ogsaa udplyndre, fratage alt. Dei ha røytt av alt som dær var. Han røytte ’ta kvart eit Hꜳr. G. N. reyta.
Røyta, f. 1) Forraadnelse; langvarig Fugtighed; ogsaa et Veir hvori Hø og Korn er udsat for at raadne. — 2) Udblødning, Rødning af Hamp og Liin; ligesaa af Skind. (Elvarøyta, Kalkrøyta). — 3) Afskrabning, Blottelse, Ryddiggjørelse. Han fekk ei go’ Røyte: han fik et ret dygtigt Smæk, led et ganske anseeligt Tab. — Uegentlig om en Praler, en Storskryder.
røytast, v. n. (Imp. røyttest), opløses, adskille sig; begynde at raadne.
Røytebolk, m. Regntid, langvarig Fugtighed og Mangel paa Tørring.
Røytehꜳr, n. Haar som ere aftagne ved Rødning.
Røyte-ver, n. varmt og fugtigt Veir.
Røyting, f. Rødning o. s. v. see røyta.
røytt, part. rødnet; afhaaret; ogsaa blottet, forarmet, ruineret.
røyva (røyve), v. a. (e—de), 1) røre ved, berøre. B. Stift. (G. N. hreyfa). Mꜳ ’kje røyva da: rør ikke ved det. — 2) røre, bevæge. røyve seg: røre sig. Han vann ikje røyve Foten: han var ikke istand til at røre Foden. Meget brugl. i B. Stift; ogsaa i Gbr. og fl. — Particip: røyvd, ɔ: rørt, berørt. Dæ hev’ ikje vore røyvt pꜳ lꜳng’ Tid. Heraf urøyvd.
røyve, v. n. udbrede sig, optage meget Rum. Tell. Sdm. — See ruva.
Røyve, n. 1. Størrelse, Vidde, Omfang. Tell. Sdm. — See Ruv.
Røyve, n. 2. Ulden af et Faar. (Ullarøyve). Søndre Berg. og fl. Ved Stavanger hedder det Reive. G. N. reyfi.
røyven, adj. stor, udbredt, som optager et stort Rum. See ruven. — Et andet røyven (af røyva, v. a.) findes kun i Sammensætning, som seinrøyven.
Røyving, f. Vedrøren; Berørelse. (Sjelden).
S.
sa, for sade eller sagde, s. segja.
sa, for dessa (disse, denne), s. denne.
sabba, v. n. søle; s. svabba.
Sadel (Sal), m. en Sadel. Formen Sad’l er sjelden (Sogn?); derimod hedder det alm. Sal; i Sdm. ogsaa Sail. — Hertil salfatt, adj. sveigrygget, indbøiet i Ryggen. Sdm. Mere alm. salryggja.
sadla (sala, saile), v. a. sadle.
Saft, f. Saft. — Jf. Save.
Sag, f. Sav (Saug). Forskjellige Slags, som Grindesag, Bogesag, Handsag, Vassag. G. N. sög, pl. sagir. — Sagblad, n. Savblad. Sagtonn, f. Tand i en Sav.
saga, v. a. (a—a), save, skjære med Sav. (I Gbr. og Ørk. sꜳgꜳ). G. N. saga. Ogsaa om at skjære med Møie, gnide langsomt, spille daarligt paa Fiolin og deslige.
Sagbruk, n. Tømmersav med tilhørende Stillads og Vandfald.
sagd, part. (af segja), sagt, udtalt (om Ord og Tanker). Mere anvendt i Sammensætning: tilsagd, utsagd, frꜳsagd og fl.
Sagebukk, m. Stillads til at save paa. Sagestol, n. om et mindre Stillads (Savelad).
Sagflis, f. Savspaaner. Ogsaa kaldet Sagnugg (Tell.), Sagemask (N. Berg.), Sagtafs (Ørk.).
Sak, f. Sag, Retssag, Proces (alm.); Skyld, Ansvar (sjelden); Grund, Aarsag (meget sjelden). G. N. sök, pl. sakir. — føra Sakjer: føre Processer. taka Sakj’i pꜳ seg: paatage sig at forsvare en Sag. Jf. Orsak.
saka, v. a. og n. (a—a), 1) hindre, skade, (kun upersonligt); gjøre noget til Sagen. Tell. Dæ sakar inkje: det hindrer ikke. (G. N. saka). — 2) klage, beklage. Helg. mest i Forbindelsen: „saka seg“, ɔ: klage sig, forklare sin Nød eller sine Forhindringer. Jf. orsaka. — 3) opgive noget; især i Spil, om at lægge enkelte Kort fra sig. B. Stift. Jf. forsaka (ɔ: negte, afslaae).
saka, adj. skyldig, som Sagen falder paa. B. Stift og fl. (I Indr. sꜳkꜳ). G. N. sakaðr. Saka Mann mꜳ teia: den Skyldige bliver nødt til at tie.
sakk (sank), s. sekka.
sakka, v. n. (a—a), synke, gaae ned, blive lavere; mest til Skibs. Shl. og flere.
saklaus, adj. sagløs, uskyldig.
sakna, v. a. (a—a), savne, mærke at man har tabt noget. G. N. og Sv. sakna. Dæ kom vek igꜳr, men me sakna dæ ’kje før i Dag. (Nordre Berg.). Sist
