saa komme ud i Verden. (I Sfj. og Nhl. Rymd). Sv. rymd. Jf. Umrøme, Utrøme, Trꜳngrøme.
Røme, m. s. Rjome.
rømeleg, adj. rummelig.
Røming, f. 1) Udvidelse. 2) Rømning.
røn, adj. med Betydningen: kommende fra en vis Kant. Bruges kun i Sammensætning og om Vinden; saaledes austrøn, vestrøn, norrøn, utrøn, innrøn, landrøn. Mest i Tr. Stift og Nordre Berg. Bruges oftest i Neutrum (rønt, langt ø). G. N. -rænn. Heraf Subst. Røna, f. i Landrøne og Utrøne. Jf. Gam. Tydsk: nordróni (Norden), sundróni, westróni.
Røn, s. Ryn. — røn, s. rynja.
Rør, f. Kant, Bryn, yderste Rand af en Flade; f. Ex. Bors-Rør’a: Kanten af Bordet. Meget brugl. nordenfjelds og i Sdm. Dæ stend ꜳ Rør: det staaer paa Kanten, opret; f. Ex. om et Bræt. (Sdm.). døyve Rørenne: afglatte Kanterne paa en Fjel. (Jf. Sv. rör, n. Grændselinie).
rør, s. ro, rydje og røde.
røra, v. a. (e—te), 1) røre, bevæge. (G. N. hræra). I B. Stift bruges oftere røyva (i Sdm. ansees „røre“ næsten som et fremmedt Ord). — 2) røre, omrøre, blande eller rode i noget. Alm. og meget brugl. „rør’ ihop“: røre sammen. „rør’ upp“: oprøre, rode op, grumse. — 3) v. n. vaase, snakke, uden Plan eller Sammenhæng. Søndenfjelds.
Røra, f. 1) Masse, Deig, Suppe eller noget som er sammenrørt. 2) Sammenblanding, Uorden (Chaos). Dæ lꜳg alt i ei Røra. 3) Tummel, Forvirring, Opløb.
rørande, adj. som man kan røre ved.
røren, adj. skjødesløs, som sammenblander og forvirrer sine Sager.
Røring, f. Sammenrøring, Blanding.
Rørsla, f. Rørelse, Bevægelse. (Sjelden).
rørug, adj. rask, rørig.
Røs, s. Røys. røs, s. rysja.
røseleg, adj. 1) stor, anseelig, let at bemærke. Sogn. 2) storladen, som har et stolt og myndigt Udseende. Indr.
røsen, adj. frygtelig. S. rysen.
Røslyng, n. den almindeligste Art af Lyng. Ørk. Jf. Bustelyng.
Røst, f. Røst; Sangstemme; ogsaa et Raab eller Skrig, som man troer at høre paa de Steder hvor en Ulykke er hændt.
Røst, n. (i et Huus), s. Ryste.
røta (seg), v. a. (e—te), faae Rod, fæste Rødder; om Væxter. Ogsaa røtest. (Af Rot). Dæ treng ei Tid te røte seg.
Røte, n. Rod, i figurlig Forstand. Urøte og Illrøte bruges om et langvarigt Uveir og ellers om noget ondt eller ubehageligt. Ogsaa ironisk: „Eit godt Røte“, om en Slægt eller Familie, som man ikke lider.
røtt, adj. rodfæstet, som har slaaet Rødder; f. Ex. om flyttede Træer.
røug, s. røden. Røur, s. Røde.
Røv (aab. ø), m. det nederste Kornlag i Hesjerne; den Rad af Kornbaand, som staaer opreist, med Stilkene mod Jorden. Sdm. — Røv, m. betyder ellers en Ræv, see Rev. Ligesaa en Bom eller Valse, see Riv.
Røv (aab. ø), n. smaa Hvirvler i Vandfladen, hvorpaa man kan see Fiskestimenes Gang. Shl. (Jf. Yr, Uppfar). Hertil røvja.
røva (aab. ø), v. n. (a—a), røve, plyndre. Hertil Røvar, m. en Røver. — Om et andet røva see reva.
Røvabjølla, s. Revbjella.
Røve, Røveleike etc. see ved Rev.
røvja, v. n. (a—a), om de Hvirvler eller smaa Bobler, som vise sig i Vandfladen over en stor Sildestiim. Shl. „Da røvja pꜳ Sjo’en“. (I Sdm. yre). Maaskee beslægtet med D. røbe eller Sv. röja?
røvla, v. n. om Jorden, naar Sneen aftøer paa enkelte Pletter. Sdm.
Røvtrode, f. den nederste Stang i Kornhesjerne (s. Røv). Sdm.
Røy, f. Tiurhøne. Søndenfjelds. (Om et andet Røy see Røyr).
røye (for røyda), v. n. see rødt ud. Gbr. „Dæ røye pꜳ dæ“. (See roda). Skulde ogsaa betyde at gjøre rød.
Røyk, m. 1) Røg. G. N. reykr. Han vil gjerne vera ’pi Røykj’a: han vil have det paa en stor Fod, være med de Store. (Tr. Stift). 2) et dunkelt Rygte, en Formodning. Dei hadde fꜳtt ein Røyk ta di: de havde faaet et Nys om det.
Røyk, n. en liden Hob eller Stak, især af Tørv. Jæd. Ellers Rauk.
Røykflokje, m. en tyk Røghvirvel, en liden Røgsky.
røykja, v. a. 1. (e—te), røge, tilrøge, f. Ex. Fisk eller Kjød. Ogsaa frembringe Røg, faae noget til at ryge. „røykja ’punde ein“: holde En i et Røgbad. „røykje mæ Eine“: brænde Enebærkviste i et Værelse for at fordrive usund Luft. „røykje Pipa“: røge Tobak.
røykja, v. a. 2. oplægge i smaa Stabler eller Stakke (= rauka). Jæd.
