pjaska, v. n. slæbe sig frem; slaae sig igjennem. Sdm. See baska.
pjaskjen, adj. svag, sygelig. Sdm. Ved Stavanger: paskjen.
Pjꜳk, s. Pꜳk. pjuska, s. puska.
pla, ɔ: pleier; s. plaga.
plaga, v. n. pleie, have for Skik. Bruges kun i Præsens og tildeels i Imperf. men har ellers forskjellig Form, nemlig: plagar (i Præs.) og forkortet plar (Rbg. Tell.), plega, aab. e (Gbr.), pla (B. Stift og fl.), plꜳ (Nhl. Sogn). G. N. plaga. Han plagar koma dette Bil’e. Dei va dær som dei plage vera. (Rbg.). Dæ pla so vera. — I Sdm. tillægges ofte et Ord „vanꜳ“, som ellers ikke er brugeligt; f. Ex. Me pla-vanꜳ gjere dæ. Han fær ꜳt so han pla-vanꜳ. Maaskee rettere: „van ꜳ“, for: van at, som kan jævnføres med det gamle danske: „jeg pleier van“. — Paa Helg. siges: pa.
Plagg, n. (Fl. Plogg), 1) et Tørklæde. (Halsplagg, Hove’plagg, Silkjeplagg). Han fær ꜳ handla mæ Plogg. B. Stift. (Jf. Duk, Klut). — 2) et Klædningsstykke i Almindelighed; f. Ex. Trøie, Buxer, Vest. I denne Betydning synes Ordet at være almindeligt, da det forekommer paa flere Steder i alle Stifter. (Sv. plagg). Hertil Karmannsplagg, Kvardagsplagg, Helgaplagg, Vælsemdaplagg og fl.
Plan, m. Slette. (Fremmedt).
Plankje, m. Planke (= Bor’), I B. Stift: Plꜳnkje, Fl. Plꜳnka.
plantra, s. plentra.
Plaser (ee), n. Morskab. (Af det Franske). Hertil plaserleg, adj. morsom.
Plass, m. 1) Plads, Sted, Plet. (Nyere Ord). Hertil Turkarplass, Breidarplass, Mjelteplass o. s. v. Paa Plassen: paa Stedet. — 2) Huusmandsplads; bebygget Jord, som er mindre end en Gaard, eller ansees som en tilhørende Deel under et Gaardbrug. Alm. i Nhl. er Ordet Neutrum og har i Fleertal Ploss. — Hertil Plassefolk, n. Beboere af en saadan Plads. Liges. Plassemann, Plassekꜳna og fl.
Plassing, m. Beboer af en Plads.
Platt, n. Udholdenhed. Da va inkje Platt: man kunde ikke holde ud. Nhl.
platta (seg), udholde noget; ogsaa holde sig, afholde sig. Han kann ikje platta sæg. Nhl. Hedder ellers: plitte se (Sdm.) og blette seg (Helg.). I danske Dial. „blotte sig“.
plattig, adj. istand til at holde sig.
plꜳ (pleier). s. plaga.
plꜳga, v. a. plage, besvære. Hedder oftere: plaga. Sv. plåga.
Plꜳga, f. 1) Plage, Uleilighed. Isl. plága. Sv. plåga. 2) Sygdom; især omgaaende Syge, Børnesygdom. B. Stift og fl.
plꜳgsam, ajd. plagende, besværlig. Gbr. (Sv. plågsam).
Plꜳss, n. Strabads, Besværlighed. Nordre Berg. Tell. og fl.
Plꜳstr, m. Plaster. (Sv. plåster).
Plꜳta, f. Plade. Nhl. Gbr. Andre Steder Plate. (Isl. pláta).
plega, s. plaga.
plent, adv. ganske, aldeles, netop; ogsaa vist, sikkert, uden Tvivl. B. og Kr. Stift. Dæ va plent upp-rote (ganske forradnet). Eg lyt’e plent gjera da.
plent (plænt’e), adj. 1) nøiagtig, punktlig, akkurat. Tell. Rbg. 2) net, vakker, pyntelig. Rbg. 3) forsigtig, tilbageholden; eller oftere: bly, undseelig, bange for at blive bemærket. Søndre Berg. og Stav. Amt. Jf. varlꜳten, grannvar, forøven.
Plenta, f. Forsigtighed, Afholdenhed.
plenta (seg), v. a. afholde sig, være tilbageholden og undseelig. Hard. Shl. Jæd.
plente, s. prenta.
plentra, v. a. plante. Andre Steder: plantra. (Sv. plantera).
Plentre, f. pl. Planter som flyttes eller udsættes; især af Roer og Kaalrabi. B. Stift.
plikka, v. a. plukke. Nhl.
Plita (aab. i), f. Græsplet, Grønning imellem Kratskov eller Klipper. (Mindre end Glenna). Nhl. Sogn. Sfj. Sdm. (Nogle St. Plete.
Plitt (aab. i), m. en liden, tilspidset Fjel til at nedlægge i Kjølen i det forreste og bageste Rum i en Baad. (Jf. Tilja og Tilfar). Nordre Berg. og fl. (Fra Nordland er Formen „Pligt“ angivet).
plitte, v. a. styre, afholde. Sdm. (s. platta). Et andet plitte (el. plitt) forekommer i Talemaaden: „mode plitt’ ꜳleine“, ɔ: ganske alene.
Plog, m. 1) en Plov. (I Sogn forekommer ogsaa Formen Plov). G. N. plógr. Heraf pløgja. — 2) en Plovhøvel, hvormed man udskjærer Kanterne paa Fjele; f. Ex. til et Gulv. — 3) Formꜳl, noget som man gjør sig Flid for eller søger sin Fordeel ved. Dæ va no hass Plog: det var nu det som han tragtede efter. (Sdm). Isl. plógr, Fordeel. Jf. Plogonn.
