ovlang, adj. overmaade lang. Tell. I Nhl. ovlꜳng’e.
Ovlass, n. et meget stort Læs. Tell.
ovlege, adv. overmaade, i meget høi Grad; f. Ex. ovle’ langt. Hedder ogsaa ovele’, ꜳvele’ (Hall. Gbr. og flere), ovli’ (Indr.). Ellers: ovende (Tell.), avande (Sogn), overslege, ofsalege, umogele(ge), orimele(ge) og fl.
Ovli(d), m. Haandled. Valders, Ørked. (Ꜳvle’). See Uvlid.
Ovlæte, n. Overdrivelse, noget usædvanligt. Tell. Bruges ogsaa som adv. i Betydn. overmaade.
Ovmann, s. Ovkar.
ovmykje (aab. o og y), adv. alt for meget. Nhl. Ogsaa ꜳmykje. G. N. ofmikit.
Ovnaut, n. et meget stort og triveligt Nød. Tell. Saaledes ogsaa Ovkrætur, Ovbeist.
Ovpris, m. Overmaade høi Priis.
ovra (ꜳvre), v. n. (a—a), 1) om Solen: rinde, gaae op. Helg. Heraf Solovring. — 2) i Talemaaden: ovra seg (ꜳvre se), vise sig, komme tilsyne, komme frem. Nordre Berg. G. N. ofra, løfte op.
Ovreld, s. Orveld.
ovrik, adj. overmaade rig. Tell.
ovrikja (ꜳvrikje), v. a. (e—te), overvælde, overmande. Ørk. Dæ ꜳvrikje me’: det bliver for svært for mig, jeg formaaer ikke noget dermed.
Ovrikje (Ꜳvrikje), n. Noget som er for stærkt eller voldsomt; især en overmodig og ustyrlig Person, en tøilesløs Krop. Sdm. G. N. ofríki, Voldsomhed.
Ovring (Ꜳvring), f. Solrinding, Solens Opgang. Helg. Oftere Solꜳvring.
Ovskjæl (aab. o), f. see Oskjæl.
Ovstand, n. udmærket Stand. Tell.
ovsterk, adj. overordentlig stærk.
ovstor, adv. overmaade stor, ogsaa for stor. Nhl. Tell. G. N. ofstórr.
Ovsvæla, f. en uhyre Mængde. Nhl.
Ovtak, n. en uhyre Anstrængelse, et svært Tag. Tell. Jf. Ꜳtak, Utak og Itak.
Ov-tre, n. et overmaade stort Træ. Nhl. Rbg. Ogsaa noget som er uhyre svært og tungt. taka Ovtre’e pꜳ seg: paatage sig det besværligste. Nhl.
ovtung, adj. overmaade tung.
ovugt (aab. o og u), adv. bagvendt, bagfra. Tell. I Hard. augutte, augette. G. N. öfugt. Sv. afvig.
Ovund, s. Ꜳvund.
Ovvatn, n. en usædvanlig stor Vandflom. Nhl. Skal ogsaa hedde: Ꜳvetne.
Ovver (ee), n. et usædvanligt Veir, især en overmaade stærk Storm. Nhl. og fl. G. N. ofveðr, ofviðri.
Ovverk, n. et overordentligt Arbeide, et Kjæmpeværk eller ogsaa noget som udmærker sig ved Kunst og Skjønhed. Tell. Hedder ellers Avverk (Buskerud), Ꜳverk (Gbr.).
Ovvind, f. Ovver.
ovyren (oo), adj. uforsigtig; skjødesløs, ureenlig; s. uvyren.
Ovæne, f. pl. Vildmark, uveisomme og uhyggelige Egne. Sdm. Oftest i Dativ. „Burt i Ovænꜳ“.
ovænsleg, adj. uanseelig, som ikke seer ud til noget godt. Helg.
oværug (oværig’e), adj. utaalsom, ømskindet, som giver sig for smaa Uleiligheder. Sdm. og fl. Forskjelligt fra det „oværug“ som betyder uværdig; s. uværug. (Isl. óvær, urolig).
ovøre, umaadeligt; s. uvyren.
P.
pa, s. plaga. — Padd, s. Pall.
Padda, f. Padde. S. Podda.
pakka, v. a. (a—a), pakke; stoppe. — Det maa her bemærkes, at den største Deel af de Ord, som begynde med p, bestaaer af nyere Ord, og at en meget stor Deel af disse er af fremmed Herkomst.
Pakka, f. Pakke, Bylt. Hedder ogsaa Pakkje, m. og Pankje (Nordre Berg.). Ellers Fuggje, Tull, Knyte.
pakta, v. a. forpagte (en Gaard).
Pal, m. Pæl, Støtte; især Stopper i Spillet paa Fartøier. Shl. (Holl. pal).
Pale, m. Smaa-Sei, stor „Murt“ (omtrent af Størrelse som Vaarsild). B. Stift.
Pall, m. 1) Bænk, Langbænk. Sætersd. og Øvre Tell. hvor det sædvanlig hedder Padd. (G. N. pallr). Hægst i Padd’æ: høiest i Bænken, ved den øverste Bordende. — 2) en Jordbænk eller en lav Muur udenfor en Væg. Gbr. (udt. Pæll). — 3) en liden Brink eller frem-
