rasle. Gbr. Ørk. Sdm. og fl. See rikta. — 2) gaae sagte. Meget brugl. i Sdm. Dæ riksa ꜳ græv’e: det gaaer saa taaleligt, man gaaer og sysler som sædvanligt.
rikta, v. n. knirke, hvine, skrabe; f. Ex. om Gjængerne paa en Dør. Ogsaa larme, støie, medføre Uro. Sogn, Hard. Rbg. Tell. Hall. (Nordligere hedder det riksa). Isl. hrikta.
Rikting, f. Knirken, Hvinen; ogsaa Larm, Uro, idelig Gang igjennem Dørene o. s. v. Ellers ogsaa Riksing.
Ril (ii), m. et Slags Dands som opføres af tre Personer. B. Stift. (Nogle Steder: Riel). I Danmark Riel (S. Molbechs Dialekt-Lexikon, p. 446).
Rim (aab. i), f. (Fl. Rima, r), Stang, Lægte, en af de smale Fjele, som danne Spilerne (Ribbenene) i en Grind, saaledes at de paa hver Ende ere indfattede i en Tværstolpe (Okje). Ligesaa om Lægterne i et Gjerde eller Gitter og om Fjelene i Bunden paa en Slæde. B. Stift og fl. G. N. rim (Lovene, II, 122). — Rem, og i Fleertal Remma, betyder paa Helg. ogsaa en høi Banke eller Jordryg; jf. Rime.
Rim (ii), n. 1. 1) Riim, af Frost (= Hela). 2) fiint Sod paa Gryder og Kjedler. Tell. (Ellers Kolhim). Ogsaa G. N. hrím, eller ketilrím.
Rim (ii), n. 2. Riim i Stilen, Vers.
rima, v. a. (a—a), rime, sætte i Vers. rima seg: rimes med hinanden, om Ordene i et Vers. — Rimar, m. Versemager.
rima, v. n. rimes, riimfryse.
rima (aab. i), v. n. (a—a), i Talemaaden „rima inn-yve“, om en Bølge, som styrter ind i Baaden fra Siden. Sdm.
Rime (aab. i), m. en langstrakt Forhøining, Jordryg eller Bjergryg, som strækker sig opad en Fjeldside. Sdm. (sjelden). I lignende Betydning bruges Rem (Ræm) paa Helgeland. G. N. rimi, Bakke. — Jf. Ribbe, Rabb, Rinde.
rimeleg, adj. rimelig; ogsaa maadelig, passende, billig, maadeholden.
rimna, revne; s. rivna.
Rimse, Strimmel; s. Remsa.
rina, v. n. (rin; rein; rine, aab. i), 1) skrige, hvine høit og skarpt; om Sviin og andre Dyr. Meget udbredt (Jæd. Nhl. Sdm. Ørk. Gbr.). I Sogn siges: prina. G. N. hrína. — 2) smerte, stikke, medføre en bitter Fornemmelse. „Dæ rin’ upp-i Nasinne“, om noget som har en yderlig skarp Lugt, ogsaa om en skarp og bitter Smag. Sdm. Dæ rin i Hau’e: det smerter i Hovedet, ligesom et Stik eller en Rivning. Indr. — 3) virke paa, gjøre nogen Virkning eller Forandring: Dæ rein ikje pꜳ dei, kva dei ꜳt, ɔ: de bleve ikke federe hvor meget de end aade. Sdm. Saaledes ogsaa om et Ønske eller en Forbandelse; tildeels transitivt, f. Ex. Obøninne rin’ ikje den so æ oskyldig’e, ɔ: Forbandelser skade ikke den som er uskyldig. Sdm. — G. N. hrína á, hænge ved. Ang. hrínan, røre.
Rinald, m. Knurfisk (Trigla Hirundo). Sogn, Nhl. Shl. Ellers kaldet Rjøt, Hurr og Knurr.
Rinde, m. Jordryg, Banke, Forhøining paa en Bjergside. Sogn, Hard. Tell. og fl. Ellers Rande, Rim, Rabb.
Ring, m. 1) Ring, Kreds, Cirkel. (G. N. hringr). I Ring: rundt, i en Kreds. Jf. Kring og Kringjel. — 2) en Ring af Metal eller Træ; især Finger-Ring. Sylvring, Gullring. — 3) et lidet Kar, et Mælkespand. Ørk. Nogle Steder ogsaa det samme som Ringja.
ring, adj. ringe, daarlig, usel; ubetydelig; ogsaa svag af Helbred, sygelig. Han æ so ring’e mæ Helsenne. (B. Stift). Eit ringt Ꜳr: et knapt Aar med Hensyn til Næringen.
ring, adv. snart, strax, om kort Tid. Meget brugl. i Ørk. f. Ex. Han mꜳ ring kꜳmꜳ no. I Ndm. hedder det ogsaa ringan. (I svenske Dial. ring).
ringa, v. a. (a—a), 1) sætte Ring paa. 2) gjøre rundt, danne som en Ring. ringa ut-or: udskjære et rundt Stykke, skjære rundt. ringa ihop: lægge sammen i en Ring. ringe seg ihop: bøie Enderne mod hinanden, rulle sig sammen; om Dyr. Hertil „ihopringa“, sammenrullet, f. Ex. om Slangerne.
ringa, part. ringformig; sammenbøiet.
ringan, snart; s. ring, adv.
ringast, v. n. forringes. Sjelden.
Ringbein, n. en Feil i Fødderne paa Heste. Heraf ringbeina, adj.
Ringblomstr, m. et Plantenavn; i Ag. Stift tildeels Høgeurt (Hieracium) i B. Stift Volverleie (Arnica).
ringbøygd, adj. bøiet som en Ring.
Ringfeste, n. Fæste eller Heste paa en Ring.
ringja, v. n. (e—de), ringe med en Klokke. G. N. hringja. — ringje saman: ringe tilsammen (da Folket skal gaae i Kirken). ringje inn Jul’a: ringe for Julefesten.
