et vist Formaal, komme til, blive færdig med. røkkja heim: naae Hjemmet. (Voss og fl.). rekke fram te Natt’en: komme frem til Natten. (Gbr.). Eg vilde gjort dæ nꜳr eg hadde rokkje sꜳ mykje. Brugl. i de sydlige Egne til Sogn og Gbr.
rekkja, v. n. (e—te), gaae noget langsomt, spadsere, skride frem, især flokkeviis. Oftest om Kvægets Gang til Udmarkerne og derfra tilbage. Meget brugl. i Søndre Berg. Tell. Hall. og Gbr. (Jf. ræsa). Heraf Rekstr.
rekkja, v. a. (rekkje, rakte, rakt), 1) række, udstrække; især i Vidden. (Imperf. ogs. rekte). rekkje Skinn: tilberede Skind ved at strække og skrabe dem med et Jern. rekkje Jarn: udhamre Jernet. rekkje ut ein Krok: bøie eller aabne en Krog, saa at den bliver lige. See rakna. — 2) opløse, opslide, udtrække Traaden i strikket eller vævet Tøi. „rekkje upp Spyt’e“: opløse noget som man har strikket, for at gjøre det om igjen. Ligesaa: „rekkje upp-atte Væven“. (Isl. rekja). — 3) spore, støve, følge Sporene efter et Dyr. Dei ha rakt Vegjen ett’an. Hunden gjeng ꜳ rekkje Veganne. (G. N. rekja). I Ørk. betyder det ogsaa: opspore, indhente paa Sporet; til Ex. Dæm ha rakt ein Bjønn. — En egen Betydning har dette Ord i Talemaaden: „rekkje heim-atte“, ɔ: skikke tilbage, afvise noget som man ikke anseer dueligt. Sdm. Ørk. og fl. (Skulde maaskee rettere hedde reka). Derimod bruges det ikke i Betydningen: overrække, levere. See retta.
Rekkja, f. 1) et Følge, en fremskridende Flok; især af Kvæg. Gbr. og fl. — 2) en Sti eller Vei for Kvæget; det samme som Rekstr og Rꜳk. Sogn. — 3) Rækværk ved en Trappe. Rbg. Gbr. Nogle Steder ogsaa en Række eller List paa Væggen, hvori Fade og Bordtøi hensættes.
rekkjast, v. n. strækkes ud (f. Ex. om en Krog); opslides, opløses (= rakna). „rekkjes mæ sæg“, ɔ: komme sig efter en Besvimelse. Indr. (I Ørk. raknas mæ se). Jf. rꜳde.
Rekkjespade, m. og Rekkjejarn, n. et Redskab til at strække Læder med.
Rekkjing, f. Gang, Spadsering; Strækning; Opslidelse etc. see rekkja.
Rekling, m. Helleflynder, som er skaaren i Strimler og tørret. G. N. riklingr. (De Strimler, som dannes af Udkanten eller Finnerødderne, kaldes Rav).
rekna (ee), v. a. (a—a), 1) regne, gjøre Regninger. Hedder paa enkelte Steder: reikna. G. N. reikna. 2) beregne, overslaae; ogsaa tælle, regne efter, især Tiden eller Dagene. 3) medregne, tage med; ogsaa paaregne med Smaalighed, lægge megen Vægt paa de Tjenester, som man har viist. Eg vil ikje rekne pꜳ dæ: jeg vil ikke ansee det som nogen Opoffrelse fra min Side.
reknande, adj. værdt at medregne.
Reknebok, f. Regnebog.
Reknekunst(r), m. Regnekunst.
Rekneskap (Rek’nskap), m. Regnskab.
Rekning, f. 1) en Regning, Fortegnelse over Tilgodehavende m. m. 2) Beregning; ogs. Regnekunst. 3) en smaalig Efterregning af udviste Tjenester.
Rekspon, m. en liden Laage eller Slaa som kan skydes ind og trækkes tilbage (see Skotloka). Nordre Berg. Oftest Rekspo.
rekst, s. rekast.
rekstafør, adj. rask til at gaae; istand til at gaae lange Veie, især til udmarken eller Græsgangene; om Køer.
Rekstahold, f. Førlighed eller Styrke til at gaae lange Veie; det at en Ko er godt istand til at søge Græsgangene. Jæd. (Af. Rekstr).
Rekstr (Rekst’er), m. 1) Gang, Vandring, Omflakken. Tildeels i B. Stift. I Sammensætning: Reksta; saaledes Rekstabikkja, f. en omflakkende Hund. Jf. reka og rekkja. — 2) Sti, Gangsti, især om de Veie i Udmarken, hvorpaa Kvæget gaaer til Græsgangene og derfra tilbage. Shl. Jæd. Ørk. Helg. og fl. Hedder ellers: Rekkja (Nhl.), Rꜳk (Ørk. Gbr. Nhl.), Rꜳs (Nordre Berg.) Rꜳst (Hall.). G. N. rekstr.
Rekstra, f. et ungt Træ, en Stang, Spire, smal Stamme. Helg. Namd. Indr. I Yttre-Sogn hedder det Reste. (I Nordre Berg. Skꜳte). Med Hensyn til Afledningen har det Lighed med det foranførte Rꜳsafure og Rꜳsabjørk.
rektig, s. rettug.
Rekvid (Reke-ve), m. Drivved, Træ som drives op paa Strandbredderne. Jf. Rakavar og Ratvꜳr.
rela (ee), v. a. (a—a), vride, forvride et Ledemod. Helg. (Ellers rengja, vikla, brigde og fl.). Jf. G. N. riðla, bringe aflave.
Reling, f. Forvridning.
Rel-or, pl. n. fordum: en Formular eller nogle Ord, som man læste naar man skulde læge en Forvridning. Helg. „lesa Reloran“. (I Sdm. lese i Brigde).
