Ostra (oo), f. Østers (Ostrea). G. N. óstra. Sv. ostra.
Ostreskal, n. Østersskal.
Ostring, m. Indbygger af Osterøen. (Nhl.).
Ostund, s. Ustund. osæmje, s. usæmja.
ota (aab. o), v. a. flytte lidt tilbage eller til Siden. Sogn, Nhl. (ota seg). Jf. otra.
Ota (aab. o), f. 1) Strid, Kamp, Dyst. Lister, Mandal (udtalt Oda, Ꜳde), Rbg. Tell. (I Tell. Otu). Dei toke trjꜳ Oto: de vare tre Gange sammen for at brydes. (Sætersd.). — 2) Kapstræben, Strid om et vist Fortrin, og deraf følgende Misundelse eller Uvillie. Nordre Berg. Dei legst i Ote: de stride om Fortrinet, den Ene søger at sætte den Anden tilbage. Sdm. — G. N. etja, opægge; at, Opæggelse (vel ogsaa ata). Jf. otast.
otalslaust, adv. ulastet, upaa-anket, uden Bebreidelse. Ørk. Forudsætter et „Otal“, Last, Daddel.
Otame, m. Uvane, Uskik. Ørk.
Otangje, m. 1) et Barn; Drengebarn. Helg. 2) en urolig Krop; s. Utangje.
otast (aab. o), v. n. opægge hinanden, tirre hinanden til Strid. Tell.
otidig og otiau, s. utidig.
Oting, n. hidsigt Trold; s. Uting.
oto, for ut-or, ɔ: ud af. Tell.
Otr (aab. o), m. Otter (Dyr). Jf. Slentr. G. N. otr. — Otreskinn, n. Otterskind. Otreveg, m. Otterens Vei fra Søen til sin Hule. (Jf. Drog). Otrungje, m. Otterunge.
otra (aab. o), v. n. (a—a), gaae baglængs. Helg. Sdm. og fl. (Ellers attra). Ogsaa v. a. otre Hesten.
Otring (aab. o), m. en stor Fiskerbaad. Helg. Sdm. og fl. See Ꜳttring.
Otru, f. Mistanke; s. Utru.
Otta (oo), f. Morgenstunden om Vinteren, Tiden fra den Stund da man staaer op indtil det bliver lyst. Alm. Hedder ogsaa Ofta, oo (Indr.); i Namd. skal det hedde Okta. G. N. ótta. Ang. uhte. — I Ottunne: tidlig, noget før Daggryet. Ei stor Otte: meget tidlig. Dei sit bꜳ’ Otta ꜳ Kveldseta: de sidde ved Lys baade Morgen og Aften. 2) Aarvaagenhed, ængstlig Iagttagelse af Tiden, for at man ikke skal forsømme det rette Øieblik. Nordre Berg. Han lꜳg mæ slik ei Otte fyre dæ han skulde so tile’ upp. I Søndre Berg. ogsaa Frygt, Rædsel (hvilket ellers hedder Otte, m.). Hertil Talemaaden: „Ein Otte-Gar“, ɔ: et farligt Sted, en Gaard hvor man er udsat for Ulykker, især Fjeldskred. Hard.
ottast, v. n. (a—a), 1) frygte, ængstes, være bange. Søndre Berg. og fl. G. N. óttast. 2) passe omhyggelig paa Tiden, være ængstlig for en Forsømmelse af den rette Tid. Han gjekk ꜳ ottast fyre dæ heile Kvelden. Nordre Berg.
Otte (oo), m. Frygt, Ængstlighed, Bekymring; ogsaa Anelser om forestaaende Uheld. I Berg. Stift hedder det Otta (Otte, f.) og adskilles ikke fra det foranførte Ord. I Ørk. og Indr. hedder det Ꜳtte, m. G. N. ótti. I Betydningen nærmer det sig mest til Hugverk, Illhug, Ir, Attelit.
Ottearbeid, n. Arbeide som gjøres ved Lys om Morgenen.
ottefull, adj. ængstlig, frygtsom.
ottelaus, adj. tryg, ubekymret.
otten, ajd. frygtsom, urolig. (Sjelden).
Ottepreika, f. Froprædiken.
otvegjen (otveien), adj. ubekvem, uskikket (egentl. uvasket). Sdm.
Oty, s. Uty. otyd, s. utyd.
otyen, adj. ufredelig, uartig i Selskab. Ndm. Jf. utyd.
otykkje, s. utykkja.
ov (aab. o), en For-Partikel, som betyder: overmaade eller i meget høi Grad; ogsaa alt for meget. (G. N. of). Mest brugelig i de sydlige Egne, især Rbg. Tell. og Nhl. Gaaer ellers over til av (Avverk, avdiger), ꜳv (Ꜳvrikje), ꜳ (Ꜳbyr, ꜳhar) og endog til o (ohar, osein). Jf. ovende, ovlege, Ofse.
ova (aab. o), el. ꜳva (for ovan), adv. oven, ovenfra. I Nordre Berg. som præpos. med Dativ; f. Ex. ꜳva Fjella, ɔ: ned fra Fjeldet. Ellers kun sammensat og stundom med Formen ꜳvan (G. N. ofan), men udtales sædvanlig med tydeligt ꜳ. Hedder ogsaa: ꜳvꜳ (Sogn, Nhl.), ogo (Gbr.), ꜳma (Tell.), uppa (tildeels i Sogn). — Hertil ꜳva av, ɔ: af Overfladen, af det øverst liggende. taka ꜳva-av (Nordre Berg.). I Helg. ꜳvꜳn av. — ꜳva-ette, adv. nedad, ovenfra (jf. ovantil). — ꜳva-i, og ꜳva-pꜳ, præp. ovenfor, ovenpꜳ, øverst. — De nærmest sideordnede Former ere: upp og uppe. Jf. neda, inna, utta, framma, atta.
Ovabur (Ꜳva-bur, aab. u), m. Regn eller Snee; Uveir. Meget udbredt, men hedder ogsaa Nedbur, af Talemaaden „bera ned“, ɔ: komme ovenfra.
ovadotten, adj. ganske forvirret, forbauset (egentl. nedfalden, himmelfalden). Nhl. i Formen ꜳvꜳdotten.
