Relsje, Reltle, s. Reidsla.
relsjelast (med den egne Udtale for tl og sl), komme sig, begynde at blive frisk. Sdm. Maaskee for rettleidast.
Rem (Fjel, Spile), s. Rim.
Rem, f. Jordryg, Vold, Banke. (Helg.). S. Rim og Rime.
Remb, m. Udrækning, Strækning af Lemmerne. S. følg.
remba (ræmbe), v. a. (e—de), strække Lemmerne. rembe seg: strække sig uvilkaarligt eller af en naturlig Trang, især efterat man har ligget eller siddet længe; saaledes ogsaa om Dyrene, f. Ex. Hunden. Meget brugl. i B. Stift, ogsaa i Gbr. Nogle Steder: ræme seg (Tell. Helg.). Heraf Rembing, f.
rembe, adv. trangt, vanskeligt; om en Gjennemgang. Meldalen. (See drembe). — Isl. remba, anstrenge sig.
Remberid, f. et Angreb af Sygdom; f. Ex. Bugvrid. Sdm. Jf. Drembe.
remje, s. ræmja. remne, s. rivna.
Remsa, f. en Strimmel, et langt og smalt Stykke, f. Ex. af Skind. B. Stift, Gbr. I Rbg.: Rimse (Jf. Reim).
rena (ee), v. n. (a—a), dovne, tabe sin Smag eller Kraft; f. Ex. om Øl som staaer i et aabent Kar. Nordre Berg. Sdm. (G. N. réna, aftage). Hertil rena, adj. dovnet, smagløst, for gammelt. Rening, f. Svækkelse, det at noget dovner bort ved Uddunstning.
Rend, Render; s. Rꜳnd.
rend, part. (af renna): udgydt; støbt; oplagt (om en Væv); øget i Breden (om Klæder).
renda (rænde), v. a. (a—a), sætte Striber i; væve med Striber. Af Rꜳnd.
renda, adj. stribet, vævet med Striber. Hertil svartrenda, blꜳrenda o. s. v. „renda mæ Væft’a“: stribet paatværs, vævet med Islæt af forskjellige Farver. Derimod: „renda mæ Varp’e“, naar Striberne dannes af Rendegarnet.
Rending, f. Vævning med Striber.
rendut (rendette), adj. stribet. „Rendettehuꜳ“ (i Sdm.): den stribede Hue, som er Pigernes Hoveddragt; modsat „Svartehuꜳ“.
Reng og Renger, s. Rꜳng.
rengd, part. vrænget; forvredet.
rengja (rængje), v. a. (e—de), 1) vrænge, vende Vrangsiden ud; f. Ex. paa Klæder. Sogn og fl. (Af rang). Ellers snu. — 2) vride, sætte skjævt, tvinge noget ud af sin rette Stilling. Mere alm. — rengje seg: vride sig til Siden. rengje upp eit Lꜳs: oplukke ved Vridning eller Bryden; bryde op. — 3) forvride et Lem eller Led. Jæd. (Ellers kjeika, vikla, brigde, rela). Isl. rengja, gjøre krum. — rengje Augunne: vrænge Øinene, see skjævt eller med Uvillie til noget.
rengjast, v. n. trætte, kives, begynde en Strid. Jæd. — Jf. rangla.
Rengjing, f. Vrængning, Vridning.
Rengsla (Rængsle), f. en vrænget eller vreden Stilling. — stꜳ i Rengsle: staae spændt eller bøiet af en voldsom Paatrykning; f. Ex. om en Dør.
Renn, n. Renden, hurtigt Løb. I eit einaste Renn: i eet Træk, uden nogen Standsning.
renna, v. n. (renn’; rann; ronne), at rinde. I Gbr. og Tr. Stift hedder Inf. tildeels: rinne. (Sv. rinna. G. N. renna). Paa samme Steder hedder Præs. rinn, og Supin. runne. — Betydninger. 1) rinde, flyde; f. Ex. om Vand. Nogle Steder (Tell.) ogsaa om tørre Sager, f. Ex. Korn, i samme Betydning som „rynja“. renne ned: flyde ned, spildes. renne utyve: flyde over Bredderne. — 2) dryppe, spilde, være læk; om Kar, ogsaa om Baade. Sꜳen va so gisen, at han rann som ein Sil. — 3) smelte, blive flydende, rinde som en Vædske; f. Ex. om Tin, Bly o. s. v. Salt’e renn upp: Saltet smelter, opløses. — 4) glide, skyde afsted, f. Ex. paa Isen. Han rann stad: han gled og faldt. (Sdm. og fl.). Naar det betegner en frivillig Gliden, har det sædvanlig Formerne: renne og rende (see følgende). — 5) om Solen: rinde, komme op. Mæ same Sol’a rann: just da Solen kom op. Hertil Solrenning. (Jf. ovra, spretta). — 6) skyde op, voxe hurtigt; om Skov og Væxter, især om de unge Skud eller Spirer. Jf. Rune, Runn, Runne. Ellers ogsaa om en kjendelig Bevægelse eller Forandring. Saaledes: „renn’ atte“, og renn’ ihop“: lukkes, slutte sig sammen. I Romsd. siges ogsaa „Dæ rann ’ti han“, ɔ: Vreden betog ham, hans Blod kom i Kog.
renna, v. a. (e—de), 1) rende, udgyde, lade rinde, f. Ex. i et Kar. (G. N. renna). renne Vatn pꜳ Tunna. renne ’ti seg: bælge i sig, fylde sig. — 2) smelte, støbe. renne Bly: smelte Bly. renne Knappar: støbe Knapper. D’æ so fint som dæ vore rent, ɔ: saa net og jævnt som om det var støbt. — 3) drive, støde, skyde afsted. Dæ va so ein hade rent Kniven ti, ɔ: som om man havde stukket en Kniv deri. (N. Berg.). Hertil: „renne seg“, ɔ: skride, glide paa
