ande. Betyder ogsaa: roende (i Modsætning til seilende).
Roar, m. Roerskarl.
Ro(d), f. Rad, Række, Linie. Sogn, Tell. og fl. i Formen Ro (aab. o). G. N. röð. Ellers Rad. Jf. Strod.
Rod (aab. o), n. Skindet paa Fiskene. Berg. og Tr. Stift. (Nogle St. Rꜳ). G. N. roð. „D’æ ’kje anna Ro’ ꜳ Ryggjen“, siges om Fisk som er meget mager.
roda (aab. o), v. n. (a—a), see rødt ud, vise sig i en rød Farve. Nordre Berg. Hedder ellers raue (Ørk.) og røye, for røyda (Gbr.). Af raud. Dæ roda inn i Kjæften: Munden stod aaben, saa at den saa ud som en rød Plet. (Sdm.). D’æ so fullt ’ta Bær at dæ raue pꜳ Mark’a: Marken seer ganske rød ud af de mange Bær. (Ørk.). Jf. kvita, svorta, blꜳa. — Ogsaa med et bestemt Subjekt, f. Ex. Sol’a roda ni Fjell’a: Solen giver et rødligt Skin paa Fjeldtoppene.
rodda, v. n. snakke idelig, lade Munden løbe. Sdm. (Jf. radda, ralla). G. N. rödd, Stemme.
Rode (aab. o), m. Rødme; Rødhed, f. Ex. i Skyerne. B. Stift og fl. Mest i Formen Roe (aab. o), ogsaa Rꜳe. I Gbr. Raue. G. N. roði.
ro(d)en (aab. o), part. af rjoda: smurt, bestrøgen. (Sjelden). G. N. roðinn.
Rogge, f. en tynd Hinde eller Hud; den fine Hud som dækker Kjødet indvendig i Dyrene; især i Fiskenes Bug. Sdm. Maaskee egentlig Rodga.
rogja el. roja (oo), v. n. døse, nøle, ikke blive færdig. Voss og fl. i Berg. Stift.
Rogn (aab. o), f. Rogn i Fisk (Ravn), Fiskenes Æg. Udtales mest alm. Rꜳgn. G. N. hrogn. — Heraf Rygna.
Rogn, m. Røn, Rønnetræ (Sorbus). Mest alm. Rꜳgn; men hedder ogsaa Raun (Sogn, Nhl. Jæd. Rbg.) og Raudn (Hard.?). G. N. reynir. — Hertil Rogneblom, m. Rønneblomster. Rognebrum, n. friske Rønnekviste. Rognebær, n. Rønnebær. Rognelauv, n. Rønneløv. Rognerenning, n. opspirende Røn; Skud, Spire. Rognerosa, f. Rønneblomst.
Rognfisk, m. Fisk som har Rogn (Æg).
Rognkjeksa, f. Klumpfisk, Bugsuger (Cyclopterus Lumpus). Nordre Berg. og fl. Udtales ogsaa Rꜳngkjekse. Ved Stavanger derimod: Rognkjølsa. (Isl. hrognkelsi).
Rok (aab. o), n. 1. Rygen, Drev; stærk Storm paa Søen. — Sjørok: det at Vandet driver i Luften. G. N. rok.
Rok (aab. o), n. 2. Topmaal, Top som stiger op over Bredderne af et Kar. Tell. (I Østerd. bruges „Rꜳvꜳ“ i samme Betydning).
roka (aab. o), v. a. topmaale, lægge Top paa Karret. Tell. G. N. hroka. I svenske Dial. råka. — Hertil roka, adj. toppet, topmaalt.
Roke (aab. o), i Talemaaderne: „ette Roke“, og „fyre Roke“, ɔ: efter Rad, i uafbrudt Orden, saaledes at intet bliver forbigaaet. Sdm. (Ellers: ette Rad, andfares, førtvart). Forudsætter et gammelt Roka el. Raka.
Rokflaga, f. Stormbyge, hvorved Vandet drives op i Luften. B. Stift.
rokjen (aab. o), part. (af rjuka), styrtet, overvunden, som har givet tabt.
rokjen (aab. o), part. (af reka), 1) dreven; f. Ex. om en Baad: avrokjen. (Ellers rekjen). — 2) erfaren, bereist, som har vanket om paa forskjellige Steder. Nordre Berg.
Rokk, m. Rok, Spinderok. Hertil Rokkhovu’ (aab. o), el. Rokkhaud, n. Rokkehoved. Rokklag, n. en vis Portion af Uld eller Liin, som vikles om Rokkehovedet for at spindes. Rokkesnor, f. den Snor som trækker Tenen i en Rok.
rokk og rokkje, see rekka.
Rokmꜳl (aab. o), n. Topmaal. S. Rok.
Roko, s. Skovl; s. Reka.
Rokver (ee), n. stærk Storm, som bringer Vand og Snee til at drive. Tr. Stift. G. N. rokviðri.
roleg, adj. rolig, stille. Heraf Rolegheit, f. — rolege (role’), adv. roligt, i Ro.
Ro-lei(d), f. Vandvei, Stykke som man reiser tilvands. Tell. og fl. (Egentlig Rorleid). Paa Hedemarken hedder det: Rosslei’.
Ro-lengd, f. Stanglængde; s. Ro.
rolla (rodla), snakke. Lister (s. ralla).
Rom (oo), n. 1) Rum, tilstrækkelig Plads. Bruges ogsaa i Formen: Rum, i Sogn, Nhl. Gbr. og fl. (G. N. rúm). — 2) Sted; Tilholdssted. Meget brugl. i Tr. Stift. Pꜳ sama Rom’e: paa samme Sted. koma pꜳ Rom’e: komme til det bestemte Sted. — Ogsaa Stilling, Vilkaar. fꜳ seg eit godt Rom: komme i en heldig Stilling. — Skulde egentlig hedde Rum (uu); jf. Ang. rúm; G. N. rúmi. Det afledede Verbum hedder dels røme, deels ryme.
rom (oo), adj. rummelig, vid, bred. Nogle Steder rum. G. N. rúmr. I romaste
