. I Sdm. Ꜳreryst; ellers Oreholt og fl.
Oreskog, m. Elleskov. Ellers: Ꜳreskog, Orraskog, Olderskog.
Oresvall, m. en høi eller tyk Iis paa Marken, dannet ved Vandets Opdæmning af Frost. Nedenæs (af ora, v. n.). Ellers Kovsvell, Kovesvoll.
Orevi(d), m. Brænde af Elletræ.
or-faren, adj. afklædt. (fara or).
Org (Orj), m. Hvirvel, Kreds af Bølger, som fremkommer naar noget plumper ned i Vandet. Buskerud. Jf. Helg. (Isl. örga, røre).
Orgakjøa, s. Aurekjøa.
or-gjetes (orgites), adv. i Glemme. Da gjekk meg orgjetes: det gik mig af Tanker, jeg glemte at sige det. Nhl. I Shl.: „Da gjekk meg or Gjee“.
orhalden, adj. ordholden, som ikke glemmer sit Løfte. Ogs. orhaldig.
orhitten, adj. nem til at finde Ord eller Udtryk; ogsaa vittig, som har træffende Indfald. Hall. og fl. (Isl. orðhittinn).
orimelege, adv. overmaade, saare meget. Meget brugeligt nordenfjelds, ogsaa i Gbr. og Sdm. Dæ va so orimele stort, orimele lengje o. s. v.
Oring, f. Vandets Opsvulmen og Opdæmning ved Frost. Rbg. s. ora.
Orje (el. Orgje), s. Aure.
orka (aab. o), v. n. (a—a), mægte, formaae, have Kræfter til noget. Alm. (G. N. orka). Han slæpa mest han orka. (Jf. vinna). Eg orka ’kje gꜳ lenger.
Orka, f. Arbeide. Sogn (sjelden). Jf. Tungorka. G. N. orka.
Orkast, n. 1. (or), et Kast som tages ud af en stængt Not. Shl. og fl. Hertil Orkastenot (oo), f. en liden Not til at gjøre saadanne „Orkast“ med.
Orkast, n. 2. (Ord), Ordvexel, Disput, Tvist. Dei kom i Orkast: de kom til at tviste om noget. Alm.
orkastast, v. n. disputere, tviste. Ørk.
