Pysje, f. en liden og tyk Tingest; et Dyr med stridt og busket Haar. Sdm. Tell. (Formodentlig af Pose).
Pyskje, n. et tæt Krat; s. Byskje.
Pytt, m. Vandpyt, Vandhule. Jæd.
pyve (for upp-yve), over.
Pæl, s. Peil. Pæn, s. Pen.
pæn, adj. = ven, fin, fager.
Pæng og Pæning, s. Peng.
Pæra, f. en Pære.
Pøk (langt ø), m. Skindpose, en liden Bælg at bære paa Ryggen (mindre end en „Hit“). Sdm. (Isl. poki, Pose). Jf. Pøyk.
Pøyk, m. en liden Dreng, Pog. Helg. I Ndm. tildeels: Pøk. — Pøyk skal ogsaa betyde Skindpost (ligesom Pøk), men kun sjelden.
Pøyta, f. Søle, Pyt, Mudderpøl. Nordre Berg.
R.
ra, s. rad og rade.
Rabb, m. en Jordryg, langagtig og noget ophøiet Banke, en tør Vold med liden eller ingen Græsvæxt. Næsten alm. (B. og Tr. Stift, Helg. Gbr. Østerd. og fl.). I Tell. hedder det: Rabbe; i Rbg. ogsaa Ribbe. — Lignende Betydning har: Rem, Rinde, Rande.
Rabba (Rabbe), f. Kaalrabi, Kaalrod. B. Stift. Ogsaa Kꜳlrabbe (Ellers Kaalrot). Hertil: Kabbefrø, n. Kaalrabifrø. Kabbekꜳl, n. Blade af Kaalrabi. Kabbereit, m. en liden Kaalrabi-Ager.
Rabbemark, f. Mark som er fuld af ophøiede Banker eller Volde; ujævn Mark.
rabbut (rabbette), adj. ujævn, fuld af Banker og Forhøininger.
Rad, f. Rad, Række. Hedder tildeels ogsaa Rod, el. Ro (aab. o). I Rad: i en Række, lige efter hinanden. Ette Rad: efter Rad, i fortløbende Række, saaledes at intet bliver forbigaaet. Hedder ellers: ette Roke, fyre Ende, føre tvart, andfares.
rad, adj. 1) snar, hurtig, rask; f. Ex. til at gaae. Tell. Hall. og fl. (i Formen: ra). G. N. hraðr. — 2) let, som man snart kan blive færdig med. Sjeldnere. I Ørk. hedder det ogsaa ratt (eller radt); f. Ex. „ei ratt Eng te slꜳ“. — 3) lige, direkte, som gaaer lige frem; om en Vei. Sdm. og fl. Han gjekk rade Veien (= beine Vegjen). Undertiden siges ogsaa radige. Jf. radt, adv.
rada, (slet, usel), s. rata.
radda, v. n. snakke, sladre. (Rbd.). Ellers: rodde, rolla, ralla og fl.
rade, v. a. 1. (a—a), lægge i en Rad eller Række. rade Mykr’a: lægge Gjødsel-Læs i Rader paa Ageren. Sdm.
rade, v. a. 2. (a—a), haste, skynde (af rad, adj.). Hall. og fl. (i Formen ra’, rae). ra’ se: skynde sig, haste. G. N. hraða.
rade, adv. 1) lige til. (Sjelden). 2) jævnlig, stedse, altid. Vald. Gbr. (i Formen: rae).
ra(d)før, adj. rask, snar til at komme afsted. Tell.
radig, s. rad. — radla, s. ralla.
radlege, adv. snart, hurtigt. Da gjekk so radle’. Hard. G. N. hraðlega.
ra(d)mælt, adj. som taler hurtigt. Rbg. (ramælt’e). Jf. tidtmælt.
radt (ratt), adv. 1) snart, hurtigt. Dæ gjekk so radt. (Mere alm. end rad). — 2) jævnt, sikkert, uden Anstød eller Standsning. lesa radt: læse flydende og med Sikkerhed. Han kunna heila Stykkje so radt: han kunde fremsige det hele Stykke i eet Træk, uden at glemme et Ord. Nordre Berg. — 3) lige til, lige frem, uden Omvei. Dei siglde radt te By’n. Dæ gjekk radt inn pꜳ Bein’e. I Nhl. ogsaa: netop, akkurat; f. Ex. Da vog radt ei Mork.
ra(d)vint, adj. let, snart at komme til Ende med. Sogn.
Rae, m. smaa Huggespaaner (= Mukr). Ndm. Vel egentlig Rade; i Indr. skal det hedde: Rꜳdꜳ.
rae (stedse), s. rade.
rafsa, v. n. sluske, gjøre noget skjødesløst og i stor Hast.
Raft, f. 1) den nederste Deel af Taget, især indvendig i Huset. Nordre Berg. Sdm. Upp unde Raft’a: op ad Væggen til Taget. — 2) Sparre eller Bjælke, hvorpaa Taget hviler. Tell. (See følgende). Jf. refta, Utrefte, Krokraft, Rov, Ræve.
Raft, m. 1) Stok, Kjæp, Træ-Stamme. (Jæd.). Ogsaa en Stang. (Buskerud). Isl. raftr. — 2) Sparre eller Lægte, som ligger nærmest under Tagfjelene, tildeels ovenpaa Tagbjælkerne eller Aa-
