Side:Ordbog over det norske Folkesprog1.pdf/396

Denne siden er korrekturlest

ligge paa et Underlag som er forhøit i Midten. Stokkjen ligg’ ꜳ ri’ (vakler, duver). Bꜳten ri’ pꜳ ein Stein. Heraf Rid, n. — „ri’ over“: falde over til den anden Side. (Jf. risa yve). I spottende Tale betyder „rie“ ogsaa beligge. — Et andet „ride“ (at vride) findes kun i de Dialekter, som mangle d i Enden af Ordene (s. ria).

Ride (aab. i), m. 1. et Baand eller en knyttet Traad omkring en Haspe (til at forebygge Sammenvikling). Sdm. (Af G. N. ríða, ɔ: binde, knytte).

Ride (aab. i), m. 2. en liden Stok eller Valse til at binde Fiskergarn paa; en Model hvorpaa Maskernes Størrelse afpasses. Nordre Berg. Sdm.; ogsaa Helg. i Formen Ree; i Nhl.: Riel; andre St. Riv. G. N. riðill (af samme Rod som det forrige).

Ride (aab. i), n. 3. Kjønslem paa Hestene. Nordre Berg. Nogle Steder Ree. Ellers: Rer (ee), n. (Helg. Shl. og fl.), (Indr.), og Re, n. (mange St.). De sidste Former synes at forudsætte: Redr, n. (G. N. hreðjar).

riden (aab. i), part. reden eller tæmmet til at ride paa, om en Hest.

ri(d)heil, adj. lidt skranten, kun frisk til enkelte Tider. Ndm. (riheil).

Riding (Ri’ing), f. Riden; Ridt.

Ridstall (aab. i), m. Hjortenes Legeplads eller de Steder hvor de parres. Nordre Berg.

Ridtꜳtt (aab. i), m. den Feil ved et Toug, at den ene Snor (Taatt) er bleven slappere enn de andre, formedelst en Ujævnhed eller Kurre paa Traaden. Nordre Berg. Forklares af Nogle som „Rivtꜳtt“, men udtales Ritꜳtt, eller Retꜳtt, og kommer formodentlig af det føromtalte ria (for rida).

Ridvang (Dat. Ridvꜳngo), s. Rid, n.

Riel (for Ridel), m. 1. Model (Kjevle) til Garn. Nhl. See Ride, 2.

Riel, m. 2. krumme Aarer i Træ. Nhl. See Rir og Rikka. — Om et andet Riel see Ril.

rien (for riden), part. vreden, omdreiet. S. ria.

Rifla, f. Riffel (et Slags Gevær).

Rift, f. s. Riva og Rivna.

riga (aab. i), v. n. (a—a), rave, bøie sig til forskjellige Sider; f. Ex. om Græsstraa. Nordre Berg. Gbr. Hall. (tildeels rega). Jf. rigla, rigga, raga. I nordre Sdm. betyder det ogsaa gynge (= reie). Hertil Rigaskjol, n. en Gynge (= Huskeskjol).

rigga, v. a. 1. (a—a), ryste, rokke, faae noget til at rave eller gynge. Nordre Berg. Mꜳ ’kje rigge Bor’e: vogt dig at du ikke ryster Bordet. Jf. rugga.

rigga, v. a. 2. (a—a), 1) forbinde, omvikle med Baand. Sogn. Han va so sꜳr’e pꜳ Foten at han laut rigga ’n. Isl. riga. (Jf. Ang. vrígan, klæde, dække). 2) takle et Fartøi, sætte Rig paa.

rigla, v. n. rokke, staae løst og ravende. B. Stift. Jf. rugla.

rigna, regne; s. regna.

rik, adj. rig. „Ein Rike-Pukje“: en meget rig Mand. (Nordre Berg.). „Eit rikt Tak“, siges i B. Stift om et Tag eller Greb, som er for drøit til at kunne holdes i Længden; f. Ex. naar man stikker Haandspigen for langt ind under en Steen som man vil vælte.

rika (seg), v. a. (a—a), berige sig, samle Rigdom. Søndre Berg.

Rikdom, m. Rigdom.

rikelege, adv. rigelig, i fuldt Maal. I Sdm. ogsaa rikeslege (for rikslega). G. N. ríkulega.

Riking, m. en rig Mand.

rikja, i Betydn. herske; synes at være ubrugl. men forudsættes i ovrikja. Jf. rꜳdrikjen.

Rikje, n. Rige, Stat. G. N. ríki. Sjelden om et Distrikt, som „Futerikje“. — I Sammensætning hedder det Riks (for Rikjes), som Riksgrensa, f. Rigsgrændse. Riksort, f. see Ord. Riksrꜳd, n. Rigsraad, Statsraad. Riksstyr, n. Statsstyrelse; Statsforfatning. Riksvꜳpen, n. Rigsvaabe.

rikka, v. a. (a—a), rokke, røre af Stedet. D’æ ’kje vært te rikke seg ette di. Nordre Berg. (Eg. ridka). Jf. Sv. vricka.

Rikka, f. krumme eller bølgeformige Aarer i Træ, Tværstriber, Hvirvler; Træ som bliver flammet eller spraglet paa Overfladen, naar det poleres. Nordre Berg. Gbr. og fl. (See ellers Rir). Hertil Rikkefjøl, f. Fjel eller Skive af saadant Træ. Rikkeskaft, n. et Skaft af samme.

rikka, adj. tværstribet, flammet, broget. Hertil Rikka-sky, f. Skyer, som adskilles ved smaa blanke Striber, saa at de ligne Ruder eller Masker i Garn. Ørk. Rikkave(d), n. flammet Ved. Ørk.

Rikkebjørk, f. Birk med Hvirvler eller Tværstriber i Veden, særdeles skikket til Polering. Gbr. Sdm. og fl.

rikket, adj. aaret, tværstribet. Ein rikkette Katt: en Kat som er graa med smaa sorte Tværstriber.

riksa, v. n. (a—a), 1) knirke, skrabe,