Lag: vel rummeligt, en liden Smule for vidt.
rombygt, adj. rummeligt bygget, langt imellem Husene.
Romegadn (for garn), n. Midten af et Garn eller Vod, nemlig imellem den øverste og nederste Kant; det som er midt imellem Flaaen (Kavlen) og Grundkanten. Shl.
Romegras, n. Beenbræk (Narthecium Ossifragum). Jæd. Vel egentlig Rjomegras, paa Grund af Blomsternes gule Farve.
romfjella, adj. rummeligt imellem Fjeldene; bredt, aabent, om et Dalføre.
romfræk, adj. stor, bred, som behøver meget Rum. Sdm. Nfj. Nhl. I Sogn hedder det romfrøkjen og rumfrøken. Andre Steder romstor.
Romhelg, f. og Romhelgjedag, m. en Dag som fordum har været Helligdag og som nu sædvanlig kun anvendes til enkelte lette Arbeider og Smaasysler i Huset. Nhl. Ndm. og fl. Ellers kaldet Halvhelg, Prikkedag, Lappardag. G. N. rúmheilagr dagr bemærker Søgnedag. (Lovene I, 251).
romhendt, adj. rundhaandet, gavmild; ogsaa lidt ødsel.
Romleikje, m. Vidde, Rummelighed. Oftere Rømd.
romlendt, adj. rummeligt, frit for Bakker, Klipper eller Krat.
Romløysa, f. Mangel paa Rum.
Romrekje (aab. e), n. uduelig Ting eller Person, noget som er allesteds tilovers. Nordre Berg.
romsa (seg), v. a. (a—a), røre sig, vende sig idet man ligger; ogsaa vaagne og reise sig. B. Stift.
romsjøa, adj. rummeligt, om et Farvand; frit for Skjær eller fremstikkende Landtanger.
romskinna, adj. løsskindet, hvis Hud kan trækkes ud i Folder eller Rynker.
romsløg, adj. om Eng som er rummelig til at slaae, fri for Steen og Krat. Nordre Berg. Undertiden ogsaa: romskjør.
romstor, adj. stor, som behøver stort Rum. Tr. Stift, Tell. og fl. — Jf. romfræk.
romt, adv. rummeligt; ogsaa rigeligt, ikke knapt. F. Ex. romt fem Alne: velmaalt fem Alen og hellere mere end mindre. B. Stift.
romus, adj. gavmild, rundhaandet; ogsaa ødsel. Tildeels i Tr. Stift. I Sdm. hedder det rꜳmusen (aab. u); paa Helg. romusk. Uvis Oprindelse.
romvoren, adj. noget vid eller rummelig.
rona, spaae, hexe; see runa.
Rone (oo), m. Orne, Han-Sviin. Shl. Jæd. Mandal. I Hall. og Vald. hedder det Rꜳne. (Ellers Galt). G. N. runi (et af Svinets Navne i Skalda).
Ronekall, s. Runekall.
ronnen, part. (af renna), runden, oprunden; ogsaa udflydt; smeltet. I Gbr. og Tr. Stift tildeels: runnen.
Ronver (ee), s. Rungver.
Rop (oo), n. Raab. (Sv. rop.
ropa (oo), v. n. og a. (a—a; og a—te), 1) raabe, tale meget høit. G. N. hrópa. — 2) v. a. kalde, tilraabe En. Gakk ut ꜳ rope dei inn: gaa hen og kald dem ind.
ropa (aab. o), v. n. ræbe. (Voss og fl.). Ellers rapa, garpa, gurpa. G. N. ropa.
Ropadda, s. Rovetroll.
Ropar, m. 1) en Raaber; Skraaler. 2) et Slags Ugler, bekjendte af deres hæslige Skrig; ogsaa et Spøgelse, det samme som Gast og Utbur. Gbr.
Roping, f. Raaben, Skraal.
Ror, m. 1) Roen, det at man roer. Hedder paa enkelte Steder Ro, for Rod, egentlig Rodr. G. N. róðr. Jf. Røde. — 2) Fiskerie; især Vaarfiske, Torskefiskerie. Dei va i Ror’a: de vare ude i Fiskeriet. — 3) Overfartssted i en Elv; Færgested. Ørk. — Ellers bruges „Ror“ ogsaa om Roer paa Fartøier, medens dog det almindelige norske Navn er: Styre. Samme Betydning som ved „Røde“ forudsættes i „Seksroring“.
Roramꜳt, n. den Afstand fra Land, som man sædvanlig holder sig i, naar man roer langs Strandbredden; et Steenkast fra Land. Sdm.
Rorbu(d), f. Fiskerbod, Huus indrettet for Søfolk i et Fiskevær. Nordland.
Rorfolk, n. Fiskere, som samle sig ved Kysterne i Fisketiden; ogsaa Folk som leies til Fiskeriet. Oftere Rossfolk; saaledes ogs. Rosskar og Rossmann.
Rortid, f. Fisketid, Vaarfiske.
Ros (aab. o), f. 1) Ridse, Stribe i Huden. Tell. I Nordre Berg. Rose (aab. o). Jf. Kjøtrose, Blodrose. — 2) en stor Fure eller Rift i Jorden, især fremkommen ved Steenskred. Shl. Jæd. (Tildeels udtalt Rꜳs).
Ros (oo), f. Rosen (en Sygdom); i Særdeleshed om en stor Mathed og Ømhed i Legemet, tildeels en Følge af Forkjølelse. (Berg. Stift). Ellers om Hævelse i Saar. „Dæ sette seg Ros ’ti“, ɔ: der kom Hævelse i. Ogsaa om
