eg talde dei so sakna eg ein (ɔ: mærkede jeg at een var borte). Han vert eingꜳng sakna: man vil engang beklage, at han er borte. „sakne Vær’a“: sove ind, falde i Søvn (egentl. tabe Verden af Syne). Sdm.
Saknad (Sakna), m. Savn, Tab af noget kjært og tilvant. G. N. saknaðr. Ein stor Sakna’: et føleligt Savn; især Tabet af en god Ven eller Medarbeider.
Saknad-daude, m. et Dødsfald, som forvolder Savn og Sorg; et elskværdigt Menneskes Død.
Saks, n. Noget som er hakket eller skaaret i smaa Stykker.
saksa, v. a. (a—a), hakke (f. Ex. Kjød eller Talg), hugge smaat med en Øxe. Nordre Berg. Sdm. (Isl. saxa). — Hertil: Saksabrye, f. Hakketrug. Saksamat, m. Indmad som man hakker til Kjødpølser.
Saksing, f. Hakken, Sønderhugning.
saksykja, v. a. (e—te), sagsøge.
sakt, adj. stille, spagfærdig. (Sjelden).
sakta, v. a. (a—a), sagtne, dæmpe, stille. (Sv. sakta). sakta pꜳ seg: blive mere rolig, dæmpe sin Heftighed.
sakte, adv. nok, sagtens, uden Tvivl. (I Søndre Berg. sakta). Meget brugl.
saktmodig, adj. stille, spagfærdig.
Sal, m. en Sal. Jf. Loft. — Salshøgd’a: den anden Etage. (Om et andet Sal, s. Sadel).
Sala, m. s. Sele. — sale, v. s. sadla.
Salle, f. en bred og flad Hue; ogsaa om flere lignende Ting. Sdm.
Salm, og Salme, m. Psalme. (Jf. Sꜳng). Salmenote, m. Psalmetone; høitidelig Melodie. Salmetal, n. Register i Psalmebøger.
salryggja, s. Sadel.
Salsꜳ (for Sꜳldsꜳd?), f. et Stykke Ager, hvori man kan udsaae omtrent en halv Tønde Korn. (Sogn, Voss). Paa Voss regnes en Salsꜳ til et Viddemaal af 56 Alen i Længde og Brede (= 3136 □ Alen). I Indre-Sogn regnes den kun efter Udsæden, nemlig som et Stykke hvorpaa man saaer sex Mæler Korn (⅗ Tønde), hvorfor den ogsaa kaldes „Seksmæling“, medens Halvdelen af samme hedder „Trimæling“. Fleertal: Salsæ. — Da Ordet Saald bruges paa Voss, om en Halvtønde, skulde man hellere vente at finde Formen Sꜳldsꜳ’, n. (I de gamle Love forekommer ofte „sáldssáð“, n. om et vist Maal af Jord). Jf. Sꜳld og Mæle.
Salt, n. Salt. — Saltkjerald, n. Saltkar. Saltkonn, Saltkorn. Saltløysa, f. Mangel paa Salt.
salt, adj. salt, som smager af Salt. I Sammensætning deels: salt (f. Ex. Saltfisk), deels salte, f. Ex. Saltesild. (B. Stift).
salta, v. a. (a—a), salte. — Saltar, m. En som nedsalter Fisk. Saltarbud, f. Søbod hvori Fisk nedsaltes.
Saltbrim (ii), n. Skorpe som danner sig af udtørret Saltlage; f. Ex. i Tønder. Nhl. Ellers Saltskove, f.
Saltgras, n. Bukkeblade. Tell.
salt-ilen, adj. saltagtig af Smag; især om Vand. (saltile Vatn). Fosen.
Saltskova, f. see Saltbrim.
saltsprengja, v. a. (e—de), bestrøe med lidt Salt. saltsprengd’e Fisk: halvsaltet Fisk. (Nordre Berg.).
Saltstein, n. Steen at knuse Salt med.
Saltværing, m Indbygger af Salten i Nordlandene.
Salve, m. Salve. — salva seg: vædes, afgive Vædske eller Olje.
Sam, n. Enighed, Samdrægtighed. (Af sæmja, sam-de). Dæ va ’kje noke godt Sam mæ dei: de forligtes ikke synderligt godt. (Nordre Berg.). Jf. Usam.
sam, Adjektiv-Endelse, som betegner en varig eller sædvanlig Beskaffenhed, f. Ex. reinsam, varsam; eller en Forbindelse med en vis Omstændighed, f. Ex. hugsam, mødesam. (G. N. samr; Sv. sam; D. som). Eenligt, med Betydning: eens eller lige, bruges det kun i andre Former, nemlig: same, sams og samt. — Som Forstavelse betegner det: sammen eller fælles, hvorom see nedenfor.
sama, v. n. (a—a), sømme, passe. Rbg. Tell. Dæ samar seg inkje: det sømmer sig ikke. (Ellers søma). G. N. sama.
saman, adv. sammen, tilsammen. Formen „saman“ findes kun i Hard. Voss, Rbg. Tell.; ellers mest alm. sama; dog er Ordet kun lidet brugeligt, da man oftest siger „i hop“ i denne Betydning. G. N. saman. — Bruges undertiden som et Adjektiv (noke-sama, altsama), og i Fleertal med Formen samne, f. Ex. allesamne, tvosamne, firesamne. (Nordre Berg. og fl.). — I Sammensætning kun sjelden, som: samanhavde, samankomne, samansett; — da Begrebet i dette Tilfælde udtrykkes ved „ihop“ eller „sam“.
Samar, Sommer; s. Sumar.
Sambeite, n. fælles Græsgang, uskiftet Udmark. Hall. og fl.
