Reit-or’, n. bittre, tirrende Ord.
reiug, s. reidug. reiv, s. riva.
Reiv, m. 1. et Slags Line til at fiske med i Elvene. Gbr. (Sv. ref).
Reiv, m. 2. Svøbedug, Klud til Barnesvøb. B. Stift og fl. G. N. reifr.
reiva, v. a. (a—a), svøbe, lægge et Barn i Svøb. Jf. linda, kyrva.
Reive (om Uld), s. Røyve.
Reivling, m. Svøbebarn, nyfødt Barn. Nhl. og fl.
Rek (aab. e), n. 1. 1) Omdriven. koma pꜳ Rek: drive løs paa Vandet. (See ellers Rekje, n.). — 2) en svag Bør, Vind som kun driver Fartøiet sagte fremad. S. reka.
Rek, n. 2. et Lag Korn paa Logulvet (= Berja). Jæd. (Jf. Talemaaden: reka eit Lag).
reka (aab. e), v. n. og a. (rek; rak; rokje), at drive. Inf. hedder ogsaa ræka, raka (Namd.), rꜳkꜳ (Ørk.). G. N. reka. Sv. vräka. Imperf. ogsaa rok, med aab. o (Nordre Berg. og fl.) og rek, ee (Shl.). Supinum: rokje, aab. o (i mange Dial.), rekje (Søndre Berg. og fl.), ikje (aab. i) og rike (Sogn). G. N. rekit. — Betydning. 1) v. n. drive, flyde afsted, følge Strømmen eller Vinden; om noget som ligger paa Vandet. Alm. (Jf. Rak). reka av: drives bort af Strøm eller Vind. reka til Lands: drive til Land, til Strandbredden. — 2) vanke, flakke, tumle omkring. (Heraf rokjen: bereist). Ofte med foragtelig Betydning: drive om, gaae ørkesløs, rende omkring efter ingen Ting. (Jf. rakla, ralla, rangla). — 3) blive vraget eller forsømt, henslænges fra et Sted til et andet, uden at blive benyttet. (S. rekast). Dæ lꜳg dær ꜳ rok i Kræ’nꜳ (ɔ: Vraaerne). Nordre Berg. Lat ikje Bøk’enna liggja so ꜳ reka. Nhl. og fl. — 4) v. a. bringe afsted, skaffe bort, faae af Veien. Dei tok ꜳ rak Vi’en frꜳ Dyr’i (ɔ: kastede Veden fra Døren). Sogn. „reka Klyvja“: transportere noget i Kløv. Sogn. (G. N. reka hross með klyfjum). „reka eit Lag“: skille Halmen fra det aftærskede Korn og kaste den ud af Loen. (Sammesteds). „reke ned Mat’en“: drikke lidt til Maden, for at den skal glide ned. Sdm. — 5) drive (f. Ex. en Nagle); slaae, støde. reka ein Kniv upp-i Skapt’e: skjæfte en Kniv. (Nhl.). Han let seg ikje reka: han lod sig ikke drive; d. e. han gav ikke efter, han blev fast ved sin Paastand. Nhl. I Hard. ogsaa: jage, fordrive; f. Ex. reka Bjødn’: gjøre Jagt paa Bjørnen. (G. N. reka). — 6) fælde Haaret, gjøre Haarskifte; om Dyrene. Mere alm. Hesten hev ikje rekje endꜳ. Jf. Hꜳrrekje. Ogsaa om Mennesker: „reka Hꜳr’e“: miste en Deel af Haaret.
Reka (aab. e), f. en Skovl, Skuffel. Alm. men hedder ogsaa Reku (Tell.), Ruku (Ørk.), Roko (Namd. Hedemarken).
Rekakjøla, f. en svag Bør, et Vindpust. I Tr. Stift: Rækakjøl’.
rekande, adj. drivende, flydende paa Vandet; ogsaa flakkende, omstreifende (især foragteligt).
rekast, v. n. rekst; rakst; rokjest), blive henslængt fra et Sted til et andet; ogsaa henligge ubenyttet eller uden Tilsyn. Meget brugl. i B. Stift. (Imperf. tildeels rokst). Ellers reka, slengja, rekast i Kræ’na (el. Kræ’nꜳ): ligge henslængt i Vraaerne. Brev’a lꜳg ꜳ røkst pꜳ Golva (Sdm.): Papireerne laae skjødesløst henkastede paa Gulvet.
Rekekjepp, m. Stok som er opdreven paa Strandbredden. Ogsaa en Dagdriver, ørkesløs, omflakkende Person.
Reking, f. Omdriven; s. reka.
Rekje, n. Driven, Flyden. (Atterekje). Sjelden eenligt. „kome pꜳ Rekje“: drive løs, flyde bort. (Nordre Berg.). Ligesaa „liggja pꜳ Rekje“ (hvor det maaskee kan ansees som et gammelt Dativ af Rek). Jf. Hꜳrrekje.
Rekjede, n. et forvildet, omflakkende Dyr. Sdm. (sjelden).
rekjen, part. dreven. S. rokjen.
rekka, v. n. rekk’; rakk; rokkje) at række til. I Søndre Berg. og Kr. Stift har det en anden Form, nemlig: røkkja, Pr. røkk’e, Imperf. rokk. I Sdm. hedder det rekke, men Imperf. rokk. (Jf. rekkja). — Betydning. 1) række, naae, strække sig til et vist Punkt. rekke upp: naae op. rekk’ ihop: naae sammen. „D’æ so mykje dæ rekk ihop“, siges om et Aars Afgrøde, naar den bliver tilstrækkelig til næste Høst eller til den Tid, da man faaer et nyt Forraad at tage af. (Meningen er altsaa: det ene naaer sammen med det andet). — 2) strække til, blive nok; ogsaa vedvare. Dæ rokk ꜳt alle ihop: det ble nok for Alle. Dæ rekke’ til: der bliver altid nok, det vil ikke mangle paa den Ting; ogsaa: der vil længe nok gives Leilighed, det vil vare længe nok. Meget brugl. i B. Stift. — 3) opnaae
