ruta, adj. rudet, om Tøi. Hertil storruta, smꜳruta, blꜳruta o. s. v.
rutla, v. n. (a—a), 1) skride fremad, spadsere, gaae sagte. B. Stift. Ogsaa søndenfjelds i Formen rusle. Jf. ratla. 2) larme, give en Lyd som naar man rører og flytter noget i Huset (= brutla). Gbr.
rutut (rutette), adj. rudet; s. ruta.
Ruv, n. Omfang, Vidde (Volumen); det at en Ting optager et vist Rum. D’æ int’ stort Ruv pꜳ di: det seer ikke ud til at være meget, det optager intet stort Rum. Tr. Stift. Jf. Røyve, Ris, Uppbur.
ruva, v. n. (a—a), see stort ud, skrolle, stige i Høiden eller optage et vist Rum. Tr. Stift (ruv’), Gbr. Hall. (ruve), Nordre Berg. (i Formen rua, el. rue). Hedder ellers: ryva (Sogn), røyve (Tell. Sdm.) og rova (Jæd.). Jf. risa. Dæ veg ikje so mykje som dæ ruva: det veier ikke saa meget som man skulde troe efter Størrelsen. (Har formodentlig engang havt stærk Flexion: rjuva, ryv, rauv).
ruven, adj. stor (voluminøs), som optager meget Rum. (Mere udbredt end Verbet).
Ruving, f. Opstigen, Optagelse af Rum. (= Ruv).
ruvsam, adj. stor, vidtløftig, som optager et stort Rum. Tr. Stift. Eit ruvsamt Lass: et høit og bredt Læs, f. Ex. af Halm, Kviste, Smaaved.
ry, v. n. (r—dde), styrte, drysse ned, f. Ex. om Korn (= rynja). Tr. Stift, Helg. — Paa Helg. har det i Supinum: roe (aab. o) eller røe; altsaa i Imperf. rau. (Jf. G. N. hrjóða, rydde, tømme).
Rya, f. 1) et tykt uldent Sengetæppe med indvævet Flos eller Nop (s. Napp). Nordre Berg. Gbr. Ørk. Helg. — 2) et Gulvtæppe, eller et grovt Tæppe i Almindelighed. Tell. Buskerud. (Formodentlig af „Ru“, ligesom Hæra af Haar). — Hertil Ryega(r)n, n. Traad til at væve Tæpper af. Ryevarp, n. Rendegarn til Tæpper. Ryevæv, m. en Væv af saadant Tøi. S. Ryetel.
rya, s. rydje. ryau, s. rydig.
rydd, part. ryddet. Ellers rudd.
Rydda (aab. y), f. et Riis, en Pidsk. Helg. Sdm. (I svenske Dial. rödda).
Ryde (yy), f. Harken; Ureenhed i Halsen. Sdm. (Isl. hryðja). Ellers Skryde.
Ryde (aab. y), n. et Krat, en tæt Hob af Buskvæxter eller Smaatræer. Eineryde. Klungreryde. Sdm.
rydig (aab. y), adj. ryddelig, opryddet; om et Værelse, hvori de løse Sager ere satte af Veien og ordnede, saa at Rummet er frit. Undertiden ogsaa: tom, ledig, blottet for alt.
rydje (aab. y), v. a. (ryd’; rudde, rudt), rydde, oprydde, rense, gjøre reent; ogsaa jævne, gjøre jævnt og fladt. — Inf. hedder mere alm. rya, ry’, og røa; ogsaa ryggja (Søndre Berg.). G. N. ryðja. — Præs. ry, rø og rør. Imperf. rydde, rødde (især nordenfjelds). — rydje Timbre (røa Tymber): tilhugge Tømmerstokke paa Siderne saa at de blive flade. Nordre Berg. Tr. Stift. (Ellers tolga, tælje, skanta). rydje ein Plass: oprydde Jord til en Plads. rydje Mark: rydde og jævne et Jordstykke til Eng. Derimod siges blot: rydje (ry), om at afrage Løv, Kviste og Gjødsel af Engen om Vaaren. (N. Berg.). ry’ upp: oprydde, gjøre ryddeligt. ry’ ut: udrydde, feie. rye ’ta: afrydde, hugge Kviste og Knorter af Træerne.
Rydjing (Rying, Rø’ing), f. Rydning; Tilhugning af Tømmer; ogsaa det Arbeide at afrydde Engen om Vaaren, for at Græsset kan voxe frit. (Nordre Berg.). Jf. Rudning.
Rye, s. Rya og Ruga.
ryen, adj. løs, kornet, som lettelig drysser eller styrter ned. (Jf. rynen). Tr. Stift. Af ry, v. n.
Ryenapp, n. Flos eller Nop, som væves ind i et Sengetæppe (Rye).
Rye-tel (aab. e), n. Rending og Islæt til et Sængetæppe; den egentlige Væv, i Modsætning til Noppet som indvæves i samme. Sdm. (See Tel).
Ryevæv, s. Rya.
Ryft, f. en enkelt Vævbrede i Tæpper eller store Klædningsstykker. Hedemarken. (I Tr. Stift: Dyft og Duft).
Rygd (aab. y), f. Rædsel, Gru; ogsaa en skrækkelig Begivenhed. Shl. Jæd. (Jf. G. N. hrygð, Bedrøvelse).
Rygg, m. (Fl. Ryggje, r), Ryg. G. N. hryggr. — I Sammensætning har det i B. Stift oftest Formen Ryggja; saaledes Ryggjabyra (aab. y), f. en stor Byrde, saa meget som man kan bære paa Ryggen. Ryggjaklꜳde, m. Kløe paa Ryggen. Ryggjanyre, n. see Nyra. Ryggjatak, n. Bryden, Kamp, hvori man holder hinanden om Ryggen. Ryggjatovla (aab. o), f. Ryghvirvel. (I Sdm. Ryggjatole, aab. o).
rygge (for ryggja?), trække tilbage, drive en Hest baglængs. Brugl. ved Kri-
