staaende Forhøining; Jordryg som ligner en Bænk. Gbr. Namd. Helg. Her mærkes Talemaaden: „fꜳ dæ te Palls“, ɔ: faae en Ting lidt opløftet fra Grunden, saa at man kan tage den paa sig og bære den. Namd. — 4) en ophøiet Flade paa Jorden, en Høi som er flad og jævn ovenpaa. Sogn, Shl. (I Nhl. hedder det: Stall). — 5) en haardtraadt Plads, især i et Gaardsrum. Valders. (Ellers kaldet Gald).
Palma, f. 1) Palme. Hertil Palmesundag. (De nærmeste Dage hedde Palmelaurdag og Palmemꜳndag). — 2) Hanblomsterne paa Seljetræet. Sdm. „Palme pꜳ Seljenne“.
Paltre, m. Bylt, Pakke. Oftere i Fl. (Paltra): Lapper, Pjalter. Sdm.
Panna, f. 1) Stegepande; ogsaa en stor Gryde. 2) Tegl, Tagsteen. Hertil Pannetak, n. Tegltag. (Holl. pannendak). — Sjeldnere om Panden; s. Skalle, Skolt, Enne.
Pant, n. Pant (= Vedd). — panta, v. a. udpante; ogsaa pantsætte.
Pape og Papa, m. Fader. Sædvanlig brugt af Børn; i Sætersd. ogsaa af Voxne.
Par, n. et Par; to Stykker som høre sammen. I Tell. ogsaa om lige Tal (= jamt), modsat Odde. — Fleertal hedder tildeels Por (aab. o). Hard. Voss.
para, v. a. (a—a), ordne parviis, opstille som Par. para seg: opstille sig parviis, f. Ex. til en Dands.
Parak, n. Lam og Kid. (Skal bruges ved Mandal).
Pargast, n. Tøi, Sager. (Af Bagage).
Parle, m. Klump, Kugle; Møg af Gjeder og Faar. N. Berg.
Part, m. Part, Deel (jf. Lut, Deild); Stykke, Afsnit (= Bolk); Tid, Tidsrum (= Bil). Meget brugeligt. G. N. partr (af et latinsk Ord). Vꜳrparten: Foraarstiden. Fremste Parten: den forreste Deel. Fyre min Part: for min Deel, hvad mig angaaer.
Pas (langt a), n. Riis, Kviste; især tørre eller affaldne. Hard. (Ellers Tros). Jf. pesa.
Pasn (i en Væv), s. Basma.
Pass, n. 1) en vis Grad; en passende Grad eller Maade. (Sjelden). 2) Bevogtning, Paapasning. hava eit Pass pꜳ ein Ting. Bruges ogsaa i Betydning af Reise-Pas; i hvilket Tilfælde det ogsaa hedder: Pars, Reisepars. (Nordre Berg.).
pass, adj. passende, bekvem; middelmaadig af Størrelse. Tell. Hall. Vald. — Mere alm. som et Adverbium i Forbindelsen: so-pass, ɔ: saa meget, i den Grad. Nogle Steder: so-passa; f. Ex. Han va so passa Kar at han vart ikje rædd. Ellers: so mꜳta (Nhl.), so fjære (Voss).
passa, v. a. (a—a), 1) afpasse, tilsee at noget bliver passende. Han passa dæ so at dæ vart jamt. 2) vogte, bevogte, passe paa. Meget brugl. f. Ex. passe Ban’e (Barnet); passe Kryter’a (Kvæget) o. s. v. 3) passe Leilighed, benytte Anledningen. passe Tid’a: benytte Tiden. passe pꜳ: være færdig naar Leilighed gives. — Nyere Ord ligesom de forrige.
Passar, m. Passer, at gjøre Cirkler med.
passeleg, adj. passende (= mꜳteleg).
passug, adj. agtsom, paapassende. Gbr.
Pastyr, n. Udseende. (Af Positur).
Patte, m. Patte. (Jf. Brøst og Spæne). Hedder ellers Pappe (Guldbr.), Tatte (Nordre Berg.), Tisse (Søndre Berg.).
Paul, m. Vandhvirvel; s. Puldr.
paula, vælde, boble; s. puldra.
pꜳ (for upp-ꜳ), præp. paa. (Jf. ꜳ, uppꜳ). Styrer Dativ, naar det har Begrebet af en Væren, Beliggenhed eller Hvile paa en Gjenstand, enten i egentlig eller uegentlig Betydning; saaledes ogsaa i Betydning af en Tilhøren, hvor det tildeels udtrykker Genitivets Begreb; f. Ex. Enden pꜳ Fjor’a: Fjordens Ende. Lengd’a pꜳ Ꜳkr’a: Agerens Længde. — Derimod styrer det Akkusativ ved Begrebet af en Tilnærmelse eller Retning imod Tingen; ligeledes ved en Henvendelse til eller Bestillen med samme; f. Ex. ropa pꜳ ein; driva, tenkja, lita pꜳ ein Ting. Ligesaa i Betydningen: med Hensyn til; f. Ex. pꜳ Storleikjen (hvad Størrelsen angaaer); pꜳ Vidd’a (med Hensyn til Udstrækningen), pꜳ Lit ꜳ Skapnad (af Farve og Skikkelse); vera spar pꜳ Penganne (være sparsom med Pengene); o. s. v. Saaledes ogsaa naar en vis Beskaffenhed, Skik eller Maade betegnes; f. Ex. Eg vilde ha dæ pꜳ same Lit’en (af samme Farve); paa den Maaten; paa dæ Mꜳl’e; o. s. v. Naar derimod Maaden eller Beskaffenheden fremstilles som et Mærke hvorpaa man kjender noget, da bruges Dativ; f. Ex. Eg ser dæ pꜳ Lit’a (paa Farven). Eg kjende han pꜳ Gꜳngenne, pꜳ Mꜳla o. s. v. — Om Forholdet imellem „ꜳ“ og „pꜳ“ er talt ved ꜳ. Forholdet imellem „i“ og „pꜳ“ er her omtrent
