Medarbeide. „Takk fyre Samtræl’e!“ (Søndre Berg.). Ogsaa Samslæp, n.
samtykkja, v. a. (e—te), samtykke, bifalde; ogsaa: være tilfreds med, tage tiltakke. — Samtykkje, n. Samtykke.
samvelte, v. a. pløie fra modsatte Sider for at faae Ageren høiere i Midten. Buskerud.
Samvære, n. Selskab eller Omgang med nogen. Hard. og fl.
san, for „sa’ han“ (ɔ: sagde han).
Sand, m. Sand. — Sand-aur, m. Gruusjord med Sand. Sandbotn, m. Sandgrund. Sandfok, n. Drev af tør Sand. Sandmo, m. en sandig Flade, Hede. Sandmæl, m. Bakke af løs Sand. (Tr. Stift).
sanda, v. a. (a—a). bestrøe med Sand.
sandlendt, adj. sandig; om en Egn.
sandmala, v. a. (mæl, mol), skjærpe en Kværn ved at male Sand paa den.
Sandmigje, m. et Slags Musling med et smalt Rør, hvoraf den udsprøiter det indsugede Vand. (Mya arenaria).
Sandskjebba, f. et Slags Flyndrer. (Pleuronectes Flesus). N. Berg.
Sandskræe, f. Flod-Ulk (Cottus Gobio). Hedemarken.
sandut, adj. sandig; ogsaa tilsmudset med Sand.
Sangr (Sang’er), n. Klynken.
sangra, v. n. (a—a), klynke, hvine, give en langtrukken, klynkende Lyd. Jæd. Rbg. Gbr. I Nordre Berg. sꜳngra.
sangren, adj. klynkende.
sanka, v. a. (a—a), sanke, samle. I B. Stift sꜳnka. (Egentlig samka, af sam). sꜳnke Kynn’e: lokke Køerne til Malkepladsen. (B. Stift). „sanke Soll pꜳ“, see Soll.
sankast, v. n. samles, samle sig. (I B. Stift sꜳnkast). sankast pꜳ: strømme hen til, omringe, indeslutte. — Ogsaa sanka seg.
Sann, f. i Talemaaden: „mi Sann“, omtrent „min Tro“, nemlig som en Forsikring; f. Ex. Han skal, mi Sann, fꜳ dæ atte. Meget brugl. i B. Stift. (Sv. min sann).
sann, adj. sand, troværdig. (G. N. sannr). Femin. i Hard. sonn. (G. N. sönn). Neutrum i Sætersd. satt; ellers sant. (G. N. satt). Me vist’ ikje sannare te seia: vi fortalte det saa oprigtigt som vi kunde.
sanna, v. a. (a—a), sande, bekræfte; ogsaa erfare Sandheden af Ens Ord. (G. N. sanna). sanna ette: sande idelig, sige Ja til alt. Han fekk so sanne: han fik nok føle at det var sandt.
sanndrøymd, adj. i Spøg om En, hvis Drømme gaae i Opfyldelse.
sanneleg, adj. rimelig, passende, middelmaadig af Størrelse. Guldbr. Sdm. (Egentlig: som man kan samtykke i).
sannfærleg, adj. sandfærdig.
Sannheit, f. Sandhed. — seie si Sannheit: forklare sin Sag oprigtigt og uden Forbeholdenhed.
Sanning, f. 1) Bekræftelse, Vished. Me fekk ikje noka Sanning pꜳ dæ. (Sjelden). — 2) Sandhed; det Sande. Brugl. i Kr. og Ag. Stift. (Sv. sanning. G. N. sannindi). Ellers Sannheit (som er et nyere Ord).
sann-orig, adj. sanddru. (Sjelden).
sannsogoll (aab. o), adj. sandfærdig, som siger sandt. Ørk. (G. N. sannsögull).
sannspꜳdd, adj. som spaaer sandt, hvis Forudsigelser gaae i Opfyldelse. (G. N. sannspá’r).
sanntenkt, adj. viis, som tænker og dømmer rigtigt.
sansa, v. a. sandse; ogsaa ændse. Nyere Ord, ligesom Sans, m. f. Ex. i Talemaaden: Han heve korkje Ans elder Sans.
Sate, m. en ophøiet Flade, en Plan imellem nedstigende Bakker; ogsaa en liden Flade i en Klippe. Tell. I Gbr. Sæta (s. Sete). I Ørk. Sꜳtꜳ (sjelden). Jf. Lega, Pall, Stall.
satt, s. sann.
Saud, m. (Fl. Saude, Sauer), et Faar. (Mest alm. Sau). Da Ordet er Hankiønsord, maa det egentlig betyde et Faar i Almindelighed, kun med Hensyn til den særegne Art og uden Hensyn til Kjøn, altsaa baade om Han og Hun. Denne Betydning forekommer kun sjelden (mest ved Fleertallet), men forudsættes tydelig i det afledede Søyda (Søye), som kun betegner Hunkjønnet. (Sogn, Vald. Gbr.). Almindelig betegner derimod „Sau“ kun Hunkjønnet, et Hun-Haar, til Forskjel fra en Væder; altsaa modsat Ordets grammatiske Kjøn. (Jf. G. N. sauðr, Faar, Væder). Egne Navne paa Hunkjønnet ere (foruden Søye): Sjedde (Gbr.), Tikke (Østerd.), Tikse (Ørk.). Jf. Gimbr, Sympa, Kꜳs. (Faar bruges ikke). Uegentlig bruges „Saud“ om et meget godsligt og eftergivende Menneske; ogsaa med et Begreb af Eenfoldighed. — I Sammensætning deels Saude (Saua), deels Sau(d). Saaledes Saudefjos (Saufjøs), n. Faarestald. Saudehagje (Sauhaga), Græsgang for Faar.
