stiania. (Jf. attra). Mere alm. er ryggje, v. a. i Betydningen: rygge, ophæve.
ryggja (seg), v. a. (e—de), 1) krympe sig, sætte Ryggen op (som Kreaturene i Frost og Uveir). Hard. — 2) gyse, blive forskrækket. Hard. Shl. (sjelden). Jf. Rygd og uryggjeleg, ɔ: frygtelig (hvilket hellere skulde hedde ryggjeleg).
Ryggjꜳl (eg. Ryggja-ꜳl), m. Rygstrimmelen i Huder eller Skind. Helg. Sdm. og fl.
Ryggverk, m. Smerte i Ryggen.
Rygna, f. Rognfisk, Hun-Fisk. Shl. Gbr. G. N. hrygna. (Af Rogn).
ryk og ryka, s. rjuka.
Rykk, m. (Fl. Rykkje, r), 1) et Ryk, hastigt Træk. — 2) en kort Tid, Stund, Tidsrum. Rbg. (Ellers Bil, Bolk, Tak og fl.). — 3) et Uveir (jf. Orykk); ogsaa et Angreb, Anfald af en Sygdom eller af noget ubehageligt. — Nordre Berg. og fl. (Jf. Rid og Repp). Dæ gjeng i Rykkje’: det gaaer ujævnt, der kommer et og andet Stød. Hedder ogsaa: „i rykkjevis“.
rykkja, v. a. (kje—kte), 1) rykke, trække pludselig. Ogsaa v. n. trække ujævnt, gjøre et og andet Ryk. — 2) rynke, trække sammen i Rynker. B. Stift, Tell. og fl. (I denne Betydning kunde rykkje ansees som et eget Ord, afledet af Rukka). rykkje ihop: trække sammen, indknibe, drage i Rynker. rykkje ꜳt: stramme et Baand, saa at det slutter tæt til.
rykkjast, v. n. (Imp. ryktest), rykkes, nappes med hinanden. Lat dæ no rykkjast: lad det nu gaae som det kan.
Rykkjeband, n. Baand hvormed noget trækkes sammen; især i en Aabning paa Klæder. Ogsaa Rykkjingeband. (B. Stift).
Rykkjespenne, n. Kamp, Dyst; et ret kraftigt Forsøg. Nordre Berg.
Rykkjing, f. 1) Rykning. 2) Rynkning.
rykt, part. (af rykkja), 1) rykket; f. Ex. upprykt’e: oprykket. 2) rynket, lagt i Rynker; om Klæder (= rukka). Hertil Ryktebrok, f. Skindbuxer, som trækkes sammen omkring Knæet med et Baand (brugelige ved Fiskeriet paa Havet). Sdm.
Rykte, n. = Or, Snakk, Spurnad.
Ryl, m. et Slags Skurv eller Knort i Huden, især paa Heste (= Fleir). Ørk. Jf. Rjøl.
ryla, v. n. (e—te), grynte, som et Sviin; ogsaa skrige med en langtrukken Lyd. Nordre Berg. Ellers gryla (S. Berg.). Jf. skryla og yla. — Heraf Ryling, f.
Rylk og Rylik (aab. y), m. Røllike (Achillea Millefolium). Sv. rölleka.
ryma, s. røma. Ryma, s. Rjome.
Ryn (aab. y), el. Røn, m. Larm, Bulder; ogsaa Gjenlyd. Indr. — Jf. Run og Dryn.
rynd og Rundekonn, s. rund.
rynen, adj. skjør, som ikke holder sammen; især om Deig (= klekkjen). Ørk. — Ellers rynen (aab. y), om noget som let styrter eller drysser ned. Af rynja. (Sjelden).
Ryng, m. Ophøining i Midten, bueformig Forhøining, f. Ex. paa et Laag. Hard.
ryngja, adj. ophøiet i Midten, konvex. Hard. — Ellers kuva.
Ryngja, s. Ringja.
rynja, v. n. (ryn; runde, runt), drysse, styrte, strømme ud; om en Masse af smaa Stykker, saasom Korn, Nødder, Gruus, Sand. Ogs. brage, rasle, som naar noget styrter ned; komme tilstrømmende i store Flokke; ligesaa om en vidtløftig strømmende Tale. Meget brugl. i B. Stift, ogs. i Gbr. I Tr. Stift bruges: ry (s. foran). I Tell. udtrykkes samme Begreb ved: renna. G. N. hrynja. — rynje ned: drysse ned. rynja utyve: strømme ud, spredes. rynje pꜳ: strømme til, trykke paa, f. Ex. om Kornet i Mølletragten.
Rynjing, f. Fremstyrtning, Strømning; ogsaa en vidtløftig Snakken, en ustandselig Strøm af Ord. B. Stift.
Rynning, m. ung Træ; s. Renning.
ryr, adj. udrøi, kortvarig, som snart faaer Ende. Meget brugl. vestenfjelds, ogsaa i Hall. Vald. Gbr. og fl. (I Tr. Stift siges oftere: skryv, og i Tell. skyvar). G. N. rýrr, tynd. Got. riurs, forgjængelig. — Ein ryr’e Mat: Mad som forødes snart, som man behøver meget af. D’æ bꜳde dyrt ꜳ ryrt: det koster meget og varer lidet. Ogsaa med Betydn. brøstholden, forarmet: Han vert’ ein ryr’e Mann ta di, ɔ: han skader sig selv dermed, han vil snart lide Tab derved. Nordre Berg.
ryrkast (yy), v. n. formindskes, forødes snart, blive udrøi. Sogn, Nhl. og fl.
Ryrskap, m. Uvarighed, det at noget bliver snart forødet. Ogsaa Ryrleikje, m.
ryrvoren, adj. noget uvarig.
Rys (aab. y), tyndt Skal; s. Rus.
Ryse og Rysel (Jætte); s. Rise.
