Side:Ordbog over det norske Folkesprog1.pdf/37

Denne siden er korrekturlest

ꜳrviss’, adj. aarvis; om Jord, som jævnlig giver en god Høst. Modsat ꜳrvand.

Ꜳrvoka (aab. o), f. Søvnløshed; Vaagen om Natten. Nordre Berg. Sdm. og fl. Ellers: Andvoka, Sømnløysa. Jf. ꜳrvakjen.

Ꜳrvon (oo), f. Udsigter med Hensyn til Aarsvæxten. (Sjeld.).

ꜳ røyse, paa Reisning. Dei ligg’ ꜳ røyse, — siges i Sdm. om Dyr som ikke kunne reise sig uden Hjælp. (Verbet reise hedder i B. Stift: røyse).

Ꜳs, m. 1. Aas, Bjergryg, et langstrakt Bjerg. (Mindre end fjell). Alm. Isl. ás. Sv. ås.

Ꜳs, m. 2. 1) en Bjælke. (S. Golvꜳs, Lurꜳs, Teineꜳs). I Ag. og Tr. Stift især om de paalangs gaaende Stokke hvorpaa Taget hviler. Sv. ås. (Bygningsmaaden med Aaser er ubekjendt i B. Stift). 2) en Axel, hvorom noget dreier sig; saaledes: Hjulꜳs, Slipesteinꜳs. Alm.

ꜳsa, v. a. belægge med Bjælker.

Ꜳskjøne, f. en Kløft eller Klemme, hvorved Skjødet af et Seil bliver fæstet til Baadkanten. Sdm. Sfj.

ꜳ skog, bruges i Sdm. i Talemaaden: Dæ kan ingjen stꜳ dei ꜳ skog ɔ: Ingen kan modstaae dem, holde dem Stangen.

Ꜳslag, n. en Række af Aaser, en liden Bjergkjæde. Ag. Stift.

Ꜳslende, n. bakket og aaset Land, Bjergegn. Tr. Stift.

ꜳslendt, adj. opfyldt af Aaser og Bakker.

Ꜳlsmark, f. høitliggende Egn, opfyldt af smaa Bjergkjæder.

ꜳsna, stimle sammen. S. ofsnast.

ꜳ stad (ꜳsta), paa Bane. Da kann snart koma vondt efta(d) ɔ: der kan let gives Anledning til noget ondt (især om Kiv og Trætte). B. Stift.

ꜳsut (ꜳsette), adj. bjergig, aaset.

ꜳsvæse, adj. n. ubekvemt, for tungt til at haandtere. Yttre Sogn.

ꜳt, præp. (med Dativ), 1) til, hentil, henimod. I Tell. og Rbg. at (langt a). Isl. at. Sv. åt. Ꜳt Bora (Bor’e): til Bordet. ꜳt Veggj’a: til Væggen. koma ꜳt: røre, berøre. — 2) til, for, til Brug for (med Begreb af Dativ). Han gjøre da ꜳt meg (i Tell. „fe meg“) ɔ: han gjorde det for mig (til mig). Dei arbeidde ꜳt seg sjølve (til sig selv, paa sit eget Arbeide). D’æ godt nog ꜳt dei: det er godt nok for dem. I nordre Trondhj. ogsaa: imod, f. Ex. væra fint ꜳt ein (vred paa En), 3) til, om en Tilhøren (med Begreb af Genitiv). Kun efter et Subst. f. Ex. Ꜳkren ꜳt Granna ɔ: Naboens Ager. Arven ꜳt Sønom: Sønnernes Arv. Jf. til. — I Begrebet af en Retning omvexler ꜳt med til, saaledes at ꜳt bruges, naar der tænkes paa en kort Afstand eller en Nærhed, men til bruges ved en længere Afstand samt i figurlig Betydning.

ꜳt, adv. (eller præp. uden Objekt), til ved, med; med adskillige Forandringer i Begrebet; saaledes: 1) om en Henvendelse i Almindelighed. taka ꜳt mæ ɔ: give sig i Færd med, begynde paa. Jf. fara ꜳt, bera seg ꜳt. (Mærk: gjera ꜳt fyre ɔ: kurere, raade Bod paa). Ofte om en stærk Berørelse el. Paavirkning, f. Ex. leggja ꜳt ɔ: trykke stærkt til. draga ꜳt ɔ: knibe, klemme. 2) om en Undersøgen, Iagttagelse. lyde ꜳt ɔ: lytte nøie til. Jf. høyra ꜳt, sjꜳ ꜳt, kjenna ꜳt. S. ette. — 3) med Begreb af Gjensidighed. leidast ꜳt ɔ: lede hinanden. Jf. fylgjast ꜳt, hjelpast ꜳt, skiljast ꜳt (Dansk: ad). 4) om en Vedholden, at være i Gang, i Færd med. Kun med: vera, f. Ex. Han æ ꜳt ꜳ slær, — ordret: han er ved og slaaer, d. e. han er i Færd med at slaae. Da ha ꜳt ꜳ lyste ɔ: det havde begyndt at lysne. (Meget brugeligt i det Vestenfjeldske). 5) om en vedhængende Feil eller Mangel. D’æ altid noke ꜳt mæ dei, ɔ: der feiler altid noget hos dem, de have altid noget at klage. Sdm. og fl. Kva so æ ꜳt ɔ: hvad er det som feiler? (Sv. åt). Hertil Talemaaden; finna ꜳt ɔ: dadle, spotte, udpege Feilene ved en Ting. B. Stift. See ꜳtfinnen. Ligesaa: tykja ꜳt vera (i Sdm. tikje ꜳt vere; i Tell tykjes at vera) ɔ: være utilfreds med noget, finde det ubehageligt. I disse Forbindelser lægges en stærk Betoning paa Ordet ꜳt.

Ꜳt, n. 1) Æden, Gnaven. Abstrakt af Verbet eta (aat.) Isl. át. 2) Noget som æder eller gnaver; a) Utøi. (Sv. åt). Ikke alm. Jf. Bit. b) Myg og Fluer. Ørkd. c) unyttige eller uduelige Folk; Tiggere. (Tr. Stift). 3) et Slags smaa Sødyr, som jages og ædes af Fiskene. Raudꜳt, Sildꜳt. 4) Mading til Fisk, Lokkemad. (Isl. áta). Tell. Jf. Agn, Beite. — I Ag. Stift ogsaa om Lokkemad for Dyr. Jf. Etl. 5) Jord eller Gruus som strøes paa Sneen for at tære og smelte den. Tellem. Voss. 6) Kræft, Tæring i