Ringja, f. et bredt og lavt Trækar til at opsætte Mælk i. (Mjelkeringje). Nordre Berg. og fl. I Tr. Stift tildeels Ring, og i Tell. Ryngje (sjelden). Om de øvrige Navne see Kolla. — I Østerd. betyder Ringe: Mælkespand, Mælkebøtte.
ringla, v. n. (a—a), ringle, klingre, f. Ex. med en Kjæde. Jf. rangla og skrangla.
Ringla, f. Erle (Fugl). Indr.
ringlagd, adj. sammenlagt i en Ring.
Ringlaup, n. Ringrenden.
Ringorm, m. Ringorm, et Slags Udslæt. Ringormgras, n. Soldug (Drosera). Nordre Berg.
Ringstraum, m. Vandhvirvel, Strømning som gaaer rundt. Jf. Ja.
ringt, adj. uselt, lumpent. Dæ va ringt gjort. Jf. klent.
Ringtrast, m. Ringdrossel. (Sjelden). See Sysvorta.
ringut (ringette), adj. ringet, som der er mange Ringe paa; ogsaa: bæltet, som har store Tværstriber af en egen Farve; om Dyr.
ringvaksen, udvoxet i en Kreds.
Ringveg, m. Vei som gaaer i en Ring.
Ringvid, m. 1) Fælgerne eller Kredsen i et Hjul. Ag. Stift (i Formen Ringve) Ellers Hjulring og Laskje. — 2) en slyngende Buskvæxt, Gjedeblad (Lonicera). Nordre Berg. og fl. Ellers kaldet Vivendel, Revol, Bergfletta og fl.
Ringvokstr, m. Hvirvel i Haaret, et Punkt hvorfra Haarene udbrede sig til Siderne. B. Stift. Jf. Kvervel.
ringvoren, adj. daarlig, ogs. sygelig.
ringøygd, adj. ringøiet, som har hvid Ring i Øinene; om Heste.
Rining, f. Skrig, Hvinen; s. rina.
riom-te, see Rid.
Rip (ii), f. Bredden eller den øverste Kant paa Siden af en Baad. B. og Tr. Stift. Inn um Rip’a: ind i Baaden. Jf. Bor og Kjempa.
Rip (ii), n. Stribe, Streg.
ripa, v. n. (a—a), ridse, strible, gjøre Streger med en Od eller Spids. Nordre Berg. Gbr. og fl.
Ripel (aab. i), m. Strimmel; et langt og smalt Jordstykke, Skogaripel. Engripel. (Sogn, Sdm. og fl.).
Ripel (ii), m. 1) Stage, Lægte, en liden Træstamme. Nhl. — 2) den rundagtige Kant, som voxer ud omkring en Rift paa Træerne. Rbg. (= Lunde og Jꜳr).
ripla (ii), v. n. strible, gjøre Ridser eller Streger. Nordre Berg. (Mere brugl. end ripa). Heraf Ripling, f.
Ripmꜳt, n. en Lineal eller Vinkel, hvorefter man gjør Streger i Træ. Sdm. og tildeels i Tr. Stift.
Rips, m. Ribs. See Orbær.
Rir (ii), m. krogede Aarer i Træ, Striber som ligne Bølger eller Hvirvler; flammet Træ (= Rikka). Indr. og fl. Hedder ellers Ri (Helg. Sogn og fl.), Riel (Nhl.) og Rikka, som er før anført. Den egentlige Form synes altsaa at være Ridr, med Betydningen: Vridning, af ria (rida).
Rirrot, f. Birkerod med krogede og kredsformige Aarer. (I Tell. Runnerot).
Rirskaft, m. et Skaft af saadant Træ. Ellers Riskaft (Helg.), Rikkjeskaft (Sdm).
rirvaksen, adj. krumvoxet, med krogede Aarer (om Træ). Paa Helg. hedder det rivoksen.
Ris (aab. i), n. 1) Reisning, Opstaaen. (Sjelden). See Rismꜳl. (G. N. ris). — 2) Høide, Størrelse (Volumen), Optagelse af Rum. Sogn og fl. D’æ ikje stort Ris pꜳ da: det fylder ikke noget stort Rum, det seer ikke ud til at være meget. See Ruv. — 3) en Forhøining, Vold, Jordryg eller Bjergryg som er noget bred og udstrakt; ogsaa det høieste Punkt af en Vold eller Bakke. Meget udbredt og, som det synes, almindeligt; udtales tildeels Res, og i Tr. Stift: Ræs. (Af risa, reis). Eenstydige: Rid, Hov, Høyd.
Ris (ii), n. Riis, Kviste; ogsaa et Riis, en Pidsk. G. N. hrís.
risa, v. n. (ris; reis; rise, aab. i). 1) staae op, reise sig, komme paa Fødderne. Han vann ikje risa: han var ikke istand til at staae op. Meget brugl. i Søndre Berg. og Kr. Stift. G. N. rísa. (Heraf reisa). I Nordre Berg. betyder det kun at reise sig paa Bagbenene, om Dyr; f. Ex. Bjønn’en reis upp ꜳ vilde slꜳ til. — 2) komme sig, komme i Stand, forvinde et Tab eller en Skade. Nordre Berg. Sdm. (Figurlig Brug af det forrige). Han ris ikje ette di so snart: han forvinder ikke det Tab paa nogen kort Tid. D’æ ’kje meir Skaden, eld’ ein ris’e no ette di: det er ikke større Skade end at man snart har oprettet den. — 3) rage frem, staae høit op, kneise; ogsaa see stort ud, optage et stort Rum. Nordre Berg. Gbr. Nhl. Tell. (Jf. Ris og Rise). Dæ ris’e svært detta Hus’e: dette Huus seer meget stort ud, rager
