serne. Indr. Ogsaa i Gbr. og fl. tildeels i samme Betydning som Sperra. — 3) den øverste Stok i en Sidevæg (= Raftestokk). Helg. Fosen, Ørk. Ndm. (Nærmer sig mest til det foranførte Raft, f.).
Raftall, m. 1) den øverste Stok i Sidevæggen. Sdm. Nfj. (S. Raftestokk). 2) Bindestok i Tværvæggen (= Samhald). Ndm.
Raftestokk, m. den øverste Tømmerstok i Langvæggen eller Sidevæggen; den Stok hvorpaa Sparreværket eller Tagets nederste Deel hviler. Indr. Ørk. Ndm. (Raftstokk). Hedder ellers: Raft (see ovenfor), Raftall (Sdm. Nfj.), Raftsluk (Hall.), Raftlægje (Gbr.), Stavlægje (S. Berg.), Garlægje (Tell.), Ꜳlastokk (Sogn).
Raftluk, m. den øverste lange Stok i Tværvæggen (= Samhald). Gbr.
Raftlægje, s. Raftestokk.
Raftskjegg (Rafskjegg), n. den nederste Deel af Taget paa Siderne; det som er udenfor Væggen. Nhl. (I Sdm. Utræfte. Jf. Ufs). Efter Udtalen kan det ogsaa skrives Ravskjegg.
raga, v. n. 1. (a—a), rave, vakle. B. Stift, Tell. Hedder ogsaa: ragje, Imperf. ragde (Sdm.). Jf. riga. Heraf Raging, og Ragjing, f. Raven.
raga, v. n. 2. (a—a), vanke om, flakke omkring. Sogn. Jf. rakka.
Ragat, n. Bortjagelse. Sdm. Dei fekk Ragat: de maatte pakke sig. (Maaskee egentlig Radgata). I svenske Dial. ragata, bortjage.
Ragg, n. Haar; især grovt og stridt Haar, f. Ex. paa Gjeder. (Gjeitaragg). Mest brugl. søndenfjelds. Sv. ragg.
ragga, adj. haaret; beskaffen med Hensyn til Haar; om Dyr.
Raggar, pl. m. Haarsokker, at bruge udenpaa Støvlerne. Hedder ogsaa Raggesokker (Ag. Stift), Leste, r (Berg. Stift), Loddar (Tell. Rbg.), Labba’ (Gbr.), Lugga’ (Helg.).
Ragjestrꜳ, n. tyndt og bøieligt Græs; især Gulax (Anthoxanthum odoratum). Nordre Berg.
ragla, v. n. rave. (Sjelden). Sv. ragla. Jf. rigla.
Rak, n. 1. Væger i Talglys. (Ljosrak). Isl. rak.
Rak, n. 2. Vrag, adspredte Ting som drive om paa Vandet. Nhl. og fl. (Af reka, rak).
Rak, n. 3. Krop eller Beenrad af et dødt Dyr; Aadsel. Ogsaa et forsultet eller meget udmagret Kreatur. Nordre Berg. Hertil: Vꜳrsrak, om Kreature som ere nærved at krepere af Fodermangel om Vaaren.
rak, adj. 1. rank af Væxt; ogsaa: ret, lige (= bein). Voss, Hall. Gbr. og fl. (Sv. rak). Ellers rakleg og strak.
rak, adj. 2. om Fisk, see Rakfisk.
rak, drev; see reka.
raka, v. a. (a—a), 1) rage, rive sammen, samle Hø med en Rive. I Gbr. og Ørk. rꜳkꜳ. (G. N. raka). raka ihop: sammenrage. — 2) barbere, rage Skjægget af. — 3) dække med noget som er sammenraget. Saaledes: „raka Vermen“, ɔ: tildække Gløderne paa Ildstedet med Kul og Aske. Søndre Berg. og fl. Ellers: rake Ljøs’e (N. Berg.). Jf. kara, som tildeels bruges i samme Betydning. — „Ei rakandes Otid“, siges i Sdm. om en stor Mangel paa Fisk. Jf. Talemaaden: D’æ so reint som dæ va raka.
Rakar, m. En som rager Hø (= Rakstadeie); ogsaa en Barberer.
Rakaure, m. s. Rakfisk.
Rakavar (el. val), m. opdreven Hob af Ved paa Strandbredden. Namd. See Rekvid.
Rakedans, m. Omdriven. „D’æ kome pꜳ Rakedans“, om Ting som ingen vogter paa og som henslænges fra et Sted til et andet; ligesaa om Kreature, som vandre omkring uden Tilsyn. Nordre Berg. Hedder ogsaa Rakedeis, og i Sdm. oftest Rakedis (ii), m.
Rakekniv, m. Ragekniv.
Rakfisk, m. Fisk som er saaledes tillavet, at den holder sig i en meget mør og næsten opløst Tilstand; Suurfisk. Saaledes Rak-aure og Raklaks. Ag. Stift. (Omtrent ligesom „Sursild“ nordenfjelds).
rakka, v. n. (a—a), flakke, vandre omkring. N. Berg. Ellers rakla, ratla, rangla, ralla. Jf. reka.
rakka, v. a. binde Seilraaen nærmere til Masten; s. Rakkje.
Rakkar, m. 1) Rakker, Natmand; ogsaa en daarlig Karl, Prakker, Slyngel. 2) flere Slags Kortspil, hvori den taber, som faaer de fleste Kort eller som sidst har Kort paa Haanden.
Rakkje, m. 1. en Hund af Hankjønnet; modsat Tik eller Bikkja. Nordre Berg. (G. N. rakki, Hund). Ogsaa en Han-Ræv; modsat Reva. Shl.
Rakkje, m. 2. en Ring paa Midten af Seilraaen, indrettet til at binde omkring Masten. Hertil Rakketovla, el. Rakketole (aab. o), f. om de smaa Blokke
