et Slags Saar, som ere vanskelige at læge (Ros-saar); ellers tildeels kaldet Suurbeen. „Ein Rosfot“: en Fod med et saadant Saar.
Ros (oo), n. og f. Ros, Ære.
Ros (aab. o), n. Skal; see Rus.
Rosa (oo), f. 1) Rose, Haverose. Jf. Klungr. Nogle Steder Ros. — 2) Blomst, i Almindelighed. Nordre Berg. Tr. Stift. Saaledes Rognerose, Heggjerose, Eplerose o. s. v. — 3) Blommer, Sirater, Figurer som ligne Blomster eller Løvværk; ogsaa om Tegninger i Bøger, Udskjæringer i Træ o. s. v. Nordre Berg. og fl.
Rosa (aab. o), f. en Stormbyge, et stærkt Vindstød. Nordensfjeld; ogsaa i Shl. og fl. I Nhl. hedder det „Brosa“. Hertil Rose-ver, n. Vind som falder i stærke Byger. (Isl. rosi, uroligt Veir).
rosa (aab. o), v. a. (a—a), ridse, kradse, saare lidt. Tell. s. Ros.
rosa (oo), v. a. 1. (a—a), sætte Blommer eller Sirater paa, smykke, tegne med Figurer.
rosa (oo), v. a. 2. (a—a; og a—te), rose, omtale med Ros. G. N. hrósa. Han rosa ’kje Leikj’en: han roser ikke den Leg, han har nok ingen Fornøielse deraf.
rosa (oo), adj. blommet, prydet med Figurer. Hertil raudrosa, blꜳrosa o. s. v.
rosande, adj. værdt at rose.
roset, s. rosut. Rosever, s. Rosa.
Ro-skꜳp, n. Hjørneskab. Gbr. og fl. Ellers Krꜳskꜳp og Kroskꜳp, f.
ro-slipt, adj. kruset i Eggen af stærk Slibning. See Ro.
rosnæm, adj. om En som let angribes af Rosen (Sygdom), eller i hvis Saar der strax kommer Hævelse. B. Stift.
Rossa, f. en Hoppe. Tildeels i Nhl. (Jf. Rysja). Ellers Horsa. G. N. hross, n.
Ros-sꜳr (oo), n. et Slags langvarige Saar med Hævelse. S. Ros.
Rossegauk, m. Horsegjøg, Bekkasin. Nhl. (S. Humregauk). G. N. hrossagaukr.
Rossfolk (oo), Fiskere; s. Rorfolk.
Rosslei, s. Roleid.
Rossløn (oo), f. Hyre, Betaling til en leiet Fisker i Torskefiskeriet. Egentlig Rods- eller Rodrsløn. S. Ror.
Rossmꜳr (aab. o), m. Hvalros. Nogle Steder ogsaa Rossmꜳl, dog synes begge Navne at være meget sjeldne. Nordenfjelds.
Rost (aab. o), n. Taget paa et Huus, især den øverste og indvendige Deel af samme; ogsaa Tagets Reisning eller Høide. Upp i Rost’e: oppe under Taget. Tell. Hall. Buskerud. Hedder paa andre Steder Raust (Sogn, Valders). — Heraf det nordenfjeldske Ryste og Røyste, om den øverste Spids af Tværvæggen. Jf. Rot.
rosta, v. a. (a—a), sætte Tag paa; eller egentlig: bestemme Tagets Reisning, anlægge Taget. Nogle Steder rausta. G. N. rausta (Diplom. I, 352).
rosta, adj. beskaffent med Hensyn til Tagets Reisning, om et Huus. Hertil lꜳgrosta, flatrosta, brattrosta.
roste, s. resta og rysta.
Roste, m. Roste, den Deig eller Røre hvoraf Ølet udvirkes. Søndre Berg. og fl. I Sdm. hedder det Ryst, f. — Hertil Roste-sꜳ, m. det Kar hvori Maltet mænges til Deig. (I Sdm. Rystesꜳ).
rosut (aab. o), adj. striblet, opkradset paa Huden. (S. Rosa).
rosut (oo), adj. blommet, fuld af Sirater og Figurer. Ellers rosette, rosꜳt, rosat. Af Rosa (oo).
Rot (oo), f. (Fl. Røt’er), 1) Rod; f. Ex. paa Træer. G. N. rót. Fleertal ogsaa Røt’ar, Røt’e, Røt. (G. N. rætr). — 2) Rodfrugt; især Kaalrod, Kaalrabi. Søndenfjelds. — Frꜳ Rot’enne: fra Roden af. Ei lꜳk’e Rot i Ve’re: en slem Beskaffenhed i Luften, et langvarigt Uveir. (Jf. Røte og Illrot). Dæ heve korkje Rot elder Fot: det har ingensomhelst Grund.
Rot (oo), n. 1. Tag, den indvendige Deel af Taget i et Huus. Meget brugl. i de Egne hvor det foranførte „Rost“ mangler, nemlig i Berg. Stift, Stav. Amt og Rbg. (Jf. Rotstova). Underdertiden ogsaa om en vis Mængde af Kjød eller deslige, som er ophængt under Taget. (Kjøtrot, Fleskerot). Hertil Rotabyte. — I Kr. Stift rækker Ordet Rot til Fyrresdalen, hvor man har det Ordsprog: „Dæ bære te hengje i Rot’e um Hausten, en te leggje i Røys’a um Vꜳren“, ɔ: det er bedre at hænge det under Taget end at lægge det i Steenhoben; man gjør bedre i at slagte Koen om Høsten end at lade den sulte ihjel om Vaaren. — Ordet gjenfindes kun i det gothiske hrót, ɔ: Tag.
Rot (oo), 2. Roden, Gravning, Arbeide i Jord og Smuds; ogsaa Sø-
