Snee eller Iis (= aka, løypa, skreia). Nordre Berg. og nordenfjelds. (Isl. renna sér). — 4) rende Garn, gjøre Oplag til en Væv. — 5) udvide, øge et Klædningsstykke i Breden ved at indsætte et nyt Stykke. (Jf. skjøyta, som betyder en Forøgelse i Længden). — 6) v. n. rende, løbe, fare afsted; især om Fiskens Fremskriden i Vandet, ellers ogsaa om Dyr og Mennesker med Begreb af en gjentaget eller vedvarende Løben. Dei rende ett’ an: de sprang efter ham. Han hadde rent unda (løbet bort). renne ’ti: løbe til og tage fat paa. (N. Berg.). renne pꜳ Kjelkje: skride paa Kjælke (= renna seg). renne Rauv’a si: forløbe sig, vove for meget og derfor lide et anseeligt Tab. Sdm. og fl.
Renna, f. en Rende; Vand-Rende. (Jf. Tro, Lekju, Slok). Ogsaa en Fordybning i Grunden, en Kanal.
rennande, adj. 1) rindende, flydende. (Forskjelligt fra fljotande). 2) rendende, løbende. Mest som Adverb; f. Ex. Dei kom rennande.
Rennarbakkje, s. Rennebakkje.
rennast, v. n. (est, — dest), røres, bevæges til Mildhed, ynkes; ogsaa fatte sig, forsones, angre sin Hidsighed. Nordre Berg. Han hadde renst: han var kommen i en mild Stemning, hans bedre Følelse havde seiret. Han va strid’ i Fystningjenne, men sida rendest han.
Rennebakkje, m. Bakke hvori man skrider paa Kjælke eller paa Skier. Ogsaa kaldet Rennarbakkje. Ligesaa Rennarplass, m. (Nordenfjelds).
Rennebumb, m. Rendebom, Ramme at oplægge Væv paa.
Rennedriv (aab. i), n. stærkt Sneefog. Ogsaa Rennefok (aab. o), n.
Rennefør, f. Føre for Kjælke og Skier. Ogs. Rennarføre, n.
Rennega(r)n, n. Rendegarn (= Varp).
Rennel, m. en Tridse, et lidet Hjul. Sjelden. Jf. Snelderennel.
Rennelykkja, f. Rendesnare, Rendeknude. Jf. Ꜳtrenne.
Rennemjølk, f. tynd Mælk, som ikke løber sammen.
Renneskjei(d), n. Rendebane; et langt Stykke til at løbe. Tell.
Rennestein, m. Rendesteen.
Rennesykja, f. stærk Diarrhee. Oftere: Renneskita (aab. i), f. (Anstødeligt).
Renning, f. 1) Rinden, Flyden, flydende Tilstand. 2) Smeltning, Støbning; f. Ex. „Knapperenning“. 3) Gliden, Skriden paa Iis eller Snee. 4) Renden, Løben, Omstreifning. 5) et tilsyet Stykke paa klæder, en Forøgelse i Breden. Jf. Skjøyt. — Egen Betydning i Solrenning.
Renning, m. et ungt Træ, et Skud, en rank og tynd Spire, især af de mindre Træer, som Hæg, Rogn, Hassel og fl. (Heggjerenning. Seljerenning). Nordre Berg. og fl. Hedder ogsaa: Rynning (Søndre Berg. Tell.), Runne (Jæd. Rbg.), Rꜳnꜳ (Ørk.).
Rensel, m. 1) Skræppe, Randsel. (Tildeels i Tr. Stift). 2) en Skindbælg, Kornpose (= Hit). Ørk.
renske, s. reinska.
Rensl (Ræns’el), n. 1) Renden, Løben; især Fiskens Fremskriden i Vandet. 2) Strøg, Pas, hvor noget løber igjennem; især om de Strøg i Vandet, hvor Fisken pleier at skride frem. 3) Rivning, Smerte i Legemet; et Slags Gigt. Mest i Forbindelsen „Riv ꜳ Rensl“. Ellers Riving, Flageverk, Flog.
Rensla (Rænsle), f. 1) idelig Løben og Renden. 2) Støbning. (Sjelden). 3) Løb, Sted hvor noget løber; især om en Bakke, hvorover man nedstyrter Ved og Tømmer. Hall. og fl. (= Laup, Løypa).
renta, v. a. betale Renter; undertiden ogsaa: laane med Betingelse af Renter. „renta seg“: forrente sig, lønne sig.
Rente, f. Rente. (Nyere Ord).
Repp, m. 1. et Bygdelag, en Kreds eller Række af Gaarde. Hall. Valders; ogsaa i Ndm. og flere Steder. (Isl. hreppr).
Repp, m. 2. en kort Sygdom, et Angreb af en eller anden Svaghed. Sdm. (I svenske Dial. repp, Tid, Stund).
Rer (ee), n. see Ride.
Res, s. Ris. — Rese, s. Rise.
resenera, dømme (ræsonnere).
resleie, s. rettleide.
ress, hvis, dersom; f. Ex. ress du inkje læt’e dæ vera. Valders. Andre Steder: „dærso“, og rettere: „ærso“, ɔ: er det saa at.
Rest, m. Rest; Overskud.
resta, v. n. reste, staae tilbage; ogsaa feile, fattes. I Nordre Berg. har det Formerne: rest’e; rast; roste; — og forbindes ofte med Dativ; f. Ex. Kva so rest’e Gut’a: hvad er det som fattes Drengen? — Er ellers et nyere Ord, som synes at være forvexlet med bresta.
Reste, f. Stammen af et ungt Træ (= Rekstra). Yttre-Sogn. Jf. Skꜳte.
rete, s. rita. Retla, s. Reidsla.
Rett (ee), m. 1. 1) Ret, Rigtighed. G. N. réttr. Ogsaa Erstatning, Godtgjø-
