Rꜳm: en god Leilighed, en heldig Stilling. Nordre Berg.
rꜳm, adj. hæs, som har en uklar eller tilfældigviis fordærvet Stemme. Meget brugl. i Nordre Berg. og fl. (G. N. rámr). Heraf Ræme.
rꜳma, v. a. (a—a), ramme, træffe paa; ogsaa beramme, bestemme. B. Stift, Tell. Hall. og fl.
Rꜳma, f. en Ramme; Indfatning. (Glasrꜳma, Spegjelrꜳma).
rꜳmast, v. n. træffes, mødes. „rꜳmast mæ“: træffe sammen med. (Helg.).
Rꜳme, m. Fugtighed, Raahed. Sogn, Valders. Ein Kula-Rꜳme: en kold Fugtighed i Jorden. (Sogn). Jf. Rꜳe.
Rꜳmerkje, n. Grændseskjel, Grændsesteen. Østerd. hvor det ogsaa hedder Rꜳdele og Rꜳ. Sv. råmärke.
Rꜳmjølk, f. Raamælk (= Kode).
rꜳmus, ødsel; s. romus.
rꜳna (rꜳnne), v. n. (a—a), blive fugtig, slaae sig, blive raa. (Alm.). Høy’e rꜳnna upp-atte: Høet bliver atter fugtigt. Heraf Rꜳning, f.
rꜳnꜳ, bryde løs; s. runa.
Rꜳnꜳ, m. en Spire; s. Runne. Ogsaa Nedstyrtning; s. Rune. (Ørk.). Rꜳnꜳmæl: Sandbakke; s. Runemæl.
Rꜳnd, f. 1. (Fl. Rend’er), Linie, Stribe, Streg. Meget brugeligt; f. Ex. Øvste Rꜳnd’a pꜳ Bla’e: den øverste Linie paa Bladet (i en Bog). Ei myrk’e Rꜳnd ette Ryggj’a: en mørk Stribe langs ad Ryggen. Grønt mæ svarta Rend’e: grønt i Grunden og stribet med sort. — Ogsaa en lang Rad eller Række; f. Ex. af Kornbaand paa Ageren. Ordet skulde egentlig hedde Rond (aab. o) eller ogsaa Rand. G. N. rönd; gen. randar. Jf. Strind, Strod, Rod, Reit.
Rꜳnd, f. 2. den Deel af Taget, som er midt over Ildstedet (i en Røgstue); ogsaa en liden Hylde eller Bjælke under Taget, hvorpaa Ved lægges op for at tørres. Shl. Heraf Randꜳs.
rꜳndheil, adj. om Snee, som ligger jævnt udbredt, uden at afbrydes ved nogen aftøet Plet. Ørk.
rꜳndut, stribet; s. renda.
Rꜳne, en Galt; s. Rone.
Rꜳng, f. (Fl. Reng’er), Tværbaand eller Knæ i en Baad; de krumme Indholter som ligge tværsover Kjølen og holde Fjelene sammen. G. N. röng, raung. sitja i Rꜳngj’enne: sidde paa det øverste Tværbaand nærmest ved Stavnen. Nhl. (Det sidste kaldes nordenfjelds Fotstøa el. Fostova).
rꜳng, vrang; s. rang.
Rꜳnga, f. Vrangen, den vrange eller underste Side. snu ut Rꜳnga: vende Klæder vrange; figurl. afkaste Venskabs-Masken, begynde uformodentlig at vise Bitterhed eller Ondskab.
rꜳngauꜳ, s. rangauga.
rꜳngseles, s. rangsøles. rꜳngt, s. rangt.
Rꜳnk, n. Svaien, Slingring.
rꜳnka, v. n. svaie, slingre; om Fartøier i Søgang. Nordre Berg. Ved Stavanger hedder det: runka.
rꜳpa, s. ropa. rꜳpꜳ, s. rapa.
rꜳrikjen, s. rꜳdrikjen.
Rꜳs, f. 1. stærk Væxt, det at noget voxer hurtigt. D’æ slik ei Rꜳs ’ti dinne Skogj’a. (Sdm.). Heraf ræse. Jf. Rꜳsaskog. — Vel egentlig samme Ord som følgende.
Rꜳs, f. 2. 1) Løb, Gang, Fremskriden. Han gjer’ ikje lꜳng’e Rꜳs’a: han gaaer ikke synderlig langt. Nordre Berg. (sjelden). G. N. rás. Heraf ræsa. — 2) Strøm, aabent Vand i Midten af en Elv, som ellers er frossen. Østerd. — 3) Gangsti, Vei i Udmarken; især om de Veie som efterhaanden dannes ved Kvægets Gang til Græsmarkerne. (Burꜳs, Gjeitarꜳs). Nordre Berg. Nhl. Ellers Rekstr, Rꜳk og fl.
Rꜳs, n. s. Ros. Rꜳsa, s. Rosa.
Rꜳsaskog, m. ung og voxende Skov, især naar den har en stærk og yppig Væxt. (Sdm.). Saaledes ogs. Rꜳsabjørk, f. om ung og skjør Birk (= Frøybjørk). Ligesaa Rꜳsafure, f.
Rꜳ-siglar, m. et Fartøi med Raaseil. (Til Forskjel fra Bumbsiglar).
Rꜳskje, m. Raahed, Fugtighed. Hard.
Rꜳskjær, f. Torsk som er kløvet og tørret paa Stænger. Har ellers været skrevet Rotskjær og Rødskjær, hvorved man maaskee har tænkt paa Ordet „Rod“ (ɔ: Fiskeskind), da nemlig dette Slags Fisk bliver flækket saaledes, at Skindet gjennemskjæres i Ryggen, medens derimod Klipfisken har Rygskindet heelt.
Rꜳslag, n. raae Stykker af Kjød eller Fisk; Kjød og Indvolde af nylig slagtet Kvæg. Nordre Berg. I Gbr. Rꜳslagt, n.
Rꜳsmak, n. Smag hvorpaa man kjender at noget er rꜳt. (Især paa Fisk som ikke er gjennemtrængt af Saltet).
Rꜳssdreng, s. Rꜳdsdreng.
rꜳst, s. rꜳast.
Rꜳst, m. Gangsti. (Hall.). S. Rekstr.
Rꜳstaur, m. Stør, Pæl hvorpaa Korn tørres. Gbr. See Rꜳ.
