lerie; Uorden, Ureenlighed; undertiden ogsaa Tummel, Uro, langvarig Travlhed med ubetydelige Arbeider. S. rota.
Rot (aab. o), n. 1. Raaddenhed, Forraadnelse. Dæ kjem’e Rot i: det begynder at raadne, viser Tegn til Forraadnelse. G. N. rot.
Rot (aab. o), n. 2. Knurren; Brummen; ogsaa Snorken. (Af rjota, raut). Hertil Rothol, n. Knurrepotte. (Foragteligt).
Rota (aab. o), f. Læbefisk (Labrus). Nhl. Shl. (Ellers Berggylta). I Shl. ogsaa kaldet Gandarota.
Rota (oo), f. Rode, Afdeling; f. Ex. paa en Vei. (Nyere Ord). Rotemann, m. Rodeforstander. Roteveg, m. en oparbeidet Vei, Bygdevei. Meget brugl. i Rbg. og Nedenæs.
rota (oo), v. n. (a—a), 1) rode, røre eller grave; f. Ex. i Jorden. rota upp: røre op, grumse, plumre. 2) søle, sluske, behandle sit Arbeide skjødesløst, uden Nethed og Reenlighed. 3) hendrive Tiden med Smaating, ruske og røre ved forskjellige Ting uden at udrette synderligt. Dei rota so lengje fram ette Kveldꜳ: de gaae der og søle til langt paa Natten. (B. Stift). Heraf Rot, n.
Rotabyte (oo), n. Skiftning, Deling af Kjød og andre Fødevarer som hænge under Taget i en Madbod. (Jf. Rot, n. Kjøtrot). Shl. „gjera Rotabyte“, gjøre en saadan Adskillelse i Huusholdningen.
rotall (rotalt), adj. ubehageligt, ureenligt; om et Arbeide.
rote (aab. o), s. rjota og roten.
roten (aab. o), adj. raadden, forraadnet. (G. N. rotinn). Jf. Rot, n. og røyta, v. a. — Ogsaa om En som er meget doven. B. Stift. Hertil Rotaskap, m. Dovenskab. Nhl.
Roteveg, Bygdevei; s. Rota.
rotfast, adj. rodfast, indvoxet.
rothogga, v. a. hugge op med Roden.
Roting (oo), f. Roden; Sølerie; s. rota.
Rotkubbe, m. Rodstykke af et Træ.
rotlaus, adj. som ikke har Rod.
rotna (aab. o), v. n. (a—a), raadne, forraadne. G. N. rotna. Nogle Steder ogsaa: løsne, blive løst; især om Haar. Jf. røyta. — Heraf Rotning, f. Forraadnelse (= Rot, Røyta).
Rotsmak (aab. o), m. Smag af Raaddenhed, f. Ex. i gammel Frugt.
rotstor (oo), adj. stor, tyk i Roden.
Rotstova, f. Stue som ikke har Loft; Røgstue. Nhl. Shl. Af Rot (oo), n. og Stova (aab. o).
Rott (aab. o), m. 1) Snude, Tryne paa Sviin. Ørk. — 2) en fremstaaende Mund. Sdm. „gjere Rott“: skyde Læberne stærkt fremad.
Rotta, f. Rotte. „Høy-Rotta“ i Nhl. er det samme som Høymeis.
Rot-tæv (aab. o), m. Lugt af Forraadnelse.
Rotvelta, f. et Træ som er oprevet med Roden; nemlig af Storm. B. Stift.
Ro-ull, f. Løs-Uld. See Ru.
Rov (aab. o), n. 1. Rift, Aabning, et Punkt hvorfra man kan adsplitte eller sønderrive noget. Nordre Berg. Dæ va snart te rive, nꜳr ein bære fekk Rov pꜳ di. (I Nhl. siges Rꜳk). I Ordet „Elrov“ betyder det Afbrydelse, ligesom G. N. rof, af rjúfa.
Rov (aab. o), n. 2. Tag paa et Huus. Meget brugl. i Namdalen; tildeels udtalt Rꜳv, som maaskee ogsaa er den rigtigste Form; see Ræve. (G. N. rjáfr).
Rov (oo), n. Levninger af en nedreven Bygning; især Næver af Taget. Shl. „tekkja mæ Rov“: tække med gammel Næver. (Isl. hróf, svag Bygning; rof, Ruiner).
Rova, f. 1. Hale, f. Ex. paa Hunden. Søndre Berg. Kr. Stift, Hall. Vald. (Ellers Rumpa). — G. N. rófa synes at betyde Halebeen (= Rumpetangje). Lovene I, 228.
Rova, f. 2. Roe, Hvidroe (= Næpa). Forekommer i B. Stift, men sjelden.
rova (aab. o), v. n. optage et stort Rum (= ruva, ryva). Jæd.
roven (aab. o), adj. 1) løs, let at afrive eller afslaae; især om Engen eller Græsset, Shl. (Ellers lausbeitt). G. N. rofinn, løs, afbrudt; af rjúfa. — 2) porøs, utæt, fuld af smaa Huller eller Luftblærer; f. Ex. om Iis. Tell. — 3) skjørnet, opløst, som begynder at smelte; især om Fiskelever. Sdm. Heraf rovna.
Rovetroll, n. Rumpetudse; Frøernes Unger i deres første Skikkelse. Søndre Berg. Ellers kaldet Rumpetroll (mest alm.), Ropadda (Nhl.), Holopadda (Indr.).
rovna (aab. o), v. n. (a—a), 1) opblæses, blive hullet eller porøs (roven). Tell. — 2) skjørne, opløses, begynde at smelte (om Lever). Sdm.
Ru, f. Laad, kort og løs Uld paa Faarene. B. Stift. (I Tell. Ro-ull). Isl. rú, n. Hertil Ru-flokje, m. en liden Tot af saadan Uld. Ru-garn (ga’n), n. Traad og Tøi af Løsuld. Ligesaa Ru-traad, m.
Ru, m. Skorpe; s. Rur.
