eller Led, hvoraf Rakken tildeels er sammensat. Nordre Bergenh. Rakketrꜳssa, f. et Toug i Rakken, som benyttes naar Seilet skal stryges i Storm.
rakla, v. n. vanke om, flakke omkring, ogsaa gaae langsomt. Ag. Stift. Hertil Rakleføre, n. et daarligt Føre, som forsinker Reisen. Rakleveg, m. en Vei hvorpaa man ikke kan reise fort.
rakleg, adj. rank af Væxt, retvoxen. Nordre Berg. Sætersd. og fl. See rak.
rakna (rakkne), v. n. (a—a), opløses, trevles; om Tøi eller Klæder, hvori Traadene revne fra hinanden. (G. N. rakna). Ogsaa: rækkes ud, give efter, ikke holde sig; om en Krog eller Løkke; figurlig om Mennesker: svigte, ikke holde ud. (Jf. rekkja). Alm. og tildeels meget brugeligt. Jf. dragna, slitna, togna. — Hertil Udtrykket: „Skjelm so rakna“, ɔ: den som nu svigter, skal hedde Skjelm. (B. Stift).
raknast, v. n. „raknas mæ se“: sandse sig, komme til Bevidsthed igjen. Ørk. (Isl. rakna við). Hedder ellers: „rekkjes mæ sæg“ (Indr.), „rꜳ’ mæ seg“ (mere alm.).
Rakstadeie, f. et Kvindfolk, som er leiet til at rage Hø i den Tid, da Høslætten foregaaer. Nordre Berg.
Rakstafolk, n. Folk hvis Bestilling er at rage Hø. Jf. Slꜳttefolk.
Rakstr (Rakst’er), m. Ragning; det Arbeide at rage Høet sammen i Høslætten. „taka seg Rakst’er“: lade sig leie til at rage Hø. G. N. rakstr.
rakt, udrækket, strakt; s. rekkja.
rala, v. n. snakke vidtløftigt. Indr. (ikke rꜳlꜳ). S. ralla.
Rall, n. Omsværmen; see følg.
ralla, v. n. 1. (a—a), flakke, vandre omkring. (Helg.). Ellers med Ringeagt: føite, strippe, sværme om; om Dyrene ogsaa: springe, løbe i Brunst. Nordenfjelds; ogsaa i Sdm. — Jf. rakla, ratla, rissa. I Sætersd. er ralle, at rulle, vælte. (Gaaer ikke over til radde).
ralla, v. n. 2. (a—a), snakke vidt og bredt, sladre. Jæderen (ogsaa med Udtalen: radla). Hedder ellers radda (Sætersd.), rolla, el. rodla (Lister), rodda (Sdm.), rala (Indr.), rassa (Sogn). I danske Dial. ralde. — Formerne radda og rodda høre maaskee til et andet Ord (G. N. rödd); jf. røde.
Ram, m. 1. Lab, Fod, Bjørnelab. Østerd. (Sv. ram. G. N. hrammr). — I Nordre Berg. har man Talemaaden: „fram ꜳ Rame“, ɔ: frem over med Brystet nedad. „liggje fram ꜳ Rame“, ligge i en saadan Stilling, sædvanlig med Hænderne under Hovedet.
Ram, m. 2. 1) Gavlen eller den øverste Deel af Tværvæggen i et Huus; især om den øverste Spids af Fjelevæggen i en Lade; undertiden ogsaa om det yderste og øverste Rum under Taget. Nordre Berg. Sdm. (Jf. Ræve og Raft). — 2) et lidet Loft, et Loft som kun strækker sig over den ene Side eller over en Deel af et Værelse. Tell. Leirdal, Gbr. (I Gbr. sjeldnere end Overlaup).
ram, adj. 1. beesk, bitter eller noget stram af Smag; f. Ex. om Ost. Tildeels i B. Stift. (Isl. rammr).
ram, adj. 2. 1) kjæk, dygtig. Bruges kun i Komparativ; f. Ex. Dæ va ikje ramare Karen: det var ikke bedre Karl, der var ikke saa meget godt ved ham. (Sdm.). Ordets Betydninger ere ellers meget vanskelige at bestemme. (Jf. G. N. ramr, stærk). — 2) dristig til at tale, skarp, spydig, nem til at finde de mest slaaende Svar. (Ørked.). I Sdm. kun sammensat, som kjæftram, or-ram. Mere brugeligt i Talemaaden: „Ein ram Kjuv“, ɔ: en øvet og dristig Tyv. (Helg. og Tr. Stift). — 3) mærkelig, besynderlig. Meget brugl. i Sdm. dog kun i Komparativ og Superlativ. Ska du ha haurt ramare: skulde du have hørt noget mere besynderligt. Dæ va dæ ramaste so e heve set: det snurrigste som jeg har seet.
ramaleg, adj. stolt af Udseende, kjæk, stadselig. Tell.
ramare, bedre, s. ram.
ramende, s. ramsvart.
ramla, v. n. (a—a), 1), rumle, buldre, larme. B. Stift. 2) styrte sammen med Larm og Bragen. Hedemarken.
Ramlægje (el. -leie), n. Gavlen eller den øverste Spids af Tværvæggen i en Tømmerbygning (= Bjørlad). Tell. (sjelden). Jf. Ram.
Ramn, m. Ravn. (G. N. hrafn). Jf. Korp og Krump. — Ramnegal, n. el. Ramnelæta, f. Ravneskrig. Ramnungje, m. Ravneunge. — „Ramn i Hesten“ kaldes den Rumlen som undertiden høres i Hestens Indvolde, naar den løber. Maaskee rettere: Raml’en.
Ramnemat, m. Ravneføde. gjera Ramnemat: ødelægge, fordærve noget; egentlig dræbe, nedhugge.
Ram-ost, m. Gammelost. Tildeels i B. Stift. See ram.
