relse. ( Søndenfjelds). Han fekk Rett for dæ. S. Lika. (I Sammensætning tildeels: Retta; s. Rettabot). — 2) Rettighed, retlig Adkomst til noget. „hava Rett til“. Ogsaa retlig Bestemmelse eller Vedtægt. D’æ same Retten fyr’ alle. Dæ bit’ ikje Rett pꜳ han: man faaer aldrig Ret med ham. — 3) Ret, Domstol. koma fyre Rett’en. „sitja Retten“: sidde i eller være Medlem af en Ret. (Talemaaden „te-rettes“ henføres til: rett, adj.).
Rett (ee), m. 2. (Fl. Rette, r), en Ret Mad, Maaltid eller Portion af et Slags Mad. „reidde Retter“: tillavede Retter, et vel besat Bord.
rett (ee), adj. 1) ret, lige, opreist. Kun i nogle faa Tilfælde, saasom „stꜳ rett’e“, ɔ: staae opret eller lige, uden at bøie sig. halde rett’e Bꜳten: holde Baaden opret (nemlig naar man trækker den paa Land). Berg. Stift. — 2) retvendt, som vender den rette Side til Modsat rang. — 3) ret, rigtig, ikke falsk eller forvexlet. G. N. réttr. Nꜳr rett skulde vera: naar det skulde være rigtigt. Pꜳ rette Maaten: paa rette Maade; ogsaa ret dygtigt, tilgavns. ’Ta rette Slagj’e: af det rette Slags. Dæ va rette Karen: det var den rette Karl; ofte med et Slags Spot, omtrent som: det var en fed Karl. „Mæ rettꜳ“: medrette; ogsaa: rettest, helst, egentlig. Eg skulde mæ rettꜳ gjort dæ: jeg burde egentlig have gjort det, der var vistnok rettest at gjøre det. Nordre Berg. og fl. (Egentl. med retto). „Til rettes“: tilrette. leggje te rettes: lægge tilrette, i sin rette Orden. hjelpe te rettes: hjælpe til, være behjælpelig. koma te rettes mæ: komme tilrette med. — Disse Talemaader kunde ogsaa henføres til Rett, m. (eller et afledet Rette, n.), men synes dog snarest at høre til Adjektivet. Lignende Forbindelser ere: te vondes, te godes, te halves.
rett, adv. 1) ret, rigtigt, paa rette Maade. Ved Kristiania har det ogsaa Betydningen: lige, i lige Retning; f. Ex. rett fram, rett ne(d). Andre Steder: beint. — 2) nøie, tilfulde. Eg veit ikje rett kor stort dæ var. Ogsaa: just, netop. „rett so“: netop saaledes. I B. Stift: ritt (aab. i), f. Ex. „ja ritt han“, ɔ: ja netop han. — 3) nok, vel, vistnok. (I B. Stift: ritt, med aab. i). Dæ var rett sant: det var nok sandt. Han var rett komen. Eg tenkje ritt da: jeg troer nok det; det er nok Tilfældet. (Nhl.). Jf. „a“ og „nog“.
retta (ee), v. a. 1. (a—a), 1) rette, gjøre rigtigt, forbedre. retta seg: udjævnes, blive rigtigt. — 2) veilede, hjælpe, bringe paa ret Vei. „retta seg ette“, ɔ: rette sig efter, holde sig til, lide paa. — 3) i Betydningen: henrette. (G. N. rétta).
retta (ee), v. a. 2. (e—e), 1) række, udstrække. (G. N. rétta). rette seg: strække sig, udstrække Lemmerne. Han rette upp Hand’a: han rakte Haanden op. Han gjekk ꜳ rette ut-or seg Tunga (rakte Tungen ud). Meget udbredt (B. Stift, Tell. Gbr. og fl.). — 2) overrække, levere, give med Haanden. Han kom ꜳ rette meg dæ. (Sjeldnere).
Retta, f. den rette Side, den Side som skal vendes ud (paa Tøi eller Klæder). Modsat Rꜳnga.
Rettabot, f. Forbedring, Afhjælpelse af en Mangel eller Uorden. Nordre Berg. Ogsaa kaldet Rettabøte, n. „Me klaga fyre dæ oftꜳ, men me fekk ikje noke Rettabøte pꜳ di“.
Rettaløyse, s. Rettløysa.
rettande, adj. som man kan rette.
rettast, v. n. rette sig, blive rigtigere eller bedre. Hedder ogsaa: retta seg.
Retteforeldre, n. pl. rette eller virkelige Forældre; i Modsætning til Stifforældre. Saaledes ogsaa Rettefar, m. og Rettemor, f.
Rettehand(a), f. den høire Haand. (Modsat Rangehanda). Mest i Tiltale til Børn, da det ogsaa hedder Fagrehand’a og Snildehand’a.
rettelege, adv. 1) rigtigt, ganske, tilfulde. Dæ va ’kje rettele’ so helder: ikke ganske saaledes heller. 2) ret meget, særdeles, i høi Grad. „rettele’ væl“: meget vel, ret godt. rettele’ snild ꜳ skikkeleg’e: særdeles brav og skikkelig. Han arbeidde ꜳ stræva rettelege. Meget brugl. i Nordre Berg. Sdm. Ndm. og Ørk.
Rettelse, n. 1) Rettelse, Berigtigelse. 2) Rettesnor, noget at rette sig efter.
rettenkt, adj. retsindig, fornuftig.
Rettesyskjen, n. pl. Heelsøskende, Børn af samme Fader og Moder. Saaledes ogsaa Rettebror, m. og Rettesyster, f. (Modsat Halvsyskjen).
rettfærleg, adj. retskaffen, retviis. (Bedre rettfør).
Retting, f. 1) Rettelse. 2) Udstrækning.
rettkomen (aab. o), adj. forhvervet med Ret, tilkommen paa en rigtig Maade.
rettlaus, adj. ufornuftig, som man ikke kan komme tilrette med, eller som ikke agter nogen Ret. I Nordre Berg. hedder det: rettalaus’e.
rettleide (retleia), v. a. (e—de), veilede,
