runnr. Jf. Kjerre. — Burt i Runnanne: hen imellem Buskene.
Runne, m. 1) Busk (= Runn). 2) Spire, Skud af et Træ (= Renning). Tell. 3) Udvæxter paa Træer, hvori Veden danner smaa Tværstriber (s. Rir). Tell. Ellers kaldet Lunde (Sdm.), Jꜳr (Ørk.) og Ripel (Rbg.).
Runnemark, f. Mark med enkelte Buske og Smaatræer.
Runnerot, f. flammet eller tværstribet Birkerod. Gbr. Tell. (Jf. Rikka).
runnut (runnette), adj. fuldt af Buske og sammenhobede Træer.
Runs, n. en pludselig Bevægelse med stor Larm. Sdm. Ogsaa Runsevad, n.
Rupikka, s. Rurpikka.
Rur, m. 1) Skurv, Roe paa Saar. G. N. hrúðr. 2) et Slags Skjæl eller Skorpe som bedækker Klipperne ved Havbredden og dannes af adskillige smaa Dyr (Lepas). Hedder paa nogle Steder Ru. Sogn og fl. (for Rud).
rura, v. n. holde ud, holde sig oppe, f. Ex. om En Baad som ligger fortøiet. N. Berg. Lat dæ no rure: lad det nu staae til. Sdm.
rurast, v. n. belægges med Skorpe eller Roe. Ogsaa rura se’. (Ørk.)
Rurberg, n. Klippe som er bedækket med smaa Skaldyr.
Rurpikka, f. Strandløber, en liden Fugl som ligner den saakaldte Strand-Erle. Sogn. (Rupikka).
Rus (aab. u), n. tyndt Skal; f. Ex. paa Poteter. B. Stift. Ogsaa i Formen Rys, aab. y (Sdm.), Ros, aab. o (Hard.). Jf. Ras. Ellers kaldet Flus, Flas, Fles og Flekk. — Hertil Verbet rysja.
Rus (uu), n. 1) Slump, Slumpetræf. Pꜳ eit Rus: paa Slump, uden Maal eller Beregning. B. Stift. 2) Ruus, Beruselse. Eit tungt Rus: Ruus som virker betyngende og varer længe.
Rus (uu), f. Steenhob; s. Røys.
rusa, v. n. og a. (e—te), 1) bytte, omtuske Varer, især paa Slump. Meget brugl. paa Helg. — 2) slumpe til; ogsaa gaae paa Slump, paa Lykke og Fromme. B. Stift. Han let da rusa te: han lod det gaae som det kunde.
rusand(e), adj. drukken. Helg. Indr.
Ruse, m. Ruse; Fiskeredskab, dannet som en Pose af Garn. Østerd.
Rusk, n. 1) Larm, Raslen (s. ruska); ogsaa Tummel, Opløb, pludselig Bevægelse. — 2) et uroligt Veir; Storm med Regn eller Snee. Temmelig alm. 3) Skrab, Affald, ubetydelige Ting. Jf. Rask.
Rusk, m. en Sløser, En som slusker Arbeidet fra sig i en Hast; ogsaa En som medfører Larm og Uro.
ruska, v. n. og a. (a—a), 1) rasle, give en raslende Lyd, f. Ex. ved at ryste eller røre i noget. Alm. (Sv. ruska). — 2) v. a. ryste, rive eller omkaste noget. ruske upp: oprive, bringe i Uorden. ruske ’ti ein: ryste En eller gribe ham f. Ex. i Haaret. — 3) jaske, affærdige sit Arbeide i en Hast. „ruske dæ frꜳ seg“. ruska ihop: sammenskrabe i en Hast; ogsaa rive sammen, røre om hinanden.
ruskall, adj. urolig, stormende. Eit ruskalt Ver: ublidt Veir. Nordre Berg.
Ruske-ver (ee), n. uroligt og ublidt Veir, Uveir, Storm.
ruskjen, adj. barsk, ublid, især om Luften og Veiret; ogsaa uredet, slusket, om En hvis Haar og Dragt er i Uorden.
rusle, s. rutla.
rusnæm, adj. som let bliver beruset, taaler lidet af stærk Drik.
Rust, f. 1. 1) en liden Skov, Lund, Samling af Træer, især af Older og Smaabirk. Hall. Gbr. Østerd. I Sdm. og nærmeste Egne hedder det Ryst (aab. y) og er meget brugeligt. (Hertil hører adskillige Gaardsnavne, som skrives: Røst, Røste, Røsten). Ellers Holt, Kjos, Kjerre. — 2) Skovmark øverst paa en Fjeldside, Fjeldskov. Skal forekomme i Tell. — 3) en Bjergryg som strækker sig opad en Fjeldside, en høi Banke (Rabb) f. Ex. imellem to Skreder. Nhl. (Jf. Rinde, Rime, Ris).
Rust, f. 2. Rust, f. Ex. paa Jerntøi. Hedder i Sdm. Ryst.
rusta, v. n. rustne, blive rusten. (I Sdm. ryste). rusta, adj. rusten.
Rustflekk, m. Plet af Rust.
rustut, adj. skovbevoxet med store Mellemrum, fuldt af smaa Skovpartier (Ruster). I Sdm. rystette.
Rusøl, n. stærkt, berusende Øl.
Rut, m. 1) et Slags stor Torsk. (Bakkerut). Sdm. 2) en vranten, knurvoren Person. Jf. Rjot. (G. N. hrútr betyder Væder). — „Rut yve Rat“, see Rat.
Ruta, f. 1) Rude, fiirkantet Plet; f. Ex. paa Tøi. 2) et Jordstykke, som udgjør en Stang (6 Alen) i Fiirkant, altsaa 36 □ Alen. Buskerud. 3) en Vinduesrude. (Glasruta). Ellers ogsaa om Ruder i Kortspil. I Sdm. betegner „Rute“ ogsaa et Bagstykke i Buxer.
