rysen (yy), adj. skrækkelig, forfærdelig. Sfj. Yttre-Sogn. I Sdm. røsen.
rysja (aab. y), v. n. (rys’; ruste, rust), gyse, føle en Gysen. B. Stift, Gbr. Ørk. I Ag. Stift eller grysja og gryse. (Sv. rysa). „rysja i Hold’e“: føle en ubehagelig Rystelse i Nerverne, som naar man seer paa noget hæsligt. Eg rys i Hold’e alti’ naar eg ser Ormen. B. Stift.
rysja, v. a. plukke Skal af. Hard.
Rysja, s. Ryssa. Rysje, s. Ryskje.
Rysjing, f. Gysen, Rystelse..
Rysk (aab. y), n. Blandkorn. Shl.
rysk (yy), adj. 1) russisk. (Sv. rysk). — 2) ufuldvoxen, eller egentl. glat, haarløs, paa visse Dele af Legemet. Sdm. Jf. Ryss.
Ryske, f. en Hestesygdom. Buskerud.
ryskja (aab. y), v. a. (e—te), rive, rykke op, afrive, f. Ex. Græs eller Haar, B. Stift. (Imperf. udt. ryste). G. N. ryskja.
Ryskja, n. gammelt og stivt Græs. Nordre Berg. I Sogn ogsaa Rysje. Jf. Fonne, Elje.
Ryss (yy), m. 1) en Russer. (Sv. ryss). 2) en liden Dreng, Pog. Østerd.
Ryssa (yy), f. en Hoppe. Forældet og sjeldent i de sydligste Fjeldbygder. I Hard. Rysja, som Kjælenavn. Jf. Rossa, Horsa. G. N. hryssa. I Tell. kun som en Benævnelse paa store og klodsede Kvindfolk. (Ei Styggerysse, Slumperysse).
Ryst, f. Skov; ogs. Rust; see Rust.
Ryst, f. i Bryggerie; see Roste.
rysta, v. a. 1. mæske, røre Maltet. (Hedder ogsaa rosta). Rystesꜳ, m. Rostekar.
rysta, v. a. 2. udruste, udstyre. Heraf Rystning, f. (Nye Ord).
rysta, v. n. rustne, blive rusten.
Ryste (aab. y), el. Røste, n. Gavl, Tagspids, den øverste smalere Deel af Tværvæggen i et Huus. Ørk. Ndm. Fosen, Indr. (Af Rost). Hedder ogsaa Røst (Fosen) og Røyste (Helg.); ogsaa Rysting (Ørk.). Ellers: Brøst, Bjørlad, Ram, Ramlægje. I Ndm. ogsaa om det øverste af Taget; det samme som Rost og Raust. (Sv. röste, Tagryg).
Rystekabbe, m. en af de korte Stokke i Gavlen (Rystet). Ørk. Ndm. — Ellers: Sneikubbe, Bjørladstokk.
Rystemor (Røstmor), f. den øverste lange Stok i Tværvæggen; den Stok hvorfra Gavlen (el. Rystet) begynder. Indr. (I B. Stift: Samhald).
Rysting (Røsting), f. Gavl, Vægspids (= Ryste). Ørk.
ryt og ryta, s. rjota.
ryva, optage meget Rum; s. ruva.
ryven, stor bred. (Sogn). S. ruven.
Ræ, n. Aadsel, død Krop. Nhl. (G. N. hræ. Ang. hræv). Mere udbredt i B. Stift er: Ræbikkja, f. en graadig Hund (en som æder Aadsler). Ligesaa Ræbeist, n. om et hidsigt og graadigt Dyr. Sdm. og fl.
Ræ, s. Ride. — ræa, s. ræde.
rædd, adj. 1) bange, forskrækket; 2) frygtsom, let at skrække; 3) forsigtig, meget varsom. (I Namd. og Indr. lyder det som radd eller raidd). G. N. hræddr. Eg æ rædd’e fyre dæ: jeg frygter for det; ogsaa: jeg har nogen Mistanke, en vis Formodning derom. Saaledes ogsaa ironisk, f. Ex. Eg æ æ so rædd’ han tor ’ikje: jeg skulde maaskee tvivle om, at han ikke tør vove det (ɔ: jeg veed vel at han tør det). B. Stift. Ver no rædd’e fyre Klædꜳ: vær nu smukt forsigtig med Klæderne. (Nordre Berg.). — Forbindes ofte med et Subst. i Dativ; f. Ex. Dei va rædde Far’a: de frygtede for Faderen.
rædda, v. a. redde. (Fremmedt Ord).
ræddast, v. n. frygte, blive bange. D’æ ikje noke te ræddast fyre.
Ræddhug, m. Frygt; ogsaa Ave, Respekt for En. B. Stift. (Sv. räddhåga).
ræddvoren, adj. frygtsom.
ræde, v. n. (a—a), springe, løbe i Brunst, om Dyr. Sdm. Jæd. (ræa). Ogsaa lefle, drive letfærdig eller utugtig Spøg.
Ræde, f. et fladt Skjær. Sdm. (sjelden). Ogsaa et letfærdigt Kvindfolk. — Et andet Ræde forekommer i „Sjølræde“, ɔ: Selvraadighed.
Ræding, f. letfærdig Opførsel.
Rædsel (Ræss’el), m. Frygt, Rædsel.
ræfta, s. refta. Rægn, s. Regn.
ræk, adj. tykmælet; s. rækmælt.
ræk, s. Rek. ræka, s. reka.
rækja, v. n. (e—te), harke, rense Halsen, spytte ud. B. Stift. (Af Rꜳkje). G. N. hrækja.
Rækje, f. Ræge, et Slags Krebs (Sqvilla). Søndenfjelds. Sv. räka.
Rækje, n. en Hob sammenraget Hø. Gbr. Jf. Rꜳk og Ruka.
rækmælt, adj. som taler tykt eller ureent, lallende, vædskefuld i Munden. Ørk.
Ræle, f. Stang. (Buskerud). Ogs. Rꜳle.
Ræm, s. Rem og Rime.
Ræma, f. Hæshed, Svækkelse i Stemmen. Nordre Berg. (Af rꜳm). Isl. ræma.
