Rꜳt, s. Rot. Rꜳta, s. Rota.
Rꜳte, f. Stang, tynd Træstamme. Tell. Jf. Ro og Trode.
rꜳturka, adj. for lidet tørret, kun halvtørt; f. Ex. om Korn.
Rꜳtæv, m. Lugt af raat Kjød eller af nylig slagtede Dyr.
Rꜳv, et Tag; s. Rov.
rꜳva, v. n. (a—a), sammenskrabe i en Hast, rive sammen. „rꜳva ihop“. Sdm. Ørk. Undertiden ogsaa skrabe, grave med en vis Larm. Jf. skrꜳva.
Rꜳvꜳ, m. Topmaal. See Rok.
Rꜳver (ee), n. raat Veir, fugtig og kjølig Luft.
Rꜳvid (Rꜳ-ve), m. 1) raat Træ, Brænde eller Træfang som ikke er tørt. 2) Stænger til at tørre Fisk paa; Træ til en Fiskehjell. Helg.
Rꜳving, f. Skraben; s. rꜳva.
Re, s. Rid og Ride.
Ree, s. Ride. re’en, s. riden.
refsa, v. a. (e—te), revse, straffe. (G. N. refsa). Nogle Steder ogsaa: henrette.
Refsing, f. Revselse, Straf; især om en idømt Straf paa Legemet; undertiden ogsaa Livsstraf, Henrettelse.
refta (ræfte), v. a. 1) bygge eller indrette Tagskjægget paa et Huus. Nordre Berg. (Af Raft). Jf. Utrefte. — 2) tilskjære eller afrunde Kanterne paa Fjele med en Høvel. Sogn. See strika.
rega, s. riga.
regjera, v. n. bruges baade i Betydningen: regjere, og tillige om at larme, støie, drive Leg og Løier; f. Ex. om Børn. B. Stift og fl. (Jf. styra, som har samme Betydninger). Imperf. tildeels: regjorte; Supin. regjort. (B. Stift). Heraf Regjersla, f. Larm, Uro, Vildskab, Leg og Tummel.
Regla, f. en lang Række, vidtløftig Opregnelse; ogsaa en Historie af ubetydeligt Indhold. Alm.
Regn, n. Regn. Udtales mest alm. som Rægn, dog forekommer ogsaa Rign (i Sogn). G. N. regn.
regna (aab. e), v. n. (e—de), regne. Mest alm. rægne; i Sogn: rigna. (G. N. rigna). Imperf. udtales paa nogle Steder: rængde.
Regnbogje (aab. o), m. Regnbue. Nogle St. Rægnbꜳga, Rægnbꜳgꜳ. Ellers kaldet Verbogje (Sogn), Væbogje (Tell.). Jf. Elhove.
Regnbolk, m. et langvarigt Regnveir.
Regndag, m. en Dag da det regner.
Regneling, m. og Regn-el (ee) Regniling, Regnskuur.
Regnhimmel, m. regnfuld Himmel, Luft som bebuder Regn.
Regning, f. idelig Regn.
Regnløysa, f. Mangel paa Regn.
regnsamt, adj. n. regnfuldt, om Veiret naar det regner ofte. Tr. Stift.
Regnskvett, m. en liden Regnbyge, en kort Iling. I Sdm. hedder det ogsaa Regnspill, m.
Regnsleip, m. Snegl. Østerd. (Rægnslep, ee). I Ørk. Gjeitsleip.
Re-hꜳ, m. Haifisk, af Hankjønnet. (Modsat Blahꜳ). Nedenæs.
Rei, n. i Talemaaden „liggje pꜳ Rei“, om Stokke, som kun hvile paa Midten, saaledes at Enderne ere løse fra Grunden. Sdm. Jf. reie og Rid.
rei, imperf. s. ride og ria.
reia, s. reide og reie.
Reiaspæna(r), pl. m. et Slags Strenge eller Rør ved Aabningen af Urinblæren (især i Kalvene). En Sammensnærpelse i disse Rør siges at foraarsage Dyrets Død. (Sdm. Sfj.).
Rei(d), f. 1. en Færd af Spøgelser eller Vætter. Nhl. Ellers Jola-rei, Skrei, Oskerei. (Jf. G. N. reið. Ridning; ogs. Torden).
Reid, f. 2. Red, aaben Havn.
Reid, n. Rede, Fuglerede. Hedder i mange Dial. Reir, og andre Steder: Rei. G. N. hreiðr, n. — „bera te Reids“, om Fuglene: begynde at bygge Rede, samle Straa og Kviste til at bygge Rede af.
rei(d), adj. vred, ærgerlig; især om en billig og vel fortjent Harme. Voss, Hard. (rei’u), Ørk. Helg. (rei). I Tell. hedder det vrei’e. G. N. reiðr. Ellers harm, arg. Jf. sint. — Hertil reiast, v. n. vredes, blive vred. (I Tell. vreias). G. N. reiðast.
Reidar (Reiar), m. Reder.
reidd, partic. redet, tilredet; ogsaa forsynet, udstyret.
Reiddeia, f. Opvarterske, Kvindfolk som forestaaer Reengjørelsen og Tilredningen i Huset. Helg.
reide (reia), v. a. 1. (e—de), egentlig: lade ride, sætte paa Hesten; sædvanlig: fremføre i Kløv eller paa Hesteryggen, transportere Byrder med en Hest. B. Stift. G. N. reiða.
reide (reia), v. a. 2. (e—de), 1) udrede, udstyre, forsyne med det nødvendige. reie ut: udstyre. reie av: affærdige; ogsaa overskjende, give en skarp Irettesættelse. (Nordre Berg.). Hertil Avreidsle. — 2) rede, tilberede, tillave. reie Skinn: tilberede Skind ved Vridning
