Side:Ordbog over det norske Folkesprog1.pdf/400

Denne siden er korrekturlest

Forekommer ogs. i Formen Ræv (Indr.) og Røv, aab. ø (Tell.); ellers Rull (Sogn og fl.). Isl. rifr.Riv betyder i Nordre Berg. ogsaa den Model, hvorpaa Maskerne i et Garn knyttes; ellers kaldet: Ride.

Riv (aab. i), n. 1. 1) Rivning, Riven. „Riv ꜳ Slit“: Riven og Sliden; Arbeider som angribe Kroppen og Klæderne. — 2) Smerter, der yttre sig ligesom en Rivning; især Bugvrid, Mavepine. (Sv. ref). „Riv ꜳ Rensl“: Fornemmelser som ligne en Riven og Stikken. — 3) en Rift, en Revne. Sjeldnere.

Riv (aab. i), n. 2. Ribbeen, Sidebeen. (Sideriv). G. N. rif. Sv. ref. — Beslægtet: Ribba. Jf. Rim, Rime, Rabb.

Riv (aab. i), n. 3. en lang Banke eller Grunding i Søen; et Rev. G. N. rif.

riva (ii), v. a. (riv’; reiv; rive, aab. i), 1) rive, slide i Stykker; ogsaa ridse, kradse, f. Ex. paa Huden. G. N. rífa. 2) føre afsted i en Hast, rykke, trække med sig. rive ned: komme til noget saa at det falder ned. 3) v. n. om Smerter, som fare pludselig igjennem Lemmerne. Dæ riv i Armom: det smerter i Armene (ligesom ved en Rivning). Jf. Riv. — Enkelte Talemaader. rive ihop: røre sammen, forvikle. rive stad: vælte noget overende. (N. Berg.). rive ti seg: sluge, æde med Graadighed. — rive veg (vek): rykke bort. rive sundt: sønderrive. rive eit Hus: nedrive et Huus. rive Kjæften: skjende eller skraale meget. (Foragteligt). Dæ riv’e ti: det klarer op, Skyerne adsprede sig lidt. Dæ riv av: det gaaer an, man slaaer sig igjennem. (Tr. Stift).

Riva (ii), f. en Rive, især til at rage Hø med. Jf. Harke og Krafse. (Isl. hrífa). Hertil Rivehovu’, el. Rivehaud, n. Rivehoved. Rivetind, m. Tand i en Rive.

Riva (aab. i), f. 1) Rift, Revne; ogsaa en smal Aabning, f. Ex. imellem Fjelene i en Væg. Ogsaa kaldet Rivja. — 2) et Slags Udslæt, som sædvanlig angriber Børnene i den spædeste Alder. Han æ lꜳk’e ’ta Rivenne. B. Stift.

rivande, adj. 1) rivende. 2) som man kan rive eller faae i Stykker.

Rivar, m. en haardfør Arbeider; ogsaa En som er uvarsom med sine Klæder.

rivast, v. n. rivst, reivst, rivest), brydes, rykkes med hinanden, kjæmpe for Spøg. B. Stift. Ellers dragast og takast.

riven (aab. i), part. reven; splittet; forslidt. (Udtales ogsaa reven og ræven). G. N. rifinn.

Rivenavar, m. en liden Naver, hvormed man borer Hul til smaa Trænagler, f. Ex. Rivetænder.

Riving, f. Rivning, Sliden; Bortrykkelse. I Betydning af Brydning eller Kampleg siges ogsaa Rivsting. Ellers Rivstemne og Rivskap.

Rivja (aab. i), f. Revne, Sprække; Aabning i en Væg. Tildeels i Berg. Stift.

rivna (aab. i), v. n. (a—a), revne, sprække. Hedder mest alm. rimna (remne), og nogle Steder ribna. G. N. rifna. — rimne sund’e: sprække sønder.

Rivna, f. en Revne. (Kun om noget som er revnet, altsaa tildeels forskjelligt fra Riva og Rivja). Lyders ellers som Rimna (Remne) og tildeels Ribna.

ri-voksen, s. rirvaksen.

Rivol, el. Revꜳl, m. Kaprifolium (et Træ). Jæd. — S. Ringvid.

rivsjuk (aab. i), adj. meget kamplysten, som altid vil brydes. Sdm. og fl.

Rivstemna, f. Brydning, Kampleg. Nordre Berg.

rivut (aab. i), adj. fuld af Revner. Ellers: rivette, revꜳt, rævꜳt.

Rjꜳ, m. Kornstør, opsat til Tørring. (Sogn, Vald.). S. Rꜳ.

rjꜳla, v. n. gaae Sagte, især om gamle Folk. Sdm. — Jf. reika, ratla.

rjo(d)a, v. a. (ryd; raud; rode, aab. o), smøre, stryge, besmøre. Søndre Berg. i Formen: rjoa (ry, rau). I Sdm. rjøde (aab. ø) og tildeels rjø, men bruges sjelden og har da sædvanlig svag Flexion (a—a). G. N. rjóða (rýð, rauð).Rjo’lefse (Rjøløfse), Lefser med blanke Striber og Figurer, som dannes derved at de overstryges med en vaad Kvast under Bagningen. En saadan Kvast hedder Kjo’visp, m. og Kjø’vippe, f.

Rjo(d)ing, Rjøding, f. Overstrygning.

Rjome (oo), m. Fløde; især af tyk Mælk. Alm. i Forskjellig Form, nemlig Rjome (Sogn, Nhl. Hard. Sæt.), Rjøme, aab. ø (Nordre Berg.), Ryme (Helg.), Rome (Jæd. Rbg. Tell), Rume og Rjume (Guldbr.), Røme og Rømme (mest ved Byerne). G. N. rjómi. Jf. Fløyte og File. — Hertil: Rjomegraut, m. Flødegrød. Rjomekolla, f. et Fad Tykmælk med Fløden paa. Rjomeskyr,