rua, v. a. plukke Løsulden af Faarene. Om et andet rua see ruva.
rubba, v. a. afskjælle Fisk. Nhl.
rubben, adj. ru, knudret, ujævn; om Traad og Tøi. Nordre Berg.
Rubbhevel, m. Skrubhøvel (Stav. Amt).
rudd, part. (af rydja), ryddet; jævnet. Nogle Steder rydd. G. N. ruddr.
Rudning, f. Rydning af udyrket Jord. Rudningsrett, m. Rydningsret.
Rue, s. Ruga. Ruflokje, s. Ru.
Rug (aab. u), m. Rug. Udtales forskjelligt, deels Rug, deels Rog og Ro. — Rugꜳkr, m. Rugager. Ruglest, m. see Lest. Rugmjøl, n. Rugmeel.
Ruga, f. Klump; især af Skarn, f. Ex. Kuruga: Kokase. Nordre Berg. I Sdm. og Ndm. hedder det Rue. I Tell. Rye (Rygje). I svenske Dial. ruka. G. N. hrúga, Dynge.
Rugde, f. Holt-Sneppe (Scolopax rusticola). Ag. Stift. Ellers Blomrukka og flere.
Rugg, m. en stor og fyldig Karl. Sogn og fl. Saaledes ogsaa Rugga, f. om et Kvindfolk.
rugga, v. n. (a—a), 1) rokke, vakle, staae usikkert (f. Ex. om et Bord); ogsaa gynge, svaie, vugge sig, som paa Bølger. Alm. og meget brugl. — 2) spadsere, gaae sagte, lakke afsted (egentl. med en vuggende Bevægelse). Hall. Valders og flere Steder i Ag. Stift.
rugga, v. a. (a—a), 1) vugge, gynge et Barn i Vuggen. Temmelig alm. (Nogle St. vogga). Isl. rugga. „rugge te Sømns“: vugge et Barn i Søvn. — 2) rokke, bevæge, røre af og til. Dæ var sꜳ tungt at ’en kunn’ inte rugge dæ. (Hedemarken). Mꜳ ’kje rugge Bor’e: vogt dig at du ikke ryster Bordet. Ho rugga godt Bꜳrꜳ i Dag: Havbølgen vugger ret lystigt idag. (B. Stift).
ruggalt, adj. n. vaklende, gyngende. (Sjelden).
Ruggerom, n. Rum til at vugge i.
Rugging, f. vuggende Bevægelse.
Rugl, n. Vaklen, Rystelse; ogsaa om en svagere Bølgegang.
rugla, v. n. vakle, rystes; ogsaa gynge op og ned paa Bølgerne. B. Stift.
Ruka, f. 1) en Dynge, især af Hø. Gbr. (= Rækje, Muga). — 2) Hob, Mængde, Masse. Mere alm. Heile Ruka: det hele Slæng. Jf. Ruga.
Rukka, f. Rynke, Fold; f. Ex. paa Klæder. „Rukke i Rukke“: den ene Rynke ovenpaa den anden. „skjota Rukke pꜳ Skallen“: rynke Panden. — G. N. hrukka. Jf. Skrukka.
rukka, adj. rynket. Mest i Sammensætning som storrukka, smaarukka.
rukkast, v. n. blive rynket.
Rukkesaum, m. Søm med Rynker.
rukkut (rukkette), ad.. rynket, fuld af Rynker. rukket i Skalla: rynket i Panden.
Rukl, n. Rallen, Lyd i Halsen af besværligt Aandedræt. Sdm. og fl.
rukla, v. n. (a—a), 1) brænde med en svag susende Lyd; især om Brande som ere næsten udbrændte. Gbr. Sdm. 2) om en rallende Lyd i Halsen, nemlig i Sygdom eller stærk Hæshed. Dæ rukla i Hals’a. Sdm. Nogle Steder hurkla.
Rukling, f. Lyd af noget som brænder svagt.
Ruksa, f. Fortælling, især fabelagtig eller æventyrlig. Shl. (= Regla).
Ruku, Skovl; s. Reka.
Rull, m. 1) en Valse, en rund Stok, skikket til at omdreies. Alm. I Særdeleshed: a) et Slags brede Hjul eller Tridser. b) Bagerstok (Kjevle) med Tværskurer. (N. Berg.). c) en Tromle. (Ag. Stift). Ꜳkerrull. — 2) Noget som er sammenrullet; en Stuv, Rulle, f. Ex. Tobaksrulle. — 3) en tyk og klodset Person; ogs. En som gaaer usikkert og falder ofte; især om Børn.
Rulla, f. 1) Rulle, Presse til at rulle Klæder med. 2) Rulle, Liste, Mandtalsbog (egentlig et sammenrullet Papir). 3) en stor Steenhob (= Røys). Jæd.
rulla, v. n. (a—a), rulle, trille, vælte. Ogsaa falde omkuld, styrte ned. Best han gjekk so rulla’n. I Rbg. ogsaa ralla. Jf. trilla, trulla, kanta.
rulla, v. a. (a—a), 1) rulle, vælte noget f. Ex. en Tønde. rulla seg: vælte sig, sætte sig i en rullende Bevægelse. — 2) sammenrulle, lægge sammen i en Rulle. „rulla ihop ein Væv“. — 3) bearbeide med Ruller eller Valser. „rulle Klæde“: mangle, presse Klæder i en Rulle. „rulle Ꜳkr’en“: tromle en Ager. (Ag. Stift).
Rullegogn, f. Manglefjel, Bret til at rulle Klæder med. Nordre Berg. Bruges ogsaa i Formen Rullagꜳng.
Rullekniv, m. Hakkekniv.
rullen, adj. rundagtig, som lettelig ruller bort; ogsaa klodset, som let falder.
Rullestokk, m. Manglestok, Rulletræ. Oftere Rull, m.
Rulling, f. Rullen, Væltning.
Rum, s. Rom. Rume, s. Rjome.
Rump, m. Bagdeel, Sæde (Poder). Brugl. i Nordre Berg. især i Tiltale til Børn.
