det samme som i Skriftsproget; det første hentyder sædvanlig paa det Indre af Tingen, det sidste derimod paa Overfladen eller paa det aabne og noget fremragende; dog bruges begge undertiden iflæng. Forskjellen er altsaa den samme som ved „or“ og „av“. — Af enkelte Talemaader mærkes: „pꜳgjera“ (pꜳ-gjere), ɔ: henimod, omtrent, meget nær ved (el. lidet om at gjøre). B. Stift. Pꜳ Hekta: paa Nippet (s. Hekte). Pꜳ jæmt: jævnsides. (Gbr.). Pꜳ lengje: paa lang Tid. Pꜳ Skꜳ, el. pꜳ-skjøns: skraat, paaskraas. Pꜳ tverke: paa tvert. (Tell.). De øvrige, f. Ex. pꜳ Lag, pꜳ Snid o. s. v. maae søges under vedkommende Ord.
Pꜳfunn, n. Paafund; ogs. Opfindelse.
pꜳ-gjort, adj. n. paahexet.
pꜳhaldig, adj. udholdende; ogsaa paaholden.
pꜳ-havd, adj. paatagen; paasat.
Pꜳk, m. en tynd Stang eller Kjæp; Green, Vidie. Tell. og fl. I Søndmør Pjꜳk. (Sv. påk).
Pꜳkast, n. Paakastelse; pludselig paakommende Besværligheder.
Pꜳle, m. Stok, Pæl, liden Stolpe. Nordenfjelds (sjelden). Sv. påle.
pꜳ-litande, som er at lide paa.
pꜳ-logjen (aab. o), adj. beløiet.
Pꜳminning, f. Paamindelse.
pꜳrꜳ (for pora?), v. n. pirre, stikke, støde tidt og smaat (= pota). Ørk.
pꜳ-sett, adj. paasat. Hertil Navnet: „Pꜳ-sette Poka“, om de indpodede Kokopper. Nordenfjelds.
Pꜳskje, m. Paaske. Oftest i ubestemt Form og hedder tildeels: Paaske. (Egentlig fremmedt Ord). Hertil Pꜳskehelg, Pꜳskeaftan og fl.
pꜳtre, v. n. hexe; s. putra.
Pꜳtru, f. gammel Folketro; ogs. Overtro. Sfj.
peika, v. n. (a—a), pege. Hedder ogsaa peke (Tell.), peikta (Jæd.).
Peikestikka, f. Pegepind.
Peil, m. Pæl, Pægl (Maalekar). Søndenfjelds hedder det tildeels: Pæl. (Ellers et nyt Ord).
peilen, adj. svag, sygelig. Sdm. hvor man ogsaa siger: peilall’e, peilette og peilefingjen, i samme Betydning.
Peis, m. Ildsted i en Stue; Arnested med Rør eller Pibe. Sogn, Hall. Vald. Gbr. Hedder ellers Speis (Rbg.) og Spis (tildeels i Tell.). Sv. spis. Jf. Ꜳre, Gruva.
Peis, f. Kjønslem (penis) af Oxer, Bukke eller Vædre; især anvendt til Baand eller Svøber. Heraf peisa, v. a. pidske, slaae med en saadan Svøbe.
pela, pille; s. pila.
Pelemente, f. Klammerie, Strid, Trætte. Brugl. mangesteds. (Ansees eller som en Afændring af Eng. parliament).
Pen (Pæn), m. Pen. Nogle Steder: Pinn. (Voss). Isl. penni, af et latinsk Ord.
Peng, m. Penge. I Eentallet bruges dette Ord kun i den ubestemte Form; — Fleertallet (Pengar, Pænga) bruges derimod i alle Forholde og er mere almindeligt. — Peng er ellers den sammentrukne Form af Pening (Pæning, Pæningar), som ogsaa bruges paa enkelte Steder (Rbg. Nhl.). G. N. peningr. Sv. pening.
Pengegras, n. Skjaller (Rhinanthus). Nogle St. Engjakall.
pengelaus, adj. blottet for Penge.
Pengeløysa, f. Pengemangel. Ellers Pengeskort, m. Pengenau(d), f. Pengeknipa, f. og flere.
Pengerꜳd, f. Forraad af Penge.
pengesterk, adj. forsynet med Penge.
Pening (aab. e), m. see Peng.
penta, v. a. strække, slide paa. (Sjelden).
Pente, f. en liden Stang, hvormed et Seil udspiles. Sogn. (= Prel).
Perla, f. Perle.
Perm (Pærme), f. Papiret i en Bog med Hensyn til Tykkelse og Bonitet; saaledes: go’ Pærm, tunn Pærm o. s. v. (Egentlig af Ordet Pergament). — I Ag. Stift betegner det tildeels Bindet eller Pladen paa Siderne af en Bog (Sv. perm). Jf. Bræde.
persa (perse), v. a. presse, trykke; især presse Tøi til Klæder. „farga ꜳ persa“: farvet og presset.
pesa, v. a. (a—a), plukke, opsanke; samle Kviste til Brænde. (Jf. Pas). Hard. Ogsaa pisa (aab. i). I Sdm. pysa.
pi (for upp-i), præp. 1) med Dativ: i, oppe eller inde i; f. Ex. pi Ꜳkr’a. — 2) med Akkusativ: op i. Pi Ꜳkren. Han fekk dæ pi Hand’a (i Haanden). fꜳ pi Hove: s. Hovud. Bꜳde pi Øyrunn’ ꜳ pꜳ Bakje: baade i Ens eget Paahør og i hans Fraværelse. — 3) til, om at blive eller gjøre sig til noget. Dæ vart pi Stein: det blev til Steen. Dæ vert’e pi inkje: det bliver til intet, der bliver intet af. Han gjere seg pi ein Lygar: han vænner sig til at lyve. (Ligt „pꜳ“ for upp-ꜳ).
Pigg, m. Pig, Spids. Tildels søndenfjelds. Sv. pigg. (Jf. Pik).
pihøgt, høit, lydeligt; s. høgt.
