bringe paa ret Vei; understøtte, hjælpe til rette; ogsaa bringe i Orden, faae Rede paa. Alm., dog mest brugeligt i B. og Kr. Stift. I Tell. hedder det: resleie (ved Overgangen af tl til sl). Det foranførte „relsjelast“ (blive frisk) hører maaskee ogsaa hertil.
Rettleiding, f. Veiledning, Hjælp, Bistand; ogsaa Ordning, Afgjørelse. I Sogn bruges Rettleiinga, pl. Sysler, Forretninger.
Rettløysa, f. Ufornuft, Uforbederlighed, Ligegyldighed for al Ret. I Nordre Berg.: Rettaløyse.
rettna, v. n. jævnes, udjævne sig.
rett-no, adv. snart, nu strax.
rettsinna, adj. retsindig.
rettsluttig, adj. fornuftig, billig, retskaffen, god at komme tilrette med. B. og Kr. Stift. I Tr. Stift: rettslutt.
rett-so, netop saaledes. I B. Stift hedder det ofte „risso“ og bruges som Udtryk af Forundring eller Overraskelse.
rettsøles, adv. med Solen, efter Solens Gang, d. e. til Høire; altsaa fremad eller opad fra venstre Side og tilbage til høire. Almindeligt, men hedder ogsaa: rettsølt (Jæd.), rettsæles (Helg.) og rettseles, med ee (B. Stift). G. N. réttsælis. Modsat rangsøles.
rettug, adj. rigtig. Hall. Gbr. — Ellers oftest i Formen rektig (som er unorsk). Man siger ogsaa Rektigheit, om Rettigheder eller Indkomster.
rettviljug, adj. som vil det rette. Sjeld.
retvis (ii), adj. retviis; ogsaa nem til at finde det rette. Sjelden.
Rev (aab. e), m. en Ræv (Dyr). I B. Stift hedder det Røv (aab. ø), og ligesaa i Gbr. og paa Helg. Søndenfjelds ogsaa Ræv. G. N. refr. Uegentlig om en listig, snedig Person.
Rev (ee), s. Riv. — Reva, s. Riva.
Reva (aab. e), f. en Hun-Ræv. I B. Stift: Røva, Røve (aab. ø). Ogs. Revtik.
reva (aab. e), v. n. skrige, klynke, (Saaledes som Rævene i Parringstiden). I B. Stift røva.
Revbjella, f. en Urt med store røde Blomster; Fingerbølle (Digitalis purpurea). B. Stift. Hedder ellers Røvabjølla (Hard. Jæd.), Røvhanskje (Sfj.), Røveleike (Sdm.); Fingregull (Romsdalen).
Reveglefs, f. Rævesax.
Revekake, f. Rævekager, Gift for Ræve.
Reveleika, f. s. Revbjella.
Reverensa, f. en lang Opregnelse, en Række af Titler eller Tillægsord o. s. v. Egentlig Artighed, Komplimenter. (Fremmedt Ord).
Reverumpa, f. Rævehale.
Revol (ee), s. Rivol.
Revskinn (Røvskinn), n. Ræveskind.
Revtik, f. Hun-Ræv. Tr. Stift.
Rev-ungje, m. Ræveunge.
Ri, stribet Ved; s. Rir.
Ri (Stund), s. Rid. ri, v. n. s. ride.
ria (for rida), v. a. (ri; rei; rie), vride, omdreie. „ria ei Via“: vride en Vidiekvist, gjøre en Vidie. Hard. Shl. Nhl. I Tell. vrie. (Andre Steder forekommer vri og bri om at læmpe eller forandre noget). Sv. vrida. Jf. G. N. ríða, at knytte. Ellers vinda, snara og snu.
Ribba, f. Ribbenene tilligemed Kjødet, en Side, især af Sviin. See Riv.
ribbe, v. a. (a—a), plukke, pille Fjædrene af Fugle. Ag. Stift. Jf. nappa.
Ribbe, n. Jordryg, Vold. (Rbg.). See Rabb.
Rid (aab. i), n. 1) en Forhøining, det høieste Punkt af en Vold eller Bakke, Tell. og fl. (nogle St. Re). Ellers Ris. — 2) det at noget hviler i Midten og ikke med Enderne. „Stokkjen ligg pꜳ Ri’“ (naar nemlig Underlaget er for høit i Midten). I Sdm. hedder det: „pꜳ Rei“. (Jf. reie). I Hard. undertiden „pꜳ Ridvꜳngo“. Da ligg’u pꜳ Ridvꜳngo. S. ride.
Rid (ii), f. 1) en Stund, en kort Tid. Næsten alm. (mest i Formen Ri) og meget brugeligt. (G. N. hríð, ríð). Ei lita Ri: en liden Stund, f. Ex. en halv Times Tid. Ei go’ Ri: en temmelig lang Stund. Hertil: riomte, ɔ: af og til, en og anden Stund. Gbr. — 2) et Uveir, nogle Dage med Snee og Kulde. Jf. Urid, Rykk, Orykk. — Ogsaa et Sneelag. Ei Snørid. — 3) et Angreb af en Sygdom, en Stund hvori Sygdommen eller Smerten indfalder stærkere end ellers; saaledes f. Ex. om de enkelte Anfald af Fødselssmerterne. (Jf. Ljosrid, Masarid). Meget udbredt, ligesom det eenstydige „Flaga“, hvilket dog anvendes paa flere forskjellige Tilfælde. (G. N. hríð, Kamp, Dyst). Lignende Overgang i Betydningen have: Rykk, Tak, Beite, Bolk, Æling.
Riddar (og Ridd’er), m. Ridder. Riddarskap, n. Ridderværdighed.
ride (ria), v. n. (rid’; reid; ride, aab. i), 1) ride, sidde tilhest. (Mest alm.: rie; ri, rei, ree). G. N. ríða. — 2) hvile i Midten og ikke med Enderne,
