orkjenast (ee), v. n. vansmægte, blive afmægtig, f. Ex. af Tørst. Sogn. Ellers kjena og kjenast. I Romsd. skal det hedde ꜳrkjona; i Sdm. siger man ꜳrjonast; i Ndm. orona og orna.
or-komen, adj. udkommen, frakommen.
Orlag, n. 1) Udtryk, en vis Maade at tale paa. Eg kunna høyre dæ pꜳ Orlagje. (Sv. ordalag). — 2) Samtale. kꜳmꜳ i Orlag mæ ein. Ørk.
Orlog (Ꜳrlog, aab. o), n. Orlog; Sø-Krig. Bruges i Talemaaden: til Orlogs; ligesaa Orlogsskip. — Isl. örlög.
Orløysa, f. Mangel paa Udtryk.
Orm, m. Slange; Hugorm. G. N. ormr; Sv. orm. — Betydningen af Madikker eller lignende Smaadyr (Dansk Orm) findes her kun i nogle faa sammensatte Navne, som Kvitorm, Skolorm. Jf. Makk, Ꜳma.
Orma, f. Slangemoder, Hunslange. Nhl. og fl. Ellers Yrme.
Ormegras, n. 1) Bregne (= Burtne). Jæd. — 2) Horndrager (Orchis maculata). Sdm.
ormegta, v. n. (a—a), vansmægte, blive afmægtig. Hedder oftere ørmegta (Sogn, Valders), og ꜳrmegte (Gbr).
Ormeham, m. Slangeham, Slangernes afkastede Hud.
Ormenꜳl, f. Slangetunge, Braad.
Ormestyng, m. 1) Slangebid. 2) et Slags Insekter, see Styng.
orminnast (oo), v. n. falde i Søvn, tabe Hukommelsen eller Bevidstheden idet man sover ind. Sogn. Da va knappaste so mykje eg ormintest: det var ikke længere end at jeg netop sov ind. (I Sdm. hedder det: sakne Vær’a).
orna (oo), v. n. daane, besvime. Ørk. Ellers vansmægte (= orkjenast). Ndm. hvor det ogsaa hedder orona. — Om et andet orna see odna.
Ornotar, pl. m. Ord, Udtryk, især usædvanlige eller upassende. Hard. I Nhl. Ornotta (aab. o). Jf. G. N. orðgnótt.
orona, s. orna.
Orr, s. Ore. Orra, s. Ora.
orram (oo), adj. stærk i Ordene, stortalende, ordrig. Sdm. (sjelden).
Orre, m. Aarfugl, Urhane (Tetrao Tetrix). I Indr. Aurhane. G. N. orri. Sv. orre.
Orrfugl, m. Aarfugl, om begge Kjøn.
Orrhøna, f. Urhøne, Hunnen af Aarfuglene. (I Sdm. Orrihøne).
Orsak (oo), f. Aarsag, Grund, Anledning. Søndre Berg. og fl. Ellers Ꜳrsak. — G. N. orsök. Sv. orsak.
orsaka, v. a. (a—a), undskylde, orsaka seg: undskylde sig, angive undskyldende Aarsager. Paa flere Steder ꜳrsaka. (Jf. Sv. ursaka, ursäkta).
orsꜳr, adj. vanskelig at tiltale, ømfølende, som let finder sig fornærmet; ogsaa ængstlig for sit Rygte. Tell.
Ørsending, f. Budskab, Hilsen. (Sjelden).
Orskifte, n. Ombytning af Ord, Forandringer i Udtrykket.
or-slegjen, adj. udslaaet, f. Ex. af et Kar.
orstø(d), adj. sikker i sine Udsagn, som ikke vakler eller modsiger sig selv; ogsaa ordholden, paalidelig. Søndenfjeld.
Ort (oo), f. en Mark, 24 Skilling. Bruges overalt vest- og nordenfjelds. (Jf. Mark). Hertil: Ortasetel (aab. o), m. Markseddel, Repræsentativ for 24 Skilling. Ortastykkje, n. en Sølv-Mark. Ortavære, n. Værdie for en Ord, en Ting som kan anslaaes til denne Priis. (I Sdm. Ortavyre, aab. y).
orta, s. urta.
Ortak, n. Ordsprog. S. Ortøkje.
Ortam, n. Mundheld, Talemaade. Sdm.
or-tikjen (aab. i), aftagen, udtagen, f. Ex. om en Nøgel.
Ortøkje, n. Ordsprog, Tankesprog, Sætning, som udtrykker en eller anden mærkelig Tanke, og som altid siges med de samme Ord. Næsten alm. og meget brugeligt. Nogle Steder søndenfjelds siges oftere Ortak. I Sdm. ogsaa Ortam.
Orv, n. Skaftet eller Stangen paa en Lee. (Ljꜳssorv). Adskilles i Langgorv og Stuttorv. G. N. orf.
orvak (oo), adj. udvaaget, udmattet af lang Vaagen. Sogn.
orvand, adj. kræsen med Hensyn til Ord. Han ær ikje orvand: han veier ikke sine Ord.
Orveld (aab. o), n. en liden Bugt eller Løkke af Toug eller af en sammenslynget Vidie; især om det Tværbaand hvormed en Klave tillukkes. B. Stift. Hedder ellers: Ꜳrveld (Sdm.), Arveld (Romsd. Ndm.), Erveld, Ærvelle (Helg.), Ovreld (Tell.), Horveld (Sogn). I Gbr. hedder det Hav. Jf. Urva og Ora.
orventes (oo), adv. uventeligt, udenfor al Forventning. Sogn og fl. Især om den Omstændighed, at det er for seent eller for langt fremskredet til at man kan vente noget.
Orvhand, f. Venstren. Sjelden; s. følg. (I Sdm. Ꜳrhand’a, Ꜳrekjeivꜳ).
orvhendt, adj. keithaandet, vant til at
