ræmast, v. n. blive hæs. (Sjelden).
ræmbe, og ræme seg; s. remba.
ræmja, v. n. (a—a), skrige, især længe og med afvexlende Stemme, som f. Ex. Kattene. Meget udbredt (B. Stift, Rbg. Vald.). Nogle Steder: æmja. G. N. remja.
Ræmje, n. Skrig. (I Sdm. Ræmj).
Ræmjing, f. idelig Skrigen.
Ræmse, s. Remsa. rænde, s. renda.
Ræng, s. Rꜳng. rængje, s. rengja.
Ræning, m. en Strimmel, smal Kant, især paa Eng eller Ager; ogsaa Stribe, Række. Sdm. Fosen.
Rænsel, s. Rensel og Rensl.
rænske, s. reinska. rænt, s. renna.
Ræpe, f. Kokase. Tell. Ogsaa kaldet Rye, s. Ruga. (Isl. ræpa).
Ræs, s. Ris. Ræsa, s. Rise.
ræsa (ræse), v. n. (e—te), 1) gaae jævnt, skride frem, især flokkeviis; strømme frem, f. Ex. om Kvæg. Nordre Berg. Gbr. (Af Rꜳs). — 2) strømme, flyde bort i store Masser; især om Iis i Elvene. Saaledes ogsaa „Elv’a ræse“: Elven bryder op, gjør Iisbrud. — 3) rinde op, voxe hurtigt; om ung Skov. Sdm. See Rꜳs.
Ræse, n. Løb, Strømning; Punkt hvor noget strømmer igjennem. Sjelden.
Ræsing, f. Gang, Fremstrømning.
Ræv, s. Rev, Riv og Rauv.
Ræve, n. det øverste Rum under Taget; Tagvinkelen, især i Lader. Meget brugl. i Sdm. (Jf. Rov, Ram, Raft; Rost, Rot). G. N. ráf, rjáfr, ræfr.
ræve-stappa, adj. om en Lade, fuldpakket til det øverste under Taget, nemlig af Hø eller Korn. Sdm.
Rø, pl. s. Ro. — Rø, n. s. Rod.
rø, v. see røde og rydje.
rødd, adj. 1) bemandet, besat med Roerfolk; om en Baad. 2) beskaffen med Hensyn til Roningen. Kun sammensat, som lettrødd, tungrødd. Nordre Berg.
røde (røa, rø), v. n. (e—de), 1) tale, snakke, samtale. Rbg. Tell. Hard. (i Formen rø, røe). G. N. ræða. — 2) vaase, snakke vidt og bredt om Smaating. Nordre Berg. Jf. rodda, ralla, svalla, søgja, masa.
Røde (Røa), f. Tale, Samtale; ogsaa Vaas. Mest i de sydlige Egne. (G. N. ræða). I Tell. mest i Fl. Rø’ur, ɔ: Snak, Historier.
Røde, n. Rum i en Baad, med tilhørende Roerbænk og Aarer. Sdm. og fl. D’æ tvau Røde ’ti ein Færing, ꜳ try ’ti ein Kjempefæring. Heraf Trerøding, en Baad med tre Aarepar.
røden, adj. snaksom. Mest alm. røen; i Tell. rø’ug.
Røding, f. Snak, megen Tale.
Røe, s. Røde og Rode.
røkja, v. n. og a. (e—te), 1) efterspore, forske, søge nøie, gjøre sig Flid for at finde eller faae vide noget. Nordre Berg. (meget brug.). Dei røkte ꜳ leitte pꜳ alle Stade. Me lyt’e røkje ette di: vi maa see til at udforske det. (G. N. rækja, drage Omsorg for). — 2) gjøre sig Umage, være om sig, passe paa at forsyne sig. Mest i Talemaaden „røkje seg“ om Kvæget. D’æ Kyr so røkje se: det er just saadanne Køer som ere om sig for at finde Føde. Sdm. — 3) i Talemaaden „røkja seg“: skynde sig, haste, rappe sig. Hard. Voss. Hertil røkjen, røkjeleg.
Røkjar, m. en Udfritter, En som vil vide alting meget nøie.
røkje, adv. snart, hurtigt. Da gjekk so røkje mæ dei. Voss.
røkjelege, adj. 1) hurtigt, raskt. 2) ganske, netop. Nhl. Da va ’kje røkjele so, helder.
røkjen, adj. 1) omhyggelig, som gjør sig Flid. Sdm. (sjelden). 2) rask, hurtig. Hard.
Røkjing, f. Travlhed, Stræben.
røkkja, v. n. naae, række; komme til Ende. See rekka.
Røknad, m. Efterforskning, nøiagtig Undersøgelse. Sdm. Dæ kjem’e snart Røknad ette di: der kommer snart nogen som spørger efter det.
Røkt, f. Røgt, Pleie, Tilsyn.
røkta, v. a. (a—a), røgte, pleie, have Tilsyn med. G. N. rækta.
Rølik, s. Rylk.
røma (røme), v. a. (e—de), 1) rumme, optage, give Rum til. Dær va so mange som Hus’e rømde. (Sv. rymma). — 2) udvide, gjøre vid og rummelig. Ofte med „pꜳ"; f. Ex. røme pꜳ eit Band: gjøre et Baand slappere. (Jf. rom, adj.). — 3) rømme fra, forlade, gaae ud af. røme Gar’en; rømme af Gaarden. Ligesaa: røme Hus’e, Land’e. Ogsaa v. n. rømme, flygte, undvige. I Nhl. Sogn, Sfj. og fl. hedder det ryma og ryme (af Rum), ellers mest alm. røme (af Rom). G. N. rýma.
rømast, v. n. (est—dest), udvides, blive mere rummelig. Dæ tok te rømdest: der blev lidt mere Rum.
Rømd, f. 1) Vidde, Rummelighed; tilstrækkelig Plads. 2) et frit og aabent Rum. Pꜳ Rømd’a: ud i det Fire. koma pꜳ Rømd’a: komme paa fri Fod; og-
