paa Reenlighed. Meget brugl. i de nordlige Egne. Jf. Reinsleg.
reinska (renske), v. a. (a—a), rense, gjøre reent; afplukke Skal eller Udvæxter; ogsaa rydde, gjøre ryddeligt. Dær va væl renska: der var intet mere igjen, man havde taget alt hvad der fandtes. (Udtales sædvanlig renska, el. rænske). G. N. hreinsa.
Reinsking, f. Rensning; Reengjørelse for Ukrud; ogsaa Udryddelse.
reinskjerten, adj. reenlig. Ørk.
reinsleg, adj. reenlig, hyggelig. I Rbg. og Tell. hedder det reinskleg.
reinsmaka, adj. som har en frisk og reen Smag; ogsaa klar og kold, om Luften. Hedder ogsaa reinsmakande.
Reinsure, f. Planten Gyldenriis (Solidago Virgaurea). Tell.
reint, adv. reent, ganske, aldeles, heelt igjennem. Alm. — reint audt: ganske øde. reint upp-eten: ganske opædt. reint som eit Udyr: ganske som et Rovdyr.
reinvoren, adj. nogenlunde reenlig.
Reip, n. Reb, Baand. G. N. reip.
Reiphelde, f. Bøile eller Løkke i Enden af et Reb. Ag. Stift. I Tr. Stift Reipheldr, f. See Hogd.
Reir, n. Rede; s. Reid.
Reis, f. 1) en Reise. (Nyere Ord, men alm. og meget brugl.). 2) en Gang; f. Ex. Dei kom atte tre Reise: de kom igjen tre Gange. B. Stift.
reisa, v. n. (e—te), 1) reise, gjøre Reiser. 2) fare bort; ogsaa forsvinde, slippe ud af Hænderne, falde ned eller drive bort. Eg vist’ ikje ’ta før dæ va reist. Jf. fara.
reisa, v. a. (e—te), reise, opreise, sætte i en opret Stilling. Hedder i B. Stift: røysa og røyse (kun i Shl. reisa). G. N. reisa. (Af risa, reis). „reisa seg upp“: reise sig. „reise Øyrunne“: spidse Ørene, om Dyr; uegentlig om Mennesker: bryste sig, være stolt af noget. „røyse Daudemann“: reise En op fra Jorden ved at holde ham om Knæerne. Nordre Berg.
reisande, adj. som kan opreises. Et ligelydende Ord dannes af reisa, v. n. for Ex. Dær æ ’kje reisande: man kan ikke reise der.
reisefus, adj. s. færafus.
reisefærug, adj. reisefærdig.
reisefør, adj. istand til at reise sig. (I B. Stift: røysefør’e). Ogsaa: istand til at gjøre Reiser.
Reisetro(d), n. Tagfjele som lægges paa tværs, saa at Enderne vende opad. Tell. og fl.
Reiseverk (Røyseværk), n. Stavbygning; Reisværk i Bygninger.
Reising, f. 1) Opreisning. 2) det nederste Lag i en Kornstabel (hvori nemlig Kornbaandene staae opreiste, saa at kun Stilkene naae til Grunden). Indr. og fl. — I B. Stift: Støde.
Reisle, s. Reidsla.
Reist, n. Skjæl paa Fisk, de smaa fine Plader som bedække Fiskenes Skind. Nordre Berg. og nordenfjelds. I Mandal forekommer ogsaa Formen Vreist; ellers hedder det Rist (Sogn), Risp (Nhl.); men i Fjeldbygderne søndenfjelds: Ras, Flas og Flus. G. N. hreistr, n.
reista, v. a. (a—a), afskalle, afskrabe Skjællene paa Fisk. G. N. hreistra. Uegentlig at tugte eller ydmyge En. (Nordre Berg.).
Reisting, f. Skjællenes Afskrabning. Ogsaa Tugt, Ydmygelse.
Reit, m. 1) en liden Ager, et opspadet Jordstykke til Poteter, Roer eller Kaalrabi. (Potetereit, Næpereit). Nordre Berg. Sdm. Ndm. Ørk. (Jf. Trø). G. N. reitr. Sv. vret. — 2) en Rude eller Strimmel af opkastet Jord i en Myr. Sjeldnere. (Jf. Duk). — 3) en Rad eller Række, især af Kornbaand paa en skaaren Ager. Nhl. Jf. reita.
Reit, f. (Fl. Reit’er), 1) Stribe, Linie, paa Tøi eller Klæder; ogsaa en liden Fure eller Fordybning. Tell. (med Fleertal Reit’ar). — 2) et lidet Hul eller Spor i Jorden, Mærke som bruges ved Boldspil. Gbr.
reita, v. a. 1. (a—a), ophidse, opægge, tirre. Nhl. Sfj. (G. N. reita. Sv. reta). Lidt afvigende i Talemaaden: „reite seg inn pꜳ ein“: angribe En med bittre, tirrende Ord. Sfj.
reita, v. a. 2. (a—a), i Talemaaden „reite seg“, om Kornet, naar det lægger sig til forskjellige Sider paa Ageren, saa at det danner enkelte Ruder og Striber. (Tr. Stift). Hertil hører ogsaa det tellemarkiske: vreite, ɔ: grave en Grøft eller Rende.
Reita, f. Grøft, Rende i en Eng eller Ager. Mandal (udtalt Reide), Tell. (i Formen Vreite), Hall. (Reite og Vreite). Ellers Veita.
Reitabot, f. en meget lidet Agerstykke, en liden „Reit“. Sdm. og fl.
reiten, adj. tirrende, bitter, tilbøielig til at ophidse Folk. Nhl.
Reiting, f. Opæggelse, Tirring.
Reitla, f. Reidsla.
