Ovafall (Ꜳva-fall), n. Nedstyrtning, Jordskred og Steenfald i bratte Fjeldegne. Indre Sogn.
ova-fyre (aab. o og y), adv. ovenfor, længer oppe. Hedder ellers: ꜳvanfy’ (Hard. Voss), ꜳvꜳfyre (Sogn, Nhl.), ꜳvofør (Helg.), ogofor (Guldbr.), ꜳma-fe (Tellem.), ogsaa uppafyre (Sogn). G. N. ofan fyrir.
ovalege (ꜳvale’), adv. noget høit, langt oppe. Dæ ligg’ so ꜳvale’: det ligger noget høit oppe. G. N. ofarlega, ofarla. Sjeldnere forekommer: ovaleg (ꜳvale’), adj. høit liggende; f. Ex. ein ꜳvale’ Gar.
Ovande, s. Uvane. ovandt, s. uvandt.
ovan-til, adv. 1) oventil, for oven. 2) ovenfra, nedad. Hedder ellers: ꜳvante (Hard. Voss), ꜳvꜳnte (Nhl. Helg.), ꜳvatil (Sdm.), ꜳvꜳ-te (Ørked.), ogo-te (Gbr.), ꜳma-te (Tell.). Ogsaa ꜳvan-at (Rbg.). G. N. ofan til. — I Betydningen: nedad, siges i N. Berg. og fl. St.: ꜳva-ette.
ovan-yve, adv. overmaade; ogsaa adj. udmærket; f. Ex. ein ꜳvanyve Kar. (Voss). Ellers: overs, utifrꜳ, framifrꜳ.
Ovargsdyr, el. oftere Ovargasdyr, n. Udyr, skadeligt Dyr. Sdm. (Jf. Isl. óargr, dristig.
ovꜳtꜳ, daane; s. uvita.
ovbo(d)alege (aab. o), adv. overmaade, usædvanlig. Nhl. (ꜳboale’).
ovbo(d)e (aab. o), adj. n. overdrevet, som gaaer for vidt. Tell. Dæ kann inkje ovboe standas: hvad der gaaer for vidt, kan ikke vare længe; for meget faaer snart Ende. Nogle St. avboe; Jf. ꜳboden.
Ovbyr (aab. y), s. Ꜳbyr.
ovdiger, adj. uhyre stor (eller tyk). I Buskerud: avdiger.
Ovdskjæl, s. Oskjæl.
ovdyr, adj. meget dyr, for kostbar.
oveiden (oo), adj. ubekvem, klodset, tung. Sdm. Jf. veiden.
Oveidne, f. ubekvem Tilstand; ogsaa Smuds, Ureenhed. Sdm.
oveleg, s. ovlege.
ovende (aab. o), adv. overmaade. Tell.
over (ꜳv’er, ꜳv’r), præp. og adv. over. Mest brugeligt i de nordlige Egne. Nordligst i Berg. Stift bruges „ꜳver“ kun i nogle Betydninger, nemlig om en Overfart (f. Ex. ꜳver Elv’a) og om en Overstigen i Antal, Omfang, Magt eller Rang; medens derimod de andre Betydninger udtrykkes ved: yve (aab. y). I Søndre Berg. og i Kr. Stift bruges „yve“ og „ive“ i alle Betydninger, hvorimod „over“ synes at være ubrugeligt.
Overfil, m. og f. Trumf-Knegt, i Spil. Ellers kaldet: Over’en, Heilefilen, Vissa.
Overhand, f. Overhaand.
overhendig, adj. overmaade stærk, som man ikke formaaer noget imod. Meget brugl. især om Vinden.
Overje (oo), f. et stort og ubekvemt Værge; ogsaa upassende Vaaben. Ørk.
Overlag, n. en udmærket Skik eller Tilstand. Gbr. Ørk. Sdm. (meget brugl.). Han hadde alting pꜳ eit Ꜳverlag: han havde alle Sager i en udmærket Stand. D’æ reint eit Ꜳverlag: det er noget ganske usædvanligt.
Overlast, n. et Slags Tøi (formodentlig det engelske Everlasting). Nordre Berg.
Overlaup, n. 1) et lidet Loft, Gang eller Sengested under Taget. Valders. Gbr. (Jf. Ram). — 2) Pulpitur, Gallerie i Kirken. Gbr. Ellers: Læm, Træv.
Overmagt, f. Overmagt. (Yvemagt).
Overmann, m. Overmand.
overmꜳteleg, adj. overordentlig, usædvanlig. Hall. Gbr.
Overmorgon, Overmorgen. (I Ꜳvermorgꜳ).
overs (ꜳvers), adv. overmaade. Ogsaa adj. ypperlig, udmærket; f. Ex. Eit ꜳvers Menneskje. Sdm.
overslege, adv. 1) overmaade. Han va so ꜳversle stor’e. Sogn. 2) ypperligt, herligt. Sdm. Jf. ofsalege.
Overst (oo), m. Oberst. Ogsaa Ovest (Nordre Berg.), Ogust (Hard.).
oversterk, adj. overlegen i Styrke.
overstigjen, adj. overstadig fuld. Sdm.
Overtak, s. Yvetak.
Ov-evle (aab. o), n. Noget som er for svært, som overstiger Ens Kræfter. Tell.
Ovflø(d)e, n. en usædvanlig Vandflom, en stor Oversvømmelse. Tell. (Ovfløe).
Ovfrost, n. usædvanlig Frost.
ovfull, adj. meget fuld, forfyldt.
Ovgjegn (Ꜳvgjegn), f. noget udmærket eller usædvanligt. Shl. S. Ꜳgjegn.
ovgrann, adj. yderst fiin eller tynd.
ovhar’, adj. alt for haard. Om Vinden: ꜳhar og ohar. Nordenfjelds.
Ovhite (aab. i), m. usædvanlig Hede.
ovhøg, adj. overmaade høi. Nhl.
ovita (oo), besvime; s. uvita.
Ovkar (aab. o), m. en udmærket Karl. Tell. og fl. Saaledes ogsaa Ovmann, Ovmenneskje. I Sogn Ꜳvkar, Ꜳvkꜳna og fl.
Ovkulde, m. usædvanlig Kulde. I Nhl. Ovkule (aab. o og u).
