(Isl. rumpr). Ansees mindre anstødeligt end „Rauv“. Jf. Sete.
Rumpa, f. Hale. (Sv. rumpa). Alm. og meget brugl. (især hvor Ordet Rova ikke bruges). — Af Benævnelserne paa en Hale er „Rumpe“ det mest omfattende, da de øvrige ere mere indskrænkede til at betegne en enkelt Form eller Skikkelse. Saaledes bruges i B. Stift „Hale“ kun om Hestenes Haler (nemlig de mest langhaarede); derimod „Spæl“ om Faarets og Gjedens (de korteste), „Vele“ om Fuglenes, og „Spor“ om Fiskenes Hale. Bagspidsen paa enkelte Insekter hedder „Stert“.
Rumpeskuv, m. Dusk i Enden af Halen.
Rumpetangje, m. Halebeen, den Forlængelse af Rygraden, som gaaer ud i Halen. Kaldes ogsaa Rumpebein, n. og paa nogle Steder Rumpestukel (aab. u), m.
Rumpetroll, n. s. Rovetroll.
rumpla, v. a. rokke, flytte, bringe ud af sin Stilling. Dæ grør sjøldꜳ um den Stein’en so’ oftꜳ vert’e rumpla. (N. Berg.).
Run (aab. u), n. 1) en fremstyrtende Masse; især af Iis eller andre Ting som Elvene føre med sig. Nordre Berg. (sjelden). Jf. rynja, runa og Rune. — 2) Brag, Larm af noget som styrter ned. — I Indr. Ryn (Røn).
runa (aab. u), v. n. (a—a), 1) bryde løs; om Isen i Elvene, naar den brækkes og flyder bort. Sjeldent Ord. I Inderøen hedder det rꜳnꜳ, og skal ogsaa findes i Formen rana. — 2) brage, buldre, som naar en stor Masse styrter frem. Sdm. Jf. rynja.
runa (uu), v. n. (a—a), hexe, gjøre noget ved Trolddom; især om at spaae; ogsaa læge ved visse Ord eller Ceremonier. Indr. og fl. Hedder ogsaa runa, aab. u (Helg.) og rona (Ørk. Gbr.). I de sydlige Egne siges fesse, putra, pꜳtre. — Jf. Førerona (Forvarsel).
rund, adj. rund, trind.
rund, part. (af rynja), nedstyrtet. Hedder paa flere Steder rynd (aab. y). Hertil Rundekonn (Ryndekonn), n. Korn som drysser ud af Kornbaandene førend de blive tærskede. B. Stift.
runda, v. a. afrunde, gjøre rundt. Hedder oftere rundera og rundela.
Rundfisk, m. Fisk som tørres heel, uden at blive flækket.
Rundkast, n. Luftspring, Omdreining i Luften.
rundtleitt, adj. rundladen, som har et rundagtigt Ansigt. Alm.
Rundsko, m. pl. heelskaarne Sko, med bredt Overlæder. Søndre Berg.
rundskoren (aab. o), adj. rundskaaren.
rundt, adv. rundt, i en Kreds.
Rundtimbr (Rundetimber), n. Tømmer som er rundt paa Siderne og ikke fladhugget. (I Bygninger).
Rune (aab. u), f. et gammelt forslidt Klædningsstykke. Sdm.
Rune (aab. u), m. 1. (af rynja), 1) Nedstyrtning; noget som er gledet ud eller styrtet ned. Findes i Formen Rꜳnꜳ i Ørk. og betegner især nedstyrtet Jord og Sand i Elvebakkerne. — 2) en stor Hob, Mængde, fremstrømmende Masse. Sdm. „Ein heil’e Rune mæ Kryter“. Jf. Brote, Vase, Velta.
Rune (aab. u), m. 2. (af renna), en Busk, en Klynge af smaa Træer. Sogn. (Jf. Runn). I Ørk. findes Rꜳnꜳ i Betydningen: Spire, Skud, ungt Træ (= Renning). I Afledningen maa det jævnføres med Brune (af brenna) og Spune (af spinna), hvilke ogsaa gaae over til Brꜳnꜳ og Spꜳnꜳ.
Runebokstav, m. Rune, Runebogstav. (Udtales oftest med aab. u). G. N. rúnir.
Runekall, m. Spaamand; Hexemester. Helg. Indr. I Ørk. og Gbr. Konekall. Ellers Fessekall, Putrekall. — Saaledes ogsaa Runekjering, f. Spaakvinde; Hex. I Ørk. og Gbr. Ronekjæring.
Runemæl, m. Sandbakke, Elvebakke af løs og nedstyrtende Sand, uden Græsvæxt. Ørk. i Formen Rꜳnꜳmæl.
Runespegjel (-speiel), m. Hexespeil, et Speil hvori man foregiver at see ubekjendte Ting, f. Ex. uopdagede Tyve. Sdm. (forældet).
Rung-ver (ee), m. en uskaaren Væder. (= Gradve’r). Jæd. Lister og Mandal. (Skal ogsaa hedde Ronver). Sammesteds siges ligeleds Rungbukk (ugildet Buk) og Rungstut (Tyr). Har nogen Lighed med „Grung“ (Gredung), ogsaa med Rone. Ellers findes i danske Dial. Ronnvæder og Runnvæder i samme Betydning (Molbechs Dial. Lex. p. 451).
Runing, f. Hexerie, Spaadom og deslige. Helg. (med aab. u), Indr. (med uu), Ørk. og Gbr. (i Formen Roning). Ellers kaldet Runeri, n. (Helg.).
runka, v. n. (a—a), gynge, f. Ex. paa Bølgerne. Jæd. — Andre St. rꜳnka.
Runn, m. Busk, Klynge af smaa Træer. Meget brugl. i Berg. Stift. I Stav. Amt og Rbg. hedder det Runne; i Sogn ogsaa Rune (aab. u). G. N.
