reven). Dei fekk sjꜳ dæ raue renna: de kom til at see Blod flyde. Heraf roda, Rode, røyde. En Hest af denne Farve kaldes Raud’en; en Hoppe Rauda.
rau(d)a, v. n. see rødt ud. Dæ raue pꜳ dæ. Ørk. See roda.
Raud-aur, m. rødagtig og lidt gruset Jord; Rødmuld.
Raud-ꜳt, n. et Slags smaa rødagtige Sødyr, som undertiden findes i stor Mængde i Sommersilden. Nordre Berg.
raudblakk, adj. rødblakket, blegrød; især om Heste.
raudbrynt, adj. som har rødlige Øienbryn.
Raudbu (Raubu), f. Dueurt (Epilobium). Ørk. — S. Gjeiskor.
Rauddravle, m. rødkogt Ost.
Rauddyr, n. Hjort; Hind. B. Stift.
Raude, m. 1) Rødme, Rødhed (= Rode). Gbr. i Formen Raue. — 2) Blomme i et Æg. (Eggjeraude). Mere alm. (G. N. rauði).
Raud-eine, m. tørt Enebærtræ. Undertiden ogsaa om en meget hidsig og opfarende Person, hvilket hentyder paa den Hurtighed hvormed dette Træ fænger Ild. Nordre Berg.
Raudfargje, m. Rødfarve; Krap.
Raudfisk, m. Rødfisk (= Auger). I Sogn ogsaa Rau-fjør (egentl. Rødfjæder).
Raudflekka, f. rødspættet Flynder.
raudflekkut, adj. rødplettet.
Raudgrjot (Raugrot), n. rød Steenart.
raudhært, adj. rødhaaret.
raudklædd, adj. klædt i røde Klæder.
Raudkoll, m. Blomsterne paa Eng-Kløveren (Trifolium pratense).
raudleitt, adj. rødladen, som har en frisk, rødlig Ansigtsfarve. Alm. og meget brugl. G. N. rauðleitr.
Raudlit (Raulet), m. Rødfarve.
Raudlus, f. et lidet Insekt, bekjendt af dets smukke, høirøde Farve (Trombidium Holosericeum). Nordre Berg. Tell. (I Sogn Kostelus).
Raudmakk, m. Regnorm (Lumbricus). Ellers kaldet Jormakk, Ꜳngelsmakk (Sogn), Ørjemark (Helg.).
raudmꜳla, adj. rødmalet.
Raudmor (oo), m. et Slags rød og meget skjør Ved i Furetømmer. (Omtrent det samme som Tinar). Sdm. Nfj. i Formen Raudemor (ligesom Raudekoll, Raudekrit, Raudelit og fl.). Jf. Mor.
Raudmylde, f. rød Muld, rødagtig Jord i en Ager. Tell. (Raumylle).
raudna, v. n. (a—a), rødme, blive rød. raudna i Andlite: blive rød af Undseelse eller af Harme.
Rau(d)nebb, n. et Slags Læbefisk (Berggylte) med blegrøde Skjæl og en spids fremstaaende Mund. Shl.
raudrosa, adj. rødblommet, tegnet med røde Figurer.
raudsidet (rausi’utte), rød paa Siderne.
Raudsoleie, f. Navn paa forskjellige røde Blomster (især Lychnis).
Raudsott, f. et Slags Blodgang hos Kvæget. B. Stift. Raudsottgras, Lychnis dioica. Sdm.
Raudtosk, m. et Slags Smaatorsk, som er noget rød paa Skindet. Ellers kaldet Taretosk.
raudvoren, adj. rødlig, rødagtig.
raud-øygd, adj. rødøiet, suurøiet.
Raue, s. Raude. Raufjør, s. Raudfisk.
rauk, røg; s. rjuka.
Rauk, n. en liden Stak eller Dynge; især en Hob af sammenlagte Kornneg paa Ageren. B. Stift, Hall. Fosen, Indr. og fl. Hedder ogsaa Raukan (Sdm.) og Røyk (Jæd.). G. N. hraukr, m. Jf. Krøys, Træve, Sette.
rauka, v. a. (a—a), lægge i Dynge eller Stak. B. og Tr. Stift. (Paa Jæd. røykja).
Raukan, n. s. Rauk.
Raun, Røn (Træ); s. Rogn.
Raust, n. den øverste Deel af et Tag. See Rost.
raust, adj. ædel, høihjertet, gavmild (generøs); ogsaa skikkelig, god, artig. B. Stift. Um du vilde vera so raust’e: om du vilde være saa god, have den Godhed. Nhl. og fl. G. N. hraustr, kjæk.
rausta, v. n. bede venligt, sige at En er „raust“, dersom han vil hjælpe. Nhl. Jf. kjæra.
rausta, v. a. sætte Tag paa; s. rosta.
raut, snorkede; s. rjota.
Raut, n. Køernes Brølen, Hornkvægets særegne Lyd eller Stemme.
rauta, v. n. (a—a), brøle, bøge; om Køer. (Forskjelligt fra belja og tryta). Alm. og meget brugl. G. N. rauta.
Rauting, f. idelig Brølen, Bøgen.
Rauv (Rau), f. Bagdeel, Poder (paa Dyr og Mennesker). Hedder paa nogle Steder Røv, og endnu oftere Ræv. Ordet er her ikke meget anstødeligt, da Betydningen sædvanlig omfatter den hele Bagdeel eller Sædet; man siger saaledes ogsaa rauvabreid, om En som er bred over Hofterne, og modsat rauvasmal (rauamjꜳ). G. N. rauf betyder Hul.
