bruge den venstre Haand mest. Helg. Ellers: ꜳrhendt (Ndm. Sdm. Nfj.) og aurhendt (Yttre Sogn). Jf. aurt. G. N. örfhendr. — Paa andre Steder hedder det: kjeivhendt, ranghendt, vingsterhendt. Jf. kapphendt.
Orvik (aab. i), n. Afvigelse i et Ords Betydning eller Form, Ordforandring; ogsaa Mistydning, Misforstaaelse, som grunder sig paa en saadan Afvigelse. Nhl. Tell.
orviss, ajd. stadig i sine Ord, paalidelig (= ordstød), ogsaa sikker i at finde passende Ord eller træffe det rette Udtryk. Ørk.
orvonast, v. n. tabe Haabet om noget, ansee noget som uopnaaeligt, ikke vente længere. Sogn.
Oryde (aab. y), n. et ugjennemtrængeligt Krat, Vildskov, Vildnis. Sdm.
orydig (aab. y), adj. uryddet, uordentlig; især om et Værelse, som er fuldt af forskjellige Sager, der ikke ere satte i rigtig Orden. Sdm. og fl. Ellers orydleg, ury’leg.
oryggjele(ge), adv. uhyre, frygtelig meget. Ørk. og fl. Jf. ryggja.
Orykk, m. Eftervinter, Kulde som indtræffer seent om Vaaren. Sdm. Ellers Urid, Kaldrid.
Os (oo), m. 1. Elvemunding, Stedet hvor en Elv løber ud; ogsaa Stedet hvor en Elv gaaer ud af et Vand. Alm. og meget brug. (Søndenfjelds tildeels Neutrum). G. N. óss. Heraf mangfoldige Gaardsnavne: Ose, Osen, Osanne. — Jf. Øse.
Os (oo), m. 2. Damp, Lugt af noget som brænder. Ikke alm. (Sv. os).
os (oo), adj. 1) vild, geil, brunstig; om Dyr af Hunkjønnet, især Hopper. Ørk. Indr. (Jf. od). — 2) om Jern, som gnistrer meget, naar det hamres. (ost Jarn). Ørk. — Vel egentlig: heftig eller hidsig. Jf. øsa, øsast, øsle.
osa, v. n. dampe, lugte. (Sv. osa).
Osam, Uenighed; s. Usam.
Osamda, s. Usam. osams, s. usams.
osein, i Talemaaden: „Han va ’kje oseine“, ɔ: han var ikke meget seen, han skyndte sig ret tilgavns. Sdm. og fl. Uden Tvivl istedetfor „ovsein“.
Oska (aab. o), f. Aske. Hedder kun paa faa Steder: Aske (f. Ex. ved Trondhjem). G. N. aska, acc. ösku.
Oskeladd, m. et Spottenavn paa den yngste i en Familie (den som sidder hjemme og roder i Asken). Mest i Æventyrene. Ellers hedder det oftere: Oskefis.
Oskelit (aab. i), m. askegraa Farve.
Oskerei(d), f. et Følge af Vætter eller fabelagtige Væsener, som efter Folkesagnene skulde ride omkring imellem Fjeldene ved Juletider og medføre en skrækkelig Larm. Mandal, Rbg. Tell. (deels Oskerei, aab. o, deels Oskorei). I Nedenæs hedder det Hoskꜳlrei. I B. Stift: Rei, Jolarei og Julaskrei; i Valders Juleskrei. — Oprindelsen synes uvis. I Søndre Berg. findes Husprei og Hesprei som Navne paa Tordenen (Sv. åska). I en gammel Vise i Tellemarken forekommer Udtrykket: „rie te Oskor“, hvorved man let kunde tænke paa det mythiske Navn „Aasgard"; imidlertid synes det tvivlsomt, om Oskerei kunde udledes heraf, blandt andet derfor, at det da skulde hedde Ꜳsgarsrei eller idetmindste Ꜳskarrei. — Ordet har formodentlig flere Former, som ikke endnu ere bekjendte.
Oske-ro (Oskro), f. Bærme af Lud, Askebærme. Sdm. Nfj. Gbr. — Ved Trondhjem skal det hedde Askro; i Valders hedder det derimod Askril, m. Ordets sidste Deel er ellers ubekjendt.
oskiren, adj. ureen, dunkel, smudset eller støvet. Gbr.
Oskjæl (oo), f. et Slags store aflange Muslinger (Modiolus vulgaris). Sogn. Ved Trondhjem forekomme Navnene Ovskjæl (aab. o) og Ovdskjæl. Vel egentlig Odeskjæl (aab. o), da nemlig denne Skjæl hedder paa Island: aða og öðuskel. I Sdm. kaldes denne Art Gjøskjæl og Toskeskjæl, fordi den bruges som Mading til Torsk.
oskyven, ajd. uforsigtig i sine Bevægelser. Sdm.
Osp (aab. o), f. Asp (et bekjendt Træ). Nordenfjelds hedder det oftere: Asp; i Sdm. og flere Steder: Esp. G. N. ösp.
Ospelauv, n. Aspeløv.
Ospeskog, m. Aspeskov. Ellers Aspeskog og Espeskog.
oss, pron. 1) os. Objekt af mid (me). S. okke. I Hall. og Vald. hedder det: uss. — 2) vi (Subjekt). Gbr. Ørk. Ndm. Romsd.
Ost, m. 1) Ost, de tykkere Dele af Mælken, i Modsætning til Vallen (Mysa). I Sdm. hedder det: Kost. — 2) tilberedet og syrlig Ost, Gammelost. Alm. Udtales mest alm. med lukt (oo); i Sdm. med aab. o. — Heraf ysta og Ystel.
osta, v. a. oste, lave Ost. Oftere ysta.
Ostekjuke, f. færsk Ost. Helg. S. Kjuka.
