Side:Ordbog over det norske Folkesprog1.pdf/401

Denne siden er korrekturlest

(aab. y), den fedeste Mælk i Karret, nærmest under Fløden.

rjona, v. n. (a—a), nøle, tøve, blive seent færdig. Sdm. og fl. — rjon’ uppe um Kveldꜳ: gaae og sysle med ubetydelige Ting indtil langt ud paa Natten.

Rjoning, f. Nølen, Langsomhed, Udhaling af Tiden.

Rjot (oo), m. 1) Knurfisk. Nordre Berg. dog sædvanlig i Formen Rjøt (aab. ø). S. Rinald. 2) en vranten Person, en Knurrepotte. Af rjota.

Rjota, f. en aaben Plads i en Skov, et Mellemrum; ogsaa Grønning, Græsplet. Shl. (Jf. G. N. rjóðr). Ellers Glenna.

rjota, v. n. (ryt’; raut; rote, aab. o), 1) falde, glide ud, styrte. Sætersdalen (i Formen rjote). Dæ raut av Slea: det faldt ud af Slæden. Han raut i Ꜳ’næ: han styrtede i Elven. G. N. hrjóta. — 2) knurre, brumme, grynte. Mere alm. Ogsaa: mukke, knurre eller skjende for noget. (Foragteligt). — 3) snorke i Søvnen. I denne Betydning er det mest udbredt og næsten almindeligt, dog med forskjellig Form i Infinitivet, nemlig: rjota (S. Berg.). rjote (Rbg. Tell.), rjøte, aab. ø (N. Berg.), rote (Gbr.), roda (Jæd.), ryte (Tr. Stift). G. N. hrjóta. — Sproget synes desuden at forudsætte et andet „rjota“ med Betydning revne eller løsne, hvoraf roten og røyta.

Rjoting, f. Knurren; Snorken.

rjuka, v. n. (ryk’; rauk; rokje, aab. o), 1) ryge, give Røg eller Damp. Hedder rjuka (i Sogn og S. Berg.), rjuke (Tell. Gbr.), rjøke (N. Berg. og fl.), og ellers ruke, røke og ryke. G. N. rjúka. Jf. Røyk og røykja. — 2) drive, fyge, kastes i Luften; om Vand, Snee, Støv og deslige. Hertil Talemaaden: „eit rjukande Ver“, om en stærk Storm. Ellers Rok og Rokver. — 3) falde, styrte. Han rauk burt-i Veggjen: han faldt imod Væggen. (B. Stift). rjøke stad: falde overende. (Sdm.). Ogsaa tabe, give tabt, blive overvældet. (Meget brugeligt søndenfjelds). Dæ bli ’kje lengje før han ryk’: han kommer ikke til at holde sig længe. Dæ ryk upp: det bliver for let. — Jf. Talemaaden: „rjuke ’ti“: styrte sig over, tage pludselig fat paa. „rjuke ihop“: gribe hinanden, komme i Kamp.

Rjuking, f. Rygen, Tilstrømning af Røg.

Rjupa, f. Rype (Fugl). Lagopus subalpina. Nogle Steder Rupe og Rype. G. N. rjúpa. Hertil: Rjupefjør, f. Rypefjæder. Rjupeskyttar, m. Rypejæger. Rjupesteik, f. Rypesteg.

Rjupebær, n. Rypebær (Arbutus alpina). Tell. Sdm. og fl.

rjø, og rjøde, at smøre; s. rjoda.

rjøke, ryge, drive; s. rjuka.

Rjøl (aab. ø), m. en Stribe paa Huden med Hævelse eller Udslæt. Sdm. — I Ørk. bruges Ryl i en lignende Betydning.

rjølet(te), adj. ujævn, om Huden ful af Striber med Hævelse.

Rjøme, s. Rjome. Rjøt, s. Rjot.

rjøte, brumme, snorke; s. rjote.

Ro, f. 1. Ro, Stilhed, Hvile. Han hev ikje Ro pꜳ seg: han kan ikke være rolig, der er noget som driver ham.

Ro, f. 2. Stang, Stage, smalt Træ. Indr. (G. N. ). Jf. Rꜳ, Reie, Ræle, Rꜳte, Trode. — Hertil Ro-lengd, f. en enkelt Længde af Stænger i Gjærder eller Hesjer, et enkelt Led eller Afsnit. (I Sdm. Trodlengd).

Ro, f. 3. 1) en liden Jernplade med et Hul i Midten, hvori Spidsen af et Søm klinkes fast. B. og Tr. Stift (G. N. ). 2) Kruusning paa Eggen af Knive og deslige, frembragt ved en stærk Slibning. Sdm. Ørk. og fl. Heraf roslipa, v. a.

Ro, f. 4. Vraa, Hjørne; s. Krꜳ.

Ro, m. Frø af Ukrud i Kornet (= Melde). Sogn. — Hertil Ro-trog (aab. o), n. et Sold, hvori Kornet renses for saadant Frø.

ro, v. n. (r—dde), roe, med Aarer. G. N. róa. Præs. hedder i Sdm. og flere Steder: rør (G. N. rær). Jf. rødd, Ror, Røde. — „ro Fiskje"; drive Fiskerie, være i Fiskerleierne paa den Tid, da de store Fiskerier foregaae, især efter Vaartorsken. Hedder ogsaa blot „ro"; f. Ex. Han heve rott pꜳ same Stad’a i mꜳnge Ꜳr. Kvar va dæ han rodde: i hvilket Fiskevær var han? (Nordre Berg.). — ro seg upp: roe høiere mod Vinden for at kunne seile bedre. „ro seg upp-atte“: indtage sin forrige Plads, efter at have drevet for Vinden; indhente hvad man har tabt. „ro fram-pꜳ“: støde mod Landet eller mod et Skjær, idet man roer.

roa, v. a. (a—a), stille, gjøre rolig, bringe til Ro; ogsaa søvndysse (nemlig et Barn). Gbr. Tr. Stift, og fl. „roa seg“: slaae sig til Ro, forblive rolig paa et Sted. B. Stift.

roande, adj. som man kan roe paa. Dæ blæs so pꜳ Fjor’a, at han æ ’kje ro-